Myndighederne har præsenteret de ventede beredskabsråd, som skal forberede danskerne på kriser og hybridkrig. Nationalbanken følger op med kriseanbefalinger, som blandt andet siger, at alle danskere bør have et mindre kontantbeløb klar, fordi netop vores digitale betalingstjenester er særligt udsatte, både for direkte angreb, men også indirekte, hvis elnettet eller internettet nedlukkes eller skades.

Anbefalingen om at have kontanter klar udstiller dog et klart hykleri fra myndighedernes og politikernes side. I november sidste år meddelte Nationalbanken nemlig, at tusindkronesedlen vil blive afskaffet i 2025, og regeringen varslede, at man vil nedsætte kontantgrænsen.

På den ene side vil myndigheder og politikere altså udfase og besværliggøre brug af kontanter, men på den anden side anerkender de, at kontanter er uundværlige i samfundet og særligt nødvendige i den sikkerheds- og (sådan set også) klimasituation, som vi står i.

Når man som konservativ siger, at man vil bevare kontanter, kommer det hurtigt til at lugte af teknologiforskrækkelse og romantisering af fortiden. Jeg erkender, at jeg har et lidt romantisk forhold til kontanter, men vi må dog også alle blive enige om, at digitaliseringen af vores valuta medfører en række udfordringer.

De fleste har efterhånden mobilbank på deres telefoner, dertil kommer MobilePay, mange har også digitale betalingskort og en del anvender tredjepartsapps, som hjælper med at holde styr på privatøkonomien. Vi er udsat for digital krigsførelse – både fra statslige og selvstændige hackere – og for overvågning.

Ikke kun overvågning fra staten, men også fra andre apps på telefonen, fremmede stater og ukendte hackere. De færreste er nok interesseret i, at Beijing eller Moskva kigger med i deres privatøkonomi.

Jeg håber, at den nye sikkerhedssituation og de nye anbefalinger også får politikere og myndigheder til selv at forberede sig på krisen. I stedet for at være forhippede på at jage kontanterne ud af samfundet bør vi bevare dem og sikre borgernes ret til at anvende rigets valuta: kolde, kontante danske kroner.

Lucas Zukunft, medlem af Konservativ Ungdom