At diskutere Rusland med de – efter eget udsagn – nationalkonservative er som at diskutere Muhammed-tegninger med Tøger Seidenfaden; »argumenterne« synes at være de samme. Som muslimerne er svage og bange for det sekulariserede samfund, er Rusland svagt og bange for Vestens fremgang, derfor er det forståeligt, at de må reagere med vrede og vold.
Jeg personligt nærer ingen illusioner om, at Vesten er Rusland moralsk overlegen. Jeg finder den omsiggribende flagning med det ukrainske flag latterlig, blokeringen af russiske medier er en falliterklæring og udenrigsministerens dekret om, at vi alle nu skal skrive Kyiv (som næsten ingen kan udtale) i stedet for Kijev, vidner om hans ringe format. Jeg synes heller ikke, vi skal boykotte russisk kunst, for russerne lider også under Putin. Jeg tror såmænd gerne, at Ukraines demokrati er skrøbeligt og korrupt.
Men når det så er sagt, har ukrainerne al ret til at kæmpe for deres frihed, og de gør det modigt og beundringsværdigt. Dertil må man spørge, hvad der egentlig driver de hjemlige nationalkonservative (ingen nævnt, ingen glemt)? Hvad er deres projekt? Er det kærlighed til Rusland? Hvorfor synes de så ikke, at Rusland burde vinde sine naboers hjerter med venlighed i stedet for evige trusler? Kan de nationalkonservative virkelig ikke forstå, hvorfor Ruslands naboer hellere vil være en del af Vesten? Det er da ikke fordi, de elsker vores liberale lgbt+samfund. Det er fordi, de har prøvet at være under russisk åg, og de ved, hvad det vil sige at have en femtekolonne af russiske mindretal boende i deres land. For det er altid dem, Rusland hævder, at de vil beskytte, når de går ind i et naboland. Hvorfor skal vi altid høre om, at Rusland er en stormagt, der kræver at blive hørt? Det er før sket, at en stormagt måtte finde sig i, at andre stormagter stækkede dens vinger. Vort eget land er et eksempel på det.
Jeg synes, at de begavede mennesker på den nationale fløj skulle rive sig løs af deres gruppekram, hvor de overbeviser hinanden om, at de er forfulgt af onde, liberale kræfter, og i stedet bruge kræfterne på at formulere kærligheden først og fremmest til Danmark og det danske, og derefter kærligheden til alt det gode, som Vesten har bibragt verden – for det findes. Og så må vi bede til, at vi snart atter kan mødes med både russere og ukrainere om den store kultur, de kan bidrage med.
Marianne Wagner, sognepræst i Nørre Alslev og Nørre Kirkeby
