Et oplagt navn til byrummet

Nutidens ambulancer er udstyret med så meget avanceret medicinsk udstyr, at de i realiteten er et rullende hospital. Men hvor mange ved, at det faktisk skyldes en af dansk medicins helt store skikkelser? 

Nemlig Bjørn Aage Ibsen, der var Danmarks første professor i anæstesi og grundlæggeren af den moderne præhospitale behandling. Ud fra den betragtning, at kan patienten ikke umiddelbart komme på hospitalet, må hospitalet komme til patienten.

Og når selv de mest kritisk syge har gode chancer for at overleve, er det grundlæggende et resultat af indsatsen på intensiv afdelinger. Den første blev etableret i 1954 på Københavns Kommunehospital på Bjørn Ibsens initiativ og med ham som chef.

Til dato regnes den for verdens første egentlige intensiv afdeling. Hvor mange mon ved, at det er Bjørn Ibsen, som med sine banebrydende – og på den tid uhørte metoder – reddede hundreder af åndedrætslammede patienters liv, da polioepidemien rasede i København fra efteråret 1952 til foråret 1953?

Med sin originale tænkning og et imponerende mod, talte han autoriteterne imod og introducerede den manuelle respirationsbehandling af de mange små og svært syge børn, der kæmpede for livet på Blegdamshospitalet.

Når helt unge medicinstuderende i månedsvis, og alene ved håndkraft, blæste livgivende ilt ned i lungerne på børnene, skete det på baggrund af Ibsens metode, dygtighed og originalitet.

En bedrift, der vakte stor opsigt i udlandet og skabte respekt for Bjørn Ibsens navn og dansk medicin. Udenlandske anæstesiologer, der gæster København, spørger som en selvfølge, hvor de finder en plads eller en gade, som er opkaldt efter Bjørn Ibsen.

Det nedslående svar er, at det ikke er muligt. Københavns Borgerrepræsentation har af uforklarlige årsager ikke ønsket at hædre en mand, som om nogen har reddet livet for utallige små og voksne københavnere, og som bragte dansk medicinsk forskning på verdenskortet.

Måske er tiden inde nu, hvor der angivelig er planer om et nyt, såkaldt »byrum«? Men man kan have sine tvivl for, hvor mange medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation har hørt om Bjørn Ibsen?

Til gengæld fik Bjørn Ibsen den største hæder en læge kan få, da en ukendt kvinde dukkede op på en lægekongres i København. Efter at have lyttet til de videnskabelig indlæg rejste hun sig, gik hen til Bjørn Ibsen, kyssede ham på kinden og sagde:

»Tak for mit liv«, hvorefter hun stilfærdigt gik sin vej.

Bjørn Ibsen blev født i 1915 og døde i 2007.

Preben Lund, Journalist, Humlebæk

SPS er ikke et særligt privilegium

Der er noget, der går igen, hver gang debatten falder på Specialpædagogisk Støtte (SPS). Meget hurtigt kommer det til at handle om, hvorvidt kravene til de studerende på de videregående uddannelser er blevet for lave, og om de overhovedet kan varetage et »almindeligt« arbejde efter endt uddannelse.

Det er også den kobling, Berlingske fejlagtigt laver i Ole P. Kristensens leder fra 3. august.

SPS er en kompensationsordning. Den er ikke et optagelseskriterium og heller ikke et mål for de studerendes faglige niveau. Når Berlingske peger på, at flere studerende modtager SPS, bruges udviklingen indirekte som et argument for, at der optages for mange studerende, som ikke hører hjemme på de videregående uddannelser. Men den konklusion holder simpelthen ikke.

Når flere studerende modtager SPS, kan det skyldes, at vi nu har større viden om og bedre diagnosticering af skjulte funktionsnedsættelser, end vi havde tidligere, og derfor får et uddannelsessystem, der i højere grad bliver opmærksomt på, at studerende med funktionsnedsættelser har ret til den nødvendige kompensation. Intet af dette siger ikke noget om de studerendes faglige niveau.

Fortællingen om SPS som en nem adgang til ekstra ressourcer stemmer desuden dårligt overens med virkeligheden. For at få støtte skal den studerende dokumentere sin funktionsnedsættelse samt gennemgå en større og tidskrævende ansøgningsproces, og derefter ofte selv koordinere sin støtte mellem diverse studievejledere, undervisere og andre aktører.

SPS er ikke et privilegium. Det er en administrativ byrde oven i de udfordringer, funktionsnedsættelsen allerede medfører, men desværre en nødvendig foranstaltning, indtil vi formår at have inklusion som en bærende del af vores uddannelser.

Derfor giver det ingen mening at bruge SPS som målestok i en debat om optag på de videregående uddannelser. Vi bør diskutere optagelseskriterier, uddannelseskvalitet og selvfølgelig også frafald. Vi bør også diskutere, om SPS fungerer godt nok. Men det er to meget forskellige debatter.

Studerende med SPS følger de samme uddannelser, bliver bedømt efter de samme læringsmål og skal bestå de samme eksamener som alle andre.

De får ikke lettere vilkår. De får de nødvendige forudsætninger for at blive vurderet på lige fod med alle andre. Hvis vi ønsker et uddannelsessystem, hvor det er evner og faglighed, der afgør, om man kan gennemføre en uddannelse, er SPS ikke problemet. Det er en del af løsningen.

Debatten om kvaliteten på de videregående uddannelser er vigtig. Men den bliver ikke bedre af, at vi gør studerende med funktionsnedsættelser til syndebukke for problemer, de ikke har skabt.

Jakob Sønderhaven, Nanna Thea Mulvad, Caroline Bender Nielsen, forpersonskabet i Organisationen for Professionsstuderende (OPS) og William Korte, forperson i Sammenslutning af Unge med Handicap (SUMH)

Hizb ut-Tahrir-gruk

Hizb ut-Tahrir er for kalifatet

og roser Afghanistan.

Her styrer patriarkatet,

og her kan man bestemme som mand.

Med et brev vil de gerne beslutte,

hvordan unge muslimer bør være

og kontrollere livet som »putte«

med alt, hvad det indebærer.

Men mørkemænd med honningtunge

skal ikke vise vejen

og forføre danskmuslimske unge,

som vil være med i legen

David Munis Zepernick, Frederiksberg

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk