Den 3. august fremsatte Venstres Ungdoms udenrigs- og forsvarsordfører samt et menigt medlem af organisationen her i Berlingske et – efter vores mening – kontroversielt forslag om, at tillade hijab i det danske forsvar.

Dette synspunkt er vi i Danmarksdemokraternes Ungdom selvsagt lodret uenige i. Vi mener, at det er afgørende, at vores myndigheder, herunder det danske forsvar, opretholder en neutral fremtoning uden religiøse symboler.

At tillade hijab i det danske forsvar er en dybt forkert beslutning. Vores myndigheder skal ikke bære kvindefjendske og homofobiske symboler – noget, som det muslimske tørklæde i vores øjne må siges at være. Det er i strid med vores danske værdier. Værdier, som står fast på respekten for alle mennesker, uanset om man er kvinde eller mand, og hvilken seksuel orientering man har.

Vi vil i Danmarksdemokraternes Ungdom rigtig gerne have flere kvinder ind i militæret, uden tvivl. Men det må ikke ske på bekostning af myndighedspersonernes neutrale udstråling og da slet ikke med endnu flere særhensyn til islam.

Vi skal stå fast på vores danske værdier, stoppe islams større og større krav på indflydelse i vores samfund og fortsat insistere på, at besidder man en stilling i en dansk myndighed, har man en neutral fremtoning.

Men det er fuldstændig absurd, at Venstres Ungdom direkte mellem linjerne skriver, hvordan kvinder med hijab kan være med til at løse mandskabsproblemerne i det danske forsvar. For vi må under absolut ingen omstændigheder tillade symboler, der repræsenterer kvindeundertrykkelse og homofobi, i vores forsvar.

I Danmarksdemokraternes Ungdom mener vi i stedet, at vi skal kigge på, hvad der holder de unge, herunder kvinder, fra at blive en del af Forsvaret. Det er for eksempel, at udstyret i dag ikke er tilpasset kvinderne, og at lønnen er dårlig. Det er noget, som vi i Danmarksdemokraterne ser på med stor alvor, og som vi mener skal ændres. Det er sådanne initiativer, der er nødvendige, og ikke absurde radikale ideer som at tillade hijab i Forsvaret.

Marcus Juul Grønbæk, forretningsudvalgsmedlem i Danmarksdemokraternes Ungdom, og Christian Andersen Brejner, politisk næstformand i Danmarksdemokraternes Ungdom