Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De Konservative misser Kulturministeriets præmis

»Det er lettere infantilt at antage, at en ministers succes skal måles i popularitetskonkurrencer, frem for konkret politik og kampdygtighed,« skriver Kristian Marstal om Nicolai Bøghs kritik af Joy Mogensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms

Man kunne i Berlingske 16. februar læse rådmand på Frederiksberg Nikolaj Bøgh (K), skrive, at kulturlivet har fortjent bedre end siddende kulturminister Joy Mogensen (S). Argumentet bæres uhensigtsmæssigt frem af indlysende banaliteter og kritikpunkter, som Mogensen umuligt kan klandres for.

Bøgh fremhæver indledende, at kulturministeren ad flere omgange har ligget lavt i målingerne for popularitet blandt ministre. Det er lettere infantilt at antage, at en ministers succes skal måles i popularitetskonkurrencer frem for konkret politik og kampdygtighed. I øvrigt ironisk at fremdrage for Bøgh, hvis parti K ikke rimer på folkelig opbakning par excellence.

En anden af artiklens usande præmisser, at kulturministeren burde have kronede dage, savner intellektuelt overskud. For det stigende behov for kulturelle tilbud og dyrkelse af fællesværdier under coronapandemien giver ikke kulturministeren mulighed for at øge noget udbud af kunst af kultur.

Endvidere er det ikke Kulturministeriets fineste opgave at italesætte vigtigheden af kultur i offentligheden, men at sikre at der bliver ved med at være en kulturel virkelighed i fremtiden. Det er et typisk konservativt træk udelukkende at besjæle det, der var, frem for det der kommer.

Kristian Marstal, København

Voldtægtsofre skal mødes med større forståelse

Voldtægt er et af de værste overgreb, man kan blive udsat for. Den ydmygelse og umenneskeliggørelse, der ligger i en voldtægt, har så alvorlige konsekvenser, at ofrene ofte må kæmpe med senfølger resten af livet. Nogle kommer sig aldrig.

Derfor er jeg utrolig glad for den samtykkelov, vi fik vedtaget med fuld opbakning i Folketinget lige inden jul. Men en samtykkelov er ikke nok. Kvinder, som udsættes for voldtægt, skal også opleve, at de bliver taget alvorligt, når de henvender sig til myndighederne.

Der er vi desværre ikke helt i dag. Politiets tilfredshedsundersøgelse viste sidste år, at 47 procent af de kvinder, som har anmeldt en voldtægt, var utilfredse med mødet med politiet. De manglede information og følte i nogle tilfælde, at politiet udviste manglende forståelse for deres situation. Således følte 22 procent ikke, at deres anmeldelse i tilstrækkelig grad blev taget seriøst.

Det kan vi gøre bedre.

Derfor sætter regeringen nu ind med nye redskaber til politi og anklagemyndighed, så de kan blive klædt bedre på til at møde mennesker, som har været udsat for en seksuel forbrydelse.

Først og fremmest introducerer vi nye, specialiserede teams i alle politikredse. Alle teams bliver tilført ressourcer til specialuddannede nøglepersoner, der skal være med til at løfte kvaliteten i politiets behandling af sager om voldtægt, vold i nære relationer mv.

Samtidig etablerer politiet 30 særlige videoafhøringsrum fordelt geografisk over hele landet. Det sker, så politiet bliver i stand til at afhøre voldtægtsofrene under hensyntagen til, at de befinder sig i en særlig sårbar situation. Det er tanken, at videoafhøringen vil kunne anvendes som bevis i retten, så ofrene ikke skal forklare sig flere gange.

Sidst, men ikke mindst sætter vi ind med mere uddannelse til politiet. Vi etablerer et nyt efter- og videreuddannelsestilbud, som er målrettet håndteringen af sager om blandt andet voldtægt. Her vil betjente og andre medarbejdere i politiet få viden om blandt andet traumereaktioner og gerningspersoners adfærdsmønstre.

Alle ofre skal opleve et retssamfund, der giver dem tryghed og genoprejsning. Særligt voldtægtsofre, der har været udsat for så grusom en forbrydelse, har krav på forståelse og støtte. Med de nye initiativer tager vi første skridt til at styrke voldtægtsofrenes tillid til, at deres sag bliver taget alvorligt. Vi kan ikke være andet bekendt.

Nick Hækkerup, justitsminister (S)

Intet vaccinationscirkus her

Jeg har lige læst om det såkaldte vaccinationscirkus og kan absolut ikke genkende, at det skulle være så vanskeligt at tilmelde sig vaccination.

Jeg fik i min e-Boks 12. februar en indkaldelse, hvor man først bestemmer sig for, hvilket vaccinationssted man kunne tænke sig. Det blev for mig Ishøj, idet jeg bor i Brøndby, altså syv km. Det korteste for mig.

Så er der angivet to slags vacciner, man sætter flueben ud for sit ønske, derefter en rubrik, med hvilken dato man ønsker, derefter tidspunktet. Ingen problemer med noget af det. Vaccinationen gik fint, lille kø til at starte med. Fik mit stik med den vaccine, jeg havde bedt om. Ventede et kvarter, derefter tog jeg hjem.

Hilsen konen på 90

Ulla Falkvist, Brøndby

Primitiv kritik af Søren Brostrøm

Mads Havskov Hansen (MHH) retter i Berlingske 15. februar en primitiv og perspektivløs kritik af Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm og hans ageren under covid-19-pandemien. Han baserer sin kritik på Grønnegaard-rapporten, der beskriver myndighedernes og regeringens håndtering af pandemien i foråret 2020.

MHH påstår, at kun fordi Statsministeriet arkiverede Brostrøms rådgivning lodret, undgik vi en katastrofal situation i Danmark. Desværre har det forbigået hans opmærksomhed, at formålet med rapporten er at lære. Det handler om at sikre, at vi som nation står bedre rustet, næste gang en sundhedskrise rammer.

Rapporten giver et indblik i, hvad der foregik hos myndighederne og i regeringskontorerne i de første måneder af det, der skulle vise sig at være den største sundhedskrise verden nogensinde har oplevet. Og hvor der hersker stor usikkerhed om den nye virus, SARS-CoV-2s evne til og måde at fremkalde sygdom på. Det er i det perspektiv, indsatsen af det danske beredskab skal vurderes.

Rapporten understreger, at »hverken forskere eller sundhedsmyndigheder henover vinteren og foråret har et sikkert grundlag for at vurdere den nye sygdom og dermed heller ikke for at yde sundhedsfaglig rådgivning til de politiske og administrative beslutningstagere«. Endvidere anerkender rapporten, at sundhedsmyndighederne som udgangspunkt kun råder over generel sundhedsfaglig viden, og at det først er undervejs i forløbet, at myndigheder og eksperter »får opbygget en specifik indsigt i covid-19s karakter og konsekvenser«.

Set i det lys skal man lede med lup for at finde en sønderlemmende kritik af Sundhedsstyrelsens og Søren Brostrøms indsats. Faktisk fremhæver rapporten, at Sundhedsstyrelsen »i høj grad har tilstræbt at levere en rådgivning som i videst muligt omfang er i overensstemmelse med relevant tilgængelig viden om epidemiens udvikling«. En rådgivning, som i det store og hele er i tråd med anbefalingerne fra internationale organisationer som WHO og det europæiske center for sygdomskontrol og forebyggelse, ECDC.

Men som rapportens forfattere skriver, er beredskabet dog ikke perfekt – for så var der ingen kriser! En vigtig svaghed er, at lovgivning og pandemiplaner er forældede og ikke tager højde for en helt ny virus. Det skal vi ikke klandre enkelte embedsmænd for.

Fokus bør i stedet være på, hvordan vi kan udnytte erfaringerne til alles bedste i fremtiden. Grønnegaard-rapporten rummer heldigvis mange gode anbefalinger, hvoraf flere er møntet på Sundhedsstyrelsen.

Doris I. Stenver, selvstændig konsulent, tidligere overlæge i Sundhedsstyrelsen

Erstatning til efterladte

17. februar kan man læse i avisen, at pårørende til en 91-årig kvinde har fået erstatning, fordi kvinden er smittet med corona på plejehjemmet og død af det. Med al respekt for den 91-årige kvinde, er det helt urimelig prioritering af vores fælles midler at udbetale erstatning for en 91-årigs død.

Hvad forestiller man sig, når man er gammel og på plejehjem? En fremtid med mange gode leveår, eller? Små erhvervsdrivende kæmper i øjeblikket en kamp for at undgå konkurs, hjælpepakker dækker ikke, og der er ingen steder, de kan klage eller få hjælp.

Historien om erstatning til den 91-åriges pårørende minder mest af alt om H.C. Andersens eventyr »Store Claus og lille Claus«, hvor lille Claus sælger sin døde bedstemor. Usmagelig og umoralsk.

Det er fællesskabets penge, der bruges helt uden respekt for de hårdtarbejdende skatteydere, der skal betale festen. Helt uden respekt for de mange små virksomheder, der må lukke og se deres livsværk gå til grunde.

Vi må forlange, at vores fælles penge bruges ansvarligt og rimeligt, det er afgørende, hvis vi skal have et bæredygtigt samfund at give videre til næste generation. Vi må acceptere, at livet slutter en dag, og bliver man 91 år, må man siges at have fået mange muligheder, som der er vældig mange andre, der ikke får.

Fillippa Gottlieb, Allerød