Den borgerlige modstand tog fejl – øremærket barsel er en unægtelig succes

Øremærket barsel er en unægtelig succes

60 procent. Det er så mange flere mænd, der var på barselsdagpenge i år end i 2022. 

På bare tre år er antallet af fædre, der har taget del i barslen steget til 24.144. Det skyldes ét konkret politisk tiltag: øremærket barsel.

Det var ellers et tiltag, som den borgerlige blok advarede kraftigt imod. Alex Vanopslagh kaldte det i 2020 for »et frontalangreb på familien«. Kristian Thulesen Dahl mente, det var »nedladende over for danskerne«, og Pernille Vermund advarede mod, at statens klamme hænder blandede sig i familiernes hverdag.

Nu har støvet lagt sig, og tallene taler sit klare sprog: Initiativet har virket. 

Flere mænd bruger tid sammen med deres børn. Færre mødre tvinges til at vælge mellem karriere og familieliv. Flere børn får mulighed for at tilbringe deres første tid med begge forældre. 

Det er ubetinget godt – godt for den familie, som borgerlige politikere altid forsøger at gøre sig til talerør for. Godt for virkelige mennesker, der skal træffe virkelige valg om deres virkelige liv. 

Det er ikke et angreb på familien – det er en styrkelse af den. Det er ikke en frihedsberøvelse – det er en garanti for, at valg kan træffes på lige vilkår.

Der er ikke noget nyt i det her. Gennem historien har konservative kræfter altid stillet sig modstræbende over for den politiske ligestillingskamp. 

Gang på gang har forandringen skulle presses igennem af progressive stemmer, der fik at vide, at lige netop den her gang ville familien gå i opløsning, hvis de lykkedes. 

Det er det samme i dag. Øremærkning af barslen er ikke og har aldrig været et »frontalangreb på familien« – det har været en håndsrækning til den.

En stigning på 60 procent i antallet af mænd på barselsdagpenge er et reelt fremskridt, som vi bør fejre. Men det bør også stå som en påmindelse om, hvem der endnu en gang advarede imod ligestillingens konsekvenser – og hvem der tog fejl.

Magnus Flensborg, folketingskandidat for SF i Vejle-kredsen, forretningsudvalgsmedlem i SF Ungdom

Handicap-parkeringskort

En ting er, at moralen blandt tyveknægte er faldet så meget, at der på næsten alle kirkegårde i landet er stjålet, hvad der var af bronze. Næsten værre er det, at det er blevet populært at smadre bilruder for alt stjæle handicap-parkeringskort fra bilister, der i forvejen har det svært. 

Det sidste tal er 762 på et år, altså, omkring to om dagen. Mange nok til at flere af landets næsten 140.000 kortholdere med god grund er begyndt at frygte indbrud i deres biler. 

Jeg er en af dem og har derfor i stedet for kortet lagt en fotokopi i min forrude, vel vidende at jeg over min nummerplade kan blive gjort til ansvar. Da kortet er relateret til personen, ikke bilen, ser jeg ingen anden mulighed, end at den eller de biler, kortholderne kører med, fremover må registreres af Danske Handicaporganisationer, der udsteder kortene. 

Ikke mindst på grund af tyverierne, er det en kendsgerning, at der, især i københavnsområdet, er alt for få handicappladser.

Steen V. Skånstrøm, Nærum

Det kompensatoriske forældreskab

For nylig overhørte jeg en samtale i toget mellem to nybagte forældre, som talte om deres håb og drømme for deres baby. Samtalen kredsede om ønsket om et sundt liv fyldt med aktivitet, sport og gode kostvaner. De nævnte endda, at de håbede, deres barn ville vokse op og blive en slank, atletisk type. Fastfood og slik skulle slet ikke friste – barnet skulle være disciplineret og dygtigt.

Da jeg vendte mig om for at se de forældre, der bar på alle disse sportslige ambitioner, blev jeg pludselig mindet om begrebet kompensatorisk forældreskab – når forældre forsøger at kompensere for deres egne oplevelser ved at sikre, at barnet undgår de samme udfordringer.

For dér stod de så, bøjet ind over barnevognen: den ene med en onsdagssnegl, den anden med et pølsehorn, mens de drømte sig væk i barnets utopiske fremtid. I barnevognens kopholdere stod to Coca-Colaer, i kurven lå en McDonald’s-pose, og de to forældre havde i hvert fald ikke selv en udpræget atletisk fremtoning.

Efter denne oplevelse begyndte dette spøjse paradoks – det kompensatoriske forældreskab – for alvor at poppe op overalt i samfundet. Forældre, der højlydt beklager sig over deres børns skærmtid, mens de selv sidder klistret til mobilen. Forældre, der undrer sig over, at børnene er blevet optaget af dyre mærkevarer, mens de selv er pakket ind i genkendelige logoer.

Hvor har børnene mon lært disse »irriterende vaner«? Hvem eksponerede dem for fastfood, smartphones og mærkevarer allerede dengang, de lå i barnevognen?

Måske burde drømmene om en sundere, skærmfri og mindre materialistisk fremtid ikke kun rettes mod børnene, men også fungere som et spejl for forældrene selv. En form for selvindsigt, hvor man bruger sine håb for barnet til at skabe rammerne for sit eget liv – og dermed bliver den bedste inspiration for det barn, man ønsker alt det bedste for.

Moèsha Williams, Solrød Strand

Grønlands natur

Udover usmagelig bjærgsomhed, må USA med sin interesse for annektering af Grønland, ses som en direkte miljømæssig trussel og sikkerhedsrisiko for Grønlands natur.

Med udmeldingen »drill, baby, drill« gør den amerikanske regering sig til talsmand for et natursyn, der er i direkte modstrid med alle klimaaftaler og dermed ødelæggende for Grønlands fremtidige muligheder for at føre en fornuftig og ansvarlig miljøpolitik.

Så alene af den grund må USA bremses i sine forsøg på annektering af Grønland.

Snorre Stephensen, Helsingør

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk