Dansk cykelkultur er punkteret

Jeg snor mig gennem morgentrafikken på min gamle havelåge, som enhver anden tidsoptimistisk studerende fem minutter før undervisningen begynder.

Jeg jagter point og sekunder i konkurrencen mod de morgentrætte cyklister i et cykelløb, de ikke kender til, og jeg vinder.

Danskhed bliver i skrivende stund heftigt debatteret til højre og venstre, og det får en cykelklokke til at ringe.

I fjor lavede Kulturministeriet en folkehøring om, hvad der er mest dansk, og cykelkulturen blev fravalgt til fordel for blandt andet højskoler, pølsevogne og tillidssamfundet. 

Paradoksalt har vi ikke desto mindre mistet tilliden til cykelkulturen, og i sin egen diskrete enkelthed pedallerer cyklen ud af danskernes hverdag. 

Cykelkulturens afsked er ikke kun et åndeligt og kulturelt farvel, men dokumenteres også i undersøgelsen »Danmark i Bevægelse« udarbejdet af Syddansk Universitet.

Unge i aldersgruppen 15-19 år, der tog cyklen til uddannelse eller arbejde mindst en gang ugentlig, faldt 16 procent i perioden 2020-2025.

Et tilsvarende fald på 11 procent sås blandt aldersgruppen 20-29 årige. 

Danskernes hasarderede flugt fra cykelkulturen kan forveksles med nervepirrende nedkørselsetaper, hvor selv de mest hårdnakkede cykelryttere får baghjul.

På trods af historisk høje benzinpriser og leveomkostninger undrer det mig, hvorfor incitamentet for bæredygtige og sundhedsfremmende transportmidler ikke er gået i udbrud endnu.

Det bliver tydeligt, at bilkulturen er en generel nødvendighed for mange, når man står på randen af en ny oliekrise, og ikke engang skyggen af bilfrie søndage er et seriøst debatemne i medierne.

Når jeg som fysioterapeutstuderende råber vagt i gevær, er det ikke kun et spørgsmål om, at mine konkurrenter til Tour de morgentrafik forsvinder, men vi er ved at efterlade en dansk identitet og folkesundhedens støttehjul på lossepladsen.

Helt grundlæggende mener jeg, at kæden er hoppet af, dækkene er punkteret og modvind pisker i ansigtet på den danske cykelkultur.

Christian Mads Andersen, Odense

Langsigtet strategi, natur og dyr velfærd

Regeringsgrundlaget og de nye ministerier giver grund til skepsis.

Der er for mange populistiske tiltag.

Skjulte skattestigninger kan forventes og stor energi vil blive brugt at finde nye beskatningsområder.

Det er ikke godt nok, at regeringspartierne og støttepartierne gør sig lækre over for hinanden.

Hvor er den strategi, der skal gøre Danmark sikkert og sikre Danmarks økonomi?

Valgkampen er slut, og nu skal der regeres ansvarligt.

Det lykkedes at nedlægge minkerhvervet, og det var både urimeligt dyrt og unødvendigt.

Nu skal en stor del af landbruget slagtes. Det er noget griseri.

Selvfølgelig skal vi sikre rent grundvand, og dyrene skal behandles ordentligt. Det kan sikres med en god lovgivning og en stram opfølgning.

Det forekommer urimeligt at vores nationalerhverv, landbruget, nu skal håndteres af fem ministerier og lægges for had. 

Landbruget producerer vores fødevarer og udgør næsten 60 procent af det danske landareal, derfor præger det i høj grad vores natur. De smukke marker drives normalt af ansvarlige mennesker, som passer godt på den natur, vi alle sammen elsker.

Hvorfor skal en overdrevet debat om grisehaler være årsag til at der oprettes et ministerium for natur og dyrevelfærd. Nej tak til dyr velfærd. Ikke flere gaver og ikke mere valgflæsk.

Må vi bede om en mere langsigtet strategi for vores fædreland?

Poul Hedegaard, Virum

Regeringens kaldenavn

Her kommer et bidrag til debatten om et kaldenavn for den nye regering: I gamle dage udgjorde hestekraft et meget væsentlig bidrag til aflastning af det manuelle arbejde i markerne. Heste blev spændt foran alverdens redskaber i form af en, to, tre, fire, fem, seks eller flere heste. Hestene der trak, blev kaldt et spand og kunne altså være et firspand. Vil det ikke være et passende navn til den nye regering:

»Firspand-regeringen«.

Det var ikke nemt at styre et sådant spand på flere heste, og resultatet var afhængigt af, hvor godt samarbejdet i spandet fungerede. Er det ikke lige det, der bliver afgørende for den nye regering?

Claus Kildegaard, Slangerup

Gratis bus, hvis der altså går en

Pelle Dragsted og regeringen vil gøre det gratis for unge at køre bus og tog. Min første tanke var, at det da altid har været gratis at vente ved de busstop uden busafgange, som der kun blev flere og flere af gennem min barndom og teenageår i Udkantsdanmark, Vandkantsdanmark, flyover country eller, hvad de kalder det herinde i Storkøbenhavn, hvor der stadig går busser.

Jeg har ikke specielt lyst til at gøre det til en land/by-diskussion, men det er svært at se det som andet end omfordeling til salongængernes unger, mens børn og unge i den del af Danmark, jeg voksede op i, gradvist bliver mere og mere stavnsbundet med hver rutelukning, afgangsreducering og sløjfning af busstop.

Så drop de gratis busser! Og drop de centralt planlagte busruter. Erstat det med en sats pr. passager pr. kilometer. Så kan markedet gøre sit arbejde, med lidt kunstigt statsligt åndedræt, og busserne kan begynde at gå, hvor folk også bor!

Jon Kristensen, stud.theol., Albertslund

Skattevækstministeriet

Med den nye regering har vi også fået et nyt ministerium, Skatte- og vækstministeriet. Men det burde nok have heddet Skattevækstministeriet, for én ting synes sikkert, og det er, at skatter og afgifter vil stige.

Det må de nødvendigvis, hvis der skal være penge til at dække udgifterne for de planer, den nye regering har lagt frem, blandt andet forhøjelse af Arnepensionen, »gratis« tandlægebehandling og brug af offentlig transport til udvalgte befolkningsgrupper, nedsættelse af moms på fødevarer, flere penge til grøn omstilling. Listen er lang, og der kommer sikkert flere punkter til, når den yderste venstrefløj begynder at presse på.

Helle Marckmann, Dragør

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk