Den tidligere konservative partiformand Bendt Bendtsen fik tildelt betegnelsen Mr. ti procent. Det var ikke venligt ment, fordi han ikke kunne skaffe samme fremgang som Poul Schlüter. På en måde uretfærdigt for Bendt Bendtsen var en både sympatisk og troværdig politiker, der kæmpede bravt for partiets bedste.
Nu har partiet så med Søren Pape fået en Mr. fem procent (viser seneste meningsmåling), der i den seneste valgkamp har sat al troværdighed over styr og kørt partiet på katastrofekurs kendetegnet ved, at man ikke har formået at drage fordel af Venstres dybe troværdighedskrise.
Øverste punkt på det kommende landsrådsmøde burde være valg af ny ledelse med det formål at genrejse partiet. Men efter meddelelser i medierne har både folketingsgruppen og hovedbestyrelsen tilsyneladende taget bind for både øjne og ører, mens vælgerne flygter, og partiet modtager udmeldelser fra markante partimedlemmer som Lars Barfoed og Peter Sterup. Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves.
Sven Qvist, Jyllinge
Hjælp kvinderne i Afghanistan
Det er skrækkeligt at være tilskuer til, at Taleban bliver ved med at fratage kvinder alle mulige rettigheder. Senest er også kvindernes mulighed for at kunne tage uddannelse i udlandet fjernet. Der er direkte handlingslammelse i hele det internationale samfund, og selv om mange lande og internationale organisationer inklusiv FN, EU og USA stadig giver bistand til Afghanistan, er der ingen, der p.t. ser ud til at kunne påvirke Taleban mht. at forbedre kvinders rettigheder og vilkår.
Jeg er af den opfattelse, at den eneste måde der nu er for at påvirke Taleban til at give kvinderne deres rettigheder tilbage, er igennem Pakistan.
Pakistan har i hele Talebans eksistens støttet Taleban på mange måder også militært, og Taleban kunne ikke have udviklet sig til at være den magtfaktor, de nu er, uden denne støtte fra Pakistan. Derfor er det jo oplagt, at de lande, der har tætte forhold og partnerskaber til Pakistan og bidrager med betydelige investeringer og bistand til landet, må koordinere fælles krav over for Pakistan til, at man forsøger at påvirke Taleban med at forbedre kvinders rettigheder og vilkår. I Pakistan har piger og kvinder ret til at gå i skole og uddanne sig videre.
Jeg mener, at Storbritannien, USA, EU og FN kunne være hovedkræfterne i et sådant koordineret tiltag, og det kunne jo være ønskeligt, at de nordiske lande gik sammen for at initiere tiltaget. Så jeg appellerer til det danske folketing og den danske regering om hurtigst muligt at sætte skibet i søen.
Det kan kun gå for langsomt.
Ole Stokholm Jepsen, Gilleleje
Genitiv, når den er sjovest
På et tidspunkt syntes jeg, det var morsomt at skrive forkert brug af genitiv ned. Det kom der følgende ud af. Eksemplerne er sagt af kendte, medievante mennesker:
En politiker sagde: »Alle de mennesker det ers plan …«
En analytiker: »Det er dem, der sad der førsts tur …«
En radiovært: I nogle af dems tilfælde godt og vel 40 år …«
En interviewet person: »Det var ham, jeg var kæreste meds bil, jeg lånte.«
Ofte hørt blandt børn og voksne, når der ligger en herreløs genstand: »Hvem er des (dets)?«
Svar: »Det var damen, der giks!« eller »Hvis bil er det?« Svar: »Det er Peter og mins.«
På en vordende Normalbutiks facade: »En jeg kenders onkels nieces …«
Og igen hørt i radioen: »Det var os, der syngers problem …« og igen i radioen: »Den er den advokat,der har sagens ansvar …«
Og senest: »Det er dem, jeg holder afs idé …«
Eksemplerne er morsomme, fordi man ikke bare kan sætte -s på et hvilket som helst ord, men kun på substantiver, adjektiver og pronominer.
Ingelise Hallengren, Den Danske Sprogkreds, Vanløse
Kultur
Det er vel ikke kunst at rive en bog i stykker på et rivejern. Det er da bare et spørgsmål om at eje et godt jern. Det er vel mere korrekt at betegne det som en uartighed overfor en stor befolkningsgruppe.
Den pågældende »kunstner« taler om frihed, men glemmer, at sammen med frihed følger et ansvar, som for eksempel ansvaret for at opføre sig ordentlig overfor andre mennesker.
Kurt Mejer, Ølstykke
