Det hedder sig, at den nye kommissionsformand Ursula von der Leyen er føderalist ligesom hendes promotor, den franske præsident Macron. Men det kommer der ikke meget ud af. Det er i strid med tidens trend, som tværtimod går i mere national – og desværre også nationalistisk – retning. Føderalistiske tiltag vil blot styrke de kræfter, der har travlt med at bekæmpe de vestlige værdier og flirte med Putin.
Nationalismen kan ikke bekæmpes med føderalisme og multikulturalisme, som blot vil gøre ondt værre. Men den kan måske bekæmpes med en øget respekt for national bevidsthed og identitet samt anerkendelse af folkenes fundamentale ret til at bestemme i deres egne hjemlande.