Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Demokratiske manerer må aldrig blive undtagelsen

»Maskerede, sortklædte og viftende med romerlys har tilsyneladende bekymrede borgere demonstreret regeringens indgreb. Spørgsmålet bliver imidlertid, hvor demokratisk et maskeret ansigt i virkeligheden er, hvis man vil undgå at blive til det antidemokrati, som man kæmper imod,« skriver Frederik Worch Romberg Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

Det seneste år har vi danskere været vidne til flere vidtgående indgreb i vores grundlovssikrede frihedsrettigheder. Med en rasende coronaepidemi som påskud har Regeringen Mette Frederiksen lukket private erhverv, begrænset hvor mange gæster vi må invitere til middag i vores egne hjem, og påtvunget mundbindet i størstedelen af det i øvrigt forsvindende indskrænkede offentlige rum.

Sådanne indgreb har gjort mange af os borgere bekymrede, for love vedtaget i krisetid har det med at forblive love, når krisen for længst er overstået. Det mest yderliggående symptom på denne bekymring har herhjemme været Men In Black-bevægelsen. Maskerede, sortklædte og viftende med romerlys har tilsyneladende bekymrede borgere demonstreret mod regeringens indgreb. Spørgsmålet bliver imidlertid, hvor demokratisk et maskeret ansigt i virkeligheden er, hvis man vil undgå at blive til det antidemokrati, som man kæmper imod.

Det er ikke så lang tid siden, at et flertal på Christiansborg kunne pålægge et fåtal af muslimske kvinder, at de ikke længere måtte bære niqab. Hvad man i øvrigt mener om folks påklædning til hverdag, skal ikke være emnet for dette indlæg. Dog vil jeg påpege, at der må opstå problemer, hvis eksplicit politiske handlinger, som for eksempel en demonstration, foregår bag maske og til gene for ens medborgere. For det kan jo ikke være en acceptabel demokratisk form at skræmme sin næste med romerlys, trommer og hooliganlignende adfærd. Udover at det næppe medvirker til at overbevise os andre, er selve måden, hvorpå MIB-demonstrationerne er foregået, jo frastødende.

Selv hvis man ser bort fra den direkte trussel rettet mod statsministerens person, minder den anonyme depersonificering, som protestedeltagernes mørke mundering udtrykker, alt for meget om 1920ernes fascistbevægelser. Langt de fleste demonstrationer herhjemme har formået at antage mere respekterende former. Civil ulydighed og fredelige forsamlinger bør aldrig være undtagelsen i et stolt demokrati som vores.

Og det nytter ikke at antage en »me ne frego«-attitude til, hvordan man begår sig i et demokratisk samfund. Vi skal alle have plads til at være her og til at ytre vores holdninger. Men det skal også gøres på en ordentlig facon, hvor ens medborgeres velvære og sikkerhed er i centrum, og hvor vi ikke forstyrrer samfundets stadige funktion: ellers skulle den levende kamp for demokratiet for længst være tabt.

Frederik Worch Romberg Hansen, Bestyrelsesmedlem, VU Frederiksberg