Ane Cortzen beskrev her i avisen 2. marts det typiske billede af en arkitekt: en mand i sin bedste alder, klædt i sort, almægtig og alvidende. Skaber af dominerende, maskuline bygninger. Det er sikkert en præcis beskrivelse.
Men jeg har et andet billede i min erindring: På Folkemødet på Bornholm i 2016 deltog jeg i en paneldebat sammen med tre kvindelige arkitekter.
Det var viljestærke damer, der ikke stod tilbage for deres mandlige kolleger. En af dem var Ane Cortzen. Jeg fremførte som min opfattelse, at diskussionen om god eller dårlig arkitektur rammer forbi det væsentlige: at vi skal skabe gode bymiljøer. Som argumentation pegede jeg på, at Nationalbanken i København er blevet anset for stor arkitektur, men den har drænet en hel karré for liv og ødelagt det fine bymiljø, der førhen var.
Det faldt ikke i god jord. Alle tre kvindelige arkitekter irettesatte mig i så skarpe vendinger, at ordstyreren fandt det nødvendigt at komme mig til undsætning for at skabe lidt balance i debatten.
Nu skriver Ane Cortzen, at det er slut med den maskuline arkitektur, fordi den ikke er bæredygtig. Det kan alle vist tilslutte sig. De almægtige og alvidende mænds tid er forbi. Men hvad med de stærke kvinder? Tør man håbe på en større forståelse for væsentligheden af bymiljøet?
Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret
Dansk Folkeparti og Copenhagen Pride
Formanden for Copenhagen Pride, Lars Henriksen, retter i en artikel i Berlingske 1. marts et kraftigt og urigtigt angreb mod mig og Dansk Folkeparti. Lars Henriksen påstår, at DF altid har »haft et lille horn i siden på Copenhagen Pride«. Det modsatte er tilfældet, og det ved Lars Henriksen godt. DF har anbefalet støtte til Copenhagen Pride og har hver eneste gang stemt for bevilling.
Med den slags bevidst fremsatte urigtige oplysninger er der ikke basis for noget møde, som Lars Henriksen ønsker. DF mener fortsat, at det er brud på vilkår for at modtage støtte, at sponsorer til priden bliver set ekstra efter i sømmene og frasorteres, såfremt de har relationer til staten Israel.
Finn Rudaizky (DF), medlem af Københavns Borgerrepræsentation
Krig
Du spørger, hvem jeg er »pro«. Du vil gerne vide, hvilket parti jeg har valgt i sagen om de gode og de onde. Ret og uret. Sort og hvidt. Jeg mener, at det er mere nuanceret end som så, og jeg mener godt, at vi kan forstå, hvordan mennesker handler, som de gør, uden at skulle tage part i at retfærdiggøre drab, uanset hvem der bliver dræbt.
Jeg mener godt, at man kan have solidaritet med civile, der bliver udsat for krig, uanset baggrund, uden at tage part eller vælge side i krig. Men jeg er selv sort og hvid i mit forsøg på at være nuanceret.
Jeg tror ikke på, at vold løser vold. Og jeg forstår, at du måske ruller med øjnene, når jeg står der med blomsterkrans i håret og vifter et flag, hvor der står »Make love not war«.
For det jo nemt nok at sige, og jeg forstår, at du bliver vred. For det er jo totalt useriøst, vil du måske mene. Og vil jeg overhovedet ikke stå op for de mennesker, der bliver gjort uret, vil du måske spørge? Og jo, men der må være en anden metode at benytte sig af. Det må der bare være. Det ender med, at det bliver befolkning mod befolkning og ikke styre mod styre.
Men må jeg spørge, hvordan du forstår godhed og ondskab i krig?
Hvis de, du betegner »de onde«, handler i en tro om, at deres handlinger er gode, er det så ondt? Er det dem eller handlingerne, der er onde? Men hvad med dem, du betegner »de gode«, som begår samme handlinger, men med den forskel at de er klar over, at deres handlinger er onde. Er de så gode?
Hvem står med blodet på hænderne? Dem, der holdt kniven, eller dem, der førte den?
Laura Aglen Rongsted Roerup, Odense
Kontanter
Nu sidder jeg igen og kan ikke logge ind, fordi der er problemer med MitID og hvad nu ellers. Samtidig er der krig i Europa, og der går knap en uge imellem vi læser om den ene og anden hjemmeside/firma/myndighed, som bliver hacket.
Det er mig aldeles uforståeligt, at der samtidig er personer, som taler om at afskaffe kontanter. Man skulle tro, at de lever i en osteklokke eller sætter deres egne kortsigtede interesser over samfundets. Vi burde måske snarere have lidt liggende »under madrassen«.
Erik Svanberg, Charlottenlund
