Pressen svømmer af gode grunde over med beretninger om den tidligere fagforeningsboss Lizette Risgaards seksuelle krænkelser af yngre mænd, som hun havde et ansættelsesforhold til.
Hun har hårdt presset fremstammet en erkendelse af, at hun har gramset på yngre mænd. Det er tydeligt, at den røde fagforeningsboss har haft andet og mere i tankerne end fantasier om løn og ansættelsesforhold.
Det er slemt, men værre er det, at der åbenbart kunne have været sat en stopper for overgrebene for længe siden.
Vi har alle en pligt til at påtale og/eller anmelde mistanke om eller kendskab til overgreb. Det er påfaldende, at en lang række prominente fagforeningsprofiler med et fast blik fortæller til journalister, at »alle« har kendt til Risgaards krænkelser.
Risgaards krænkelser får dermed røde fagforeningsbosser til at ligne dele af præsteskabet i den katolske kirke. Hvorfor gjorde I ikke noget ved det? Hvorfor lod I stå til? Frygtede I i højere grad for jeres egen position, magt og milliongage og alle de gode »ben«? Var det derfor, at I gav bossen »frie hænder« og tilsyneladende nøjedes med passivt at se til?
Hvis jeres såkaldte advokatundersøgelse skal give mening, er det jer, der skal undersøges. Lizette Risgaard har indrømmet, og der er afregnet – i første omgang. Det er påfaldende, at jeres ihærdighed og jagt og handlekraft over for virksomhedsejere, der ikke vil lave en overenskomst med jer, er kontant og hårdhændet. Virksomheder bliver boykottet, intimideret, udsat for blokade og meget mere indtil konkurs, sammenbrud eller kapitulation. Der lægges der ikke fingre imellem.
Det ville være befriende, hvis I tager jeres egen medicin og lusker skamfuldt af. Her giver det mening at følge Lizettes spor. I har »frie hænder«.
Karsten Byrgesen, regionsrådsmedlem, Region Syddanmark, byrådsmedlem i Fredericia Kommune for Nye Borgerlige
Vejafgift
Lastbilerne strejker og blokerer, men det er egentlig ikke dem, der burde demonstrere. Afgiften rammer nemlig forbrugerne, som fremover må se prisforhøjelser på fødevarer og andre forbrugsvarer på grund af en højere fragt, som dækker den af grådige politikere vedtagne afgift.
At kalde det en grøn afgift er blot et reklamestunt al den stund, at EU allerede har vedtaget et fremtidigt slut på salg af benzin- og dieselbiler.
Christian Kjellerup Hansen, Frederiksværk
Egnsudvikling … også øst for Storebælt?
Det er egentlig sært: Vest for Storebælt sætter markante virksomheder en ære i at præge lokalområderne, så de bliver attraktive og blomstrende byer. Gode eksempler er der mange af: Danfoss/Sønderborg, LEGO/Vejle-Billund, Grundfos/Bjerringbro, Damgard/Herning-Ikast etc. etc. Eksempler på et frugtbart samarbejde mellem virksomheder og kommuner, der har styrket lokalsamfundene.
Øst for Storebælt ses Christian 4.s indsats for København som et godt eksempel om end af ældre dato. Og Kalundborg som et noget nyere skrækeksempel; senest smukt forklaret af Anna von Luwzow i Berlingske 15. maj. Netop i Kalundborg har Novo (m.fl.) med milliardinvesteringer ikke formået i et samarbejde med kommunen at løfte den by, der egentlig kunne have været et pragteksemplar af en by, men som fremtoner som en by på vej mod evig tristesse. Her findes der ingen »fakkelbærer«.
Og så PS: Dagens spøjse melding – den sjællandske dræbersvamp, København, har i øvrigt krævet endnu et offer. Sparekassen Sjælland-Fyn flytter staben til Carlsberg Byen og siger farvel til Holbæk. Et alternativt bud på egnsudvikling må man nok sige. Kondolence til både Holbæk og Kalundborg.
Der er vist et behov for at nytænke begrebet »egnsudvikling« for både kommuner og virksomheder øst for Storebælt.
Knud Frisenborg Marker, Juelsminde
