Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De »dumme« lærere

»Lærerstandens kønsmæssige sammensætning er ikke uden betydning. Blandt eleverne, derimod, er denne sammensætning som i det øvrige samfund. Det bør den også være på lærerværelserne.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

De »dumme« lærere

Redaktør Bent Winther skriver 26. august, at lærerne på 25 år er blevet »dummere«, og at en stor del af prestigen er taget ud af faget. Sandt er det, at lærerfagets prestige i det sidste halve århundrede kun er gået nedad. Det hænger ikke kun sammen med uddannelsen, men også og især med rekrutteringen. Det er her, de »dumme« kommer ind. Det må erkendes, at det faglige niveau er sænket betydeligt gennem årtierne. Lærerne ved simpelthen mindre både ved indgang og udgang til uddannelsen, bl.a. fordi man skraber bunden ved optaget. Kan man ikke blive andet, kan man altid blive lærer, har devisen længe lydt.

Dog indgår et vigtigt parameter aldrig i analysen af folkeskolen, nemlig lærerstandens skæve kønsfordeling som en afgørende årsag til dens faglige deroute. Der er sket en omfattende feminisering og en udbredelse af feminine værdier, der fjerner fokus fra kundskabsformidling og den almene dannelse i fællesskabets ånd. I stedet fremmes umådeholden omsorg og føleri samt en selvcentreret individualisering med en misforstået accept af elevernes slappe præstationer, slendrian og disciplinmangel til følge.

Lærerstandens kønsmæssige sammensætning er ikke uden betydning. Blandt eleverne, derimod, er denne sammensætning som i det øvrige samfund. Det bør den også være på lærerværelserne. »De stakkels drenge«’ må have kønsfæller at spejle sig i, men den skæve kønsfordeling og dens åbenlyst negative indflydelse på deres udvikling bærer kimen til store sociale problemer i sig. Esben Skytte Christiansen, fhv. skoleleder, Holstebro

Min menstruation rager ikke min arbejdsgiver

Sikandar Siddique, løsgænger i Folketinget, foreslår, at kvinder skal have ret til fridage under menstruation under dække af, at det skal hjælpe ligestillingen.

Jeg er dybt forarget over dette foreslag. Som kvinde har jeg på ingen måde lyst til at involvere min arbejdsgiver eller andre fra mit profesionelle liv i min private sfære. Jeg kan ikke forestille mig, at det er en del af en profesionel vurdering af mine evner, om jeg menstruerer, hvor lang cyklus jeg har, på hvilken måde jeg er eller ikke er hormonelt påvirket, hvilken prævention jeg benytter eller andre ting, som jeg føler er helt private.

Måske er jeg på trods af mine 35 år gammel og snerpet, når jeg ikke kan se pointen i free bleeding og særlige frihedsgoder, når kroppen reagerer naturligt på at være i den fødedygtige alder. Samtidig med dette absurde forslag fra Siddique, er man pludselig blevet klogere på den negative og langstrakte påvirkning p-piller har på kroppen. Mon ikke p-pillen ellers kunne være en metode til at kontrollere den naturlige reaktion fra kroppen, så man ikke skal involvere hele sin arbejdsplads i ens private sfære. Julie Jacobsen, by- og regionrådsmedlem (DF), Vig

Folkeoplysning hører til i Kulturministeriet

Tre radikale politikere foreslår i en kronik i Berlingske at opdele Kulturministeriet – eller rettere at opløse ministeriet. Deres intention er at styrke kunsten med stort K, og derfor vil de etablere et særligt Kunstministerium.

Det efterlader nogle ressortområder på herrens mark. Et af dem er folkeoplysningen, som kronikforfatterne uden yderlige argumentation vil placere i Undervisningsministeriet.

Det må jeg som formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd advare imod. Folkeoplysning er demokratisk, foreningsbåret, frivillig aktivitet og læring af lyst. Her samles borgere for at blive klogere og bedre til at gå ind i den tid, de lever i – i et folkeoplysende fællesskab. I modsætning til instrumentaliseret undervisning danner folkeoplysningen rammen om det levede liv, og den er dermed en integreret del af kulturen.

Derfor hører folkeoplysningen naturligt til i samspil med de øvrige områder, som Kulturministeriet dækker. Sammen med dem kan vi arbejde for et stærkt og dannende kulturliv, et blomstrende civilsamfund og et aktivt medborgerskab.

Vores samfund står over for store udfordringer. Pandemier og klimaet er bare to af dem. De kan ikke løses af statsinstitutioner alene. Der er brug for at inddrage hele befolkningen via et aktivt civilsamfund. I den situation vil det være et skridt i den forkerte retning at tilpasse civilsamfundets læringsaktiviteter til statens metoder og organisationsformer ved at samle den under det samme ministerium. I stedet har vi brug for et stærkt Kulturministerium – med fokus på frivillighed, deltagelse og dannelse. Per Paludan Hansen, formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd