Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Dannebrog skal respekteres

Det er helt fint at »vise flaget« ved store sportsbegivenheder. Men det er en hån mod vores smukke flag, at det ender som en glemt beskidt klud bagefter, mener Merete Holdt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da jeg var barn, legede mine forældre og jeg en leg, når vi gik tur. Hvem tæller flest postkasser, folkevogne og tofarvede hunde. Så gik turen lidt hurtigere.

Forleden legede jeg samme leg med mig selv. Jeg talte rød/hvide klude, der hang snavsede og krøllede fra vinduer og altaner på Østerbro. Hurtigt kom jeg op på 20.

For mig er Dannebrog et flag, som skal respekteres. Helt fint at »vise flaget« ved store sportsbegivenheder. Men det er en hån mod vores smukke flag, at det ender som en glemt beskidt klud. Så giver jeg ikke meget for nationalfølelse.

Merete Holdt, København

Usurpatoren

Sommeren rummer vist endnu tid til nye litteraturbekendtskaber. I den forbindelse vil jeg anbefale Niels Bach, Samsø, at gå ombord i Harald Nielsens forfatterskab. Udover at være oldefar til De Radikales siddende leder var han sin tids største litteraturkritiker og påviser blandt andet i Usurpatoren fra 1922, hvordan Brandes' forfatterskab i vidt omfang er plagiat. Også nobelprisvindende Pontoppidan havde gennemskuet Brandes, hvilket er mere end klart i digtet ved Brandes' 70-årsdag.

Her skal blot to vers nævnes: »Den Sandhedens Sol, han paa Himmelen satte / Hvem bragte den Glæde? / Til hvem gav den Styrke?« / »Han raabte »Bliv Lys!« – og der voksede Mørke« & »Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet / som favned saa vidt over Fjorde og Bugter / forgifter nu Folket med ormstukne Frugter«.

Interessant er det, at Bach nævner Kierkegaard-bogen, som Brandes jo over Nietzsche selv kaldte »ikke nogen fyldestgørende forestilling om hans geni, for denne bog er en slags kampskrift, skrevet for at hæmme hans indflydelse«. Også bogen giver syn for sang: »Der slaar os et Pust fra Hosekræmmerbutikens indelukkede Luft imøde fra Kierkegaards Skrifter, der med al deres Dybde, Skarpsindighed og Varme har en saa snever aandelig Synskres«, skriver den radikale fører, der rigtigt nok lod pennen hvile over for Grundtvig. Det samme kan imidlertid ikke siges om bror Edvard, der i 100-året for Den Gamles fødsel skrev så vrængeagtende og hadsk, at Berg måtte fyre ham fra Morgenbladet. Jeg ønsker Niels Bach god fornøjelse med sommerlæsningen.

Morten Messerschmidt, kulturordfører, næstformand (DF)

Antallet af mellemøstforskere

Debatten om aktivistisk forskning fortsætter, og godt for det. Det er i høj grad oplysende at få debatteret emnet – mange forskere har levet et stille liv udadtil, og formentlig kun få har anet, hvilken forskning de bidrog med og hvorfor. Som jeg har forstået det, er der mindst 40 mellemøstforskere, og jeg tillader mig derfor dette enfoldige spørgsmål – hvor mange mellemøstforskere er der mon egentlig brug for i vores lille land? Mon der er lige så mange i andre europæiske lande, USA m.fl.? Det er godt nok et anseeligt antal. Der må vel være en grund til, at antallet er, som det er, men hvorfor ikke 25 eller 75?

Jeg har gennem et snart langt liv betalt til forskningen i tillid til, at den er nødvendig og lødig, men jeg må indrømme, at en vis tvivl nager mig.

Antallet af harpespillere reguleres rimeligvis nok af et vist behov, hvorimod behovet for antallet af eksempelvis mellemøstforskere og andre mere spøjse emneområder synes mere dunkelt. Det kunne være en sidegevinst i debatten at få belyst denne side også.

Gunnar O. Schmidt, Svinninge

Når de lærde strides ...

... taber de befolkningens tillid!

I lørdagens Berlingske kommer professor i vaccinologi, Lone Graff Stensballe, Københavns Universitet, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin Anders Beich og Klaus Birkelund Johansen, formand for Dansk Pædiatrisk Selskab, alle med endnu et indlæg om covid-19 vaccination – her til børn og unge.

Indlægget er et opgør med Sundhedsstyrelsens anbefaling af at vaccinere ovennævnte gruppe.

I lørdagens indlæg anføres, at »fagfolk og eksperter ofte er uenige. Og det må vi gerne være. Rig og åben debat øger chancen for varige, bæredygtige løsninger«.

Sådan.

Mon stridens parter har gennemtænkt, at resultatet af denne fejde helt sikkert er givet: Nemlig at den brede og kloge befolkning bliver tabt.

De sidder tilbage med indtrykket af, at de lige har overværet en tenniskamp, hvor de har »virret« med hovedet – uden at få et resultat af kampen!

Og ja, jeg tør slet ikke inddrage vore virologer i debatten!

Det er helt uholdbart, at myndighederne kanaliserer sundhedsfaglige informationer – som man p.t. gør. Hvem rydder op?

Niels Elming, Kolding