Danmarks økonomiske vækst er afhængig af, at vi får flere internationale vidensarbejdere


Novo Nordisk er et vækstlokomotiv herhjemme, som både bidrager stort til den samlede eksport og til at skabe nye arbejdspladser. 5.776 personer voksede selskabets medarbejdertal med i Danmark i 2023. Og jobfesten kommer en lang række faggrupper til gode – fra ufaglærte i produktionen til forskere i laboratorierne.
Novo Nordisk er også den arbejdsplads herhjemme, hvor IDA har flest medlemmer, omtrent 3.000 i alt. Men ingeniører er en knap ressource på dansk grund. Aktuelt ligger ingeniørernes ledighed på 1,5 procent. Det svarer til fuld beskæftigelse.
Den virkelighed er ikke kun en udfordring for Novo Nordisk og den øvrige danske life science-industri. Samme udfordring gør sig gældende indenfor it- og green-tech-industrien, for blot at nævne to andre sektorer, der skriger på ingeniører og andre højtuddannede med indsigt i teknologi, it og naturvidenskab.
Derfor er det vitalt, at vi gør alt, hvad vi kan for at imødegå denne mangel.
Vi kan uddanne flere indenfor STEM-fagene på universiteterne. Det gør vi, men det går langsomt. Vi kan gøre det endnu mere attraktivt for seniorer at udskyde tidspunktet for tilbagetrækning. Det gør flere virksomheder heldigvis også, om end der et betydeligt forbedringspotentiale her i og med, at eksempelvis senioraftaler langt fra er et udbredt fastholdelsesværktøj. Og så kan vi forsøge at lukke kompetencegabet ved at tiltrække mere international arbejdskraft.
Særligt det sidste kan her og nu bidrage til at sikre, at vækstvirksomheder bliver i Danmark og udvikler sig her. For findes medarbejderne med de rette kompetencer ikke herhjemme, så flytter jobfesten derhen, hvor de rette specialister er.
Vi skal have hævet ambitionerne på dette område. Både IDA og andre aktører har flere gange argumenteret for, at vi får lavet en national strategi for tiltrækning og fastholdelse af internationale vidensarbejdere. Vi skal have markedsført Danmark som en attraktiv karrieredestination langt mere målrettet, og så skal vi se at få luget ud i de barrierer, som virker kontraproduktive i bestræbelserne på at lukke kompetencegabet til gavn for vækst og velstand.
Det haster.
Malene Matthison-Hansen, formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA