Når Mette Frederiksen i valgkampagnen råber »Lad os passe på fremtiden« og »Trygt igennem usikre tider«, er det ren valgsnak. Når det virkelig gælder om at sikre danskernes og Danmarks sikkerhed, melder regeringen ikke Danmark til. 14 Europæiske NATO- og EU-lande har tilsluttet sig tysk initiativ om at etablere et fælles europæisk luftforsvar. Danmark er tavs.

Det er kendt, at Danmark ikke har noget videre effektivt og dækkende luftforsvar imod indkommende missiler. Fra Kaliningrad kan russerne sende missiler i danske børnehaver, på samme måde som de gør det i Ukraine, og vi kan kun begrave ofrene.

Sandheden om den danske forsvarspolitik skal man læse om i udenlandske medier. Tyskland har, i erkendelse af, at der er væsentlige mangler i det europæiske NATO-luftforsvar, taget initiativ til at opbygge et fælles europæisk luftforsvar for at lukke hullerne. »European Sky Shield Initiative, ESSI«, hedder det tyske initiativ. Ideen er at opbygge et fælles europæisk luftforsvar, fordi det er mere effektivt, men også fordi et fælles luftforsvar vil give landene mulighed for at støtte hinanden både med personel og med materiel, og fordi fælles indkøb giver en lavere pris.

Aftalen blev underskrevet i Bruxelles i forbindelse med mødet imellem EU-forsvarsministrene 12.–13. oktober, hvor Morten Bødskov deltog. De underskrivende lande var derudover Tyskland, Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Finland, Ungarn, Letland, Holland, Norge, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Storbritannien og Litauen. Estland forventes at underskrive senere. Danmark er slet ikke nævnt.

Når man ser billederne på tv fra udbombede boligområder og børnehaver i Ukraine, er regeringens kampagne om sikkerhed og tryghed skræmmende. Før alt andet er det regeringens primære opgave at sørge for borgerne sikkerhed, og her er man tavs.

Når størstedelen af de europæiske NATO-lande samt Finland deltager i ESSI, er det en bevist handling fra den danske regerings side ikke at deltage. Stats- og forsvarsministrene burde stå frem og forklare, hvorfor det ikke er vigtigt at beskytte Danmark mod missilangreb sammen med de øvrige Europæiske NATO-lande.

Finn Kristiansen, København

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.