Dansk politik udsættes for en ituklippet medievirkelighed

Den ituklippede medievirkelighed
Med iscenesatte ledsagebilleder, arketypisk narcissistiske i snittet, taler Berlingske 25. december med og om nogle ansatte ved de politiske partier, der arbejder med de såkaldt sociale medier. »I Liberal Alliance er der eksempelvis tre personer, der arbejder med presse, men de er otte, der er ansat til sociale medier – og sidstnævnte har en gennemsnitsalder på 25,4 år« oplyser artiklen.
Det er først og fremmest værd at notere sig, at disse ansatte i vid udstrækning aflønnes af skatteyderne via partistøtten. Ingen bliver spurgt via kontingentopkrævninger, om de vil medfinansiere disse ansatte og deres arbejdsfelt.
Dernæst er det værd at notere sig to forhold yderligere. Dels at metoderne – de hurtige klip, plathederne, forvrængningen af en offentlig samtale, baseret på argumenter og logik – favoriserer en hurtigsnakkende, overfladisk, manipulerbar og manipulerende politikertype.
Tålmodige, møjsommelige og eftertænksomme politikertyper fra sidste del af det 20. århundrede – som Niels Helveg Petersen, Tage Erlander og Helmut Kohl, for nu at nævne blot tre eksempler – ville ikke have en chance i den ituklippede såkaldt sociale medievirkelighed, skatteyderne aflønner Christiansborg-konsulenterne for at iscenesætte.
Christiansborg-konsulenterne, for mig at se, nærer med stor sikkerhed selv en skjult foragt for kommunikationsformen.
Jeg er overbevist om, at menneskene bag de narcissistiske ledsagebilleder selv, i det indre af deres sjæl, foragter metoderne bag den ituklippede såkaldt sociale medievirkelighed, som gedulgt anses for at være noget, man blot manipulerer en dum og doven befolkning med. Det kaldes i de fleste andre sammenhænge for uoprigtighed eller hykleri.
Anders Orris, Broager
Hold vejgrøfterne rene
Overalt i naturen smides læssevis af affald. Det er nogle steder byggeaffald, der ender i skovene, på markerne eller tæt på strandene, og det er tonsvis af plastikaffald, papkasser, køkkenaffald og endog gamle møbler, man kan finde i grøfterne langs vore veje.
I Nordsjælland er det særlig slemt langs hovedvejene og de større veje. Mange bilister smider affald ud ad vinduet, når de kører, og det er ikke alene uæstetisk, det er også farligt for både dyr og mennesker.
Det er også uopdragent, for man lader bare andre rydde det affald op, som man selv skulle have taget med sig til en affaldsspand.
Nu har vi netop fejret nytår, og mange har derfor nytårsforsætter om urealistiske slankekure eller alt muligt andet, som ikke bliver til noget, men hvad med et nytårsforsæt om ikke længere at kaste affald ud i naturen og langs vore veje? Det er et helt gratis nytårsforsæt, og det er let nok at overholde – endda til glæde for os alle.
Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk
Klogt træk fra FE?
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har for første gang nævnt USA som en trussel mod Danmark. Argumenterne fra FE er for tynde til at trække en så skelsættende konklusion. Danmarks og SMV har bevæget sig ud på en tvivlsom og skadelig vej, når vi som »en myg på en elefant« udfordrer USA. Et godt transatlantisk samarbejde er uvurderligt og nyttigt.
Det transatlantiske samarbejde skal udvikles, ikke afvikles. Det danske paradigmeskift som statsministeren bryster sig med, er en kæmpe fejltagelse, der koster Danmark dyrt.
USAs præsident, Donald Trump, er sin helt egen, men han er en epoke og vores nationale interesser og strategi bør afvejes i det lys.
Dansk vindmølleindustri og Ørsted rammes hårdt af amerikanske stop for udvikling af havvindmølleparker på USAs Østkyst. Retssager har givet Danmark ret, men ikke ro. Udnævnelsen af en amerikansk særlig rådgiver for Grønland peger heller ikke i retning af forståelse og forsoning. Salg af Grønland – der er præcedens med salget af de dansk Vestindiske øer i 1917.
Med præsident Trumps fokus på detaljer er det nærliggende at tænke på, om der kan drages en parallel mellem Danmarks udpegning af USA som en trussel mod Danmark og knuder i diplomatiet og handelsudfordringer. Uanset hvad er det bedre at kigge fremad end at udfordre verdens eneste stormagt.
Karsten Byrgesen, regionsrådsmedlem i Syddanmark og folketingskandidat for Borgernes Parti i Sydjyllands Storkreds
Persona non grata
Præsident Trump har igen udtrykt ønske om at overtage Grønland, og derfor har han udnævnt guvernør Jeff Landry til sin særlige udsending.
Landry skal tilsyneladende rejse til Grønland og overbevise grønlænderne om, at det vil være meget bedre at være amerikanere, og at USA skal overtage Grønland.
Hvis dette virkelig er hensigten, må det da være muligt at nægte Landry indrejse i Grønland med henvisning til, at han vil drive landsskadelig virksomhed.
Helle Marckmann, Dragør
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk


