Danmark har længe talt højt og klart om nødvendigheden af at stå imod Ruslands hybride trusler – fra desinformation og cyberangreb til indblanding i demokratiske processer. Men når det kommer til konkret handling, halter vi bagefter. Et nyligt svar fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen på et paragraf 20-spørgsmål afslører, at Danmark som et af de eneste lande ikke har sendt en fast repræsentant til det europæiske Center of Excellence for Countering Hybrid Threats (Hybrid CoE) i Helsinki.
Det er ikke bare en administrativ detalje. Hybrid CoE er netop det forum, hvor vestlige lande udveksler viden, træner og koordinerer strategier mod de hybride angreb, som vi på daglig basis bliver ramt af. At Danmark vælger ikke at være til stede permanent, er et klart politisk signal – og et svagt et af slagsen.
Samtidig fortæller regeringen – både i internationale fora og til den danske befolkning – hvor afgørende det er at stå samlet i kampen mod Kremls påvirkningskampagner. Vi ser ministre tale om truslen fra Rusland med alvor og bekymring, men når det gælder investering i det nødvendige diplomatiske og strategiske apparat, som netop Hybrid CoE repræsenterer, så udebliver prioriteringen.
Det er ikke bare hyklerisk, det er farligt. For det sender det forkerte signal til vores allierede, til vores modstandere og til danskerne. Det efterlader Danmark som en passiv partner i en kamp, der kræver aktiv tilstedeværelse, viden og samarbejde.
Hvis Danmark virkelig mener, at kampen mod hybride trusler er vigtig, så bør vi vise det i praksis – ikke bare i parolefyldte taler. En fast dansk repræsentant i Helsinki ville være et lille, men vigtigt skridt på vejen mod et mere robust og troværdigt forsvar mod de angreb, som vi ved allerede er i gang.
Det er på tide, at regeringen omsætter sine ord til handling. Ellers bør den være ærlig og indrømme, at den ikke tager truslen alvorligt nok.
John Michael Foley, uddannet militærteknisk- og sikkerhedsofficer med it- og cybersikkerhed som speciale. Stifter af rådgivnings- og it-sikkerhedsvirksomheden Copits
Pli og dannelse blandt de nyrige
Tak til Niels Laugesen, der i et læserbrev 25. maj kommenterer interviewet med Martin Thorborg i Berlingske angående misundelse.
Martin Thorborg har hele tiden en mening om alt i samfundet og alle andre, hvordan de skal opføre sig, men samtidig gider han åbenbart ikke selv stå i kø til hverken natklub eller restaurant, men betaler sig foran andre, der står i kø.
Samtidig bruger Martin Thorborg et ordvalg i artiklen i Berlingske, som er trættende at læse. Han giver udtryk for sin harme over den misundelse og de fordomme, som meget rige mennesker udsættes for. Det der er trist, Martin Thorborg. Er det de nyrige, der er kommet til penge og ikke ved, hvordan de skal opføre sig, men mangler pli og dannelse.
Hanne Lund, Vedbæk
Udenlandske sygeplejersker
Jeg kan ikke være mere enig i, hvad Hanne Andersen skriver i Berlingske 24. maj om sygeplejersker, som regeringen får hertil fra andre lande.
Vi er flere sygeplejersker, som undrer os over, hvorfor man i stedet ikke gør det mere attraktivt for danske sygeplejersker at arbejde her.
Lønnen er det store problem, men det ville da være billigere at give vore egne et lønløft end at få udenlandske hertil, som skal sættes ind i vore sygeplejeuddannelse, sprog samt have familiesammenføring.
Der vil være mange, som ville vende tilbage til deres fag med glæde.
Mette Storm, sygeplejerske, Hellerup
Udsendte medarbejdere skal ligestilles
Folketinget behandler i disse uger et lovforslag om at undtage adopterede fra den nye arbejdspligt for kontanthjælpsmodtagere. Det er forståeligt, at de reagerer på ikke at have samme vilkår som andre danskere, og at der er et politisk ønske om at rette op på det.
Men aftalepartierne er nu blevet enige om også at undtage statsudsendte, deres børn og evt. medrejsende ægtefæller eller samlevere fra den nye arbejdspligt og skærpede optjeningsregler for kontanthjælp. Det betyder, at børn af udsendte offentligt ansatte bliver undtaget, mens børn af privatansatte med samme udlandsophold ikke gør.
Danmark er en meget åben økonomi, som i høj grad lever af at eksportere varer og serviceydelser til lande i hele verden. Det forudsætter, at private virksomheder sender medarbejdere ud til mange af disse lande. Disse personer, som vi alle har glæde af tager en periode i et andet land, fortjener ikke at blive mindre værdsat end offentligt ansatte, som gør det samme.
Arbejdspligten har et klart formål: at styrke arbejdsmarkedstilknytningen og gøre op med passiv forsørgelse. Den tilgang bakker vi op om. Men forligspartierne er endt med et forkert forslag. Privatansatte og deres familier skal ikke behandles dårligere end offentligt ansatte. Det er ikke rimeligt.
Vi opfordrer derfor Folketinget til at holde fast i en enkel og principfast model, hvor undtagelser gives ud fra saglige kriterier. Hvis man først begynder at skræddersy undtagelser efter sektor, vil man hurtigt undergrave hele formålet med reformen.
Kontanthjælp er en midlertidig håndsrækning, ikke en ydelse uden modydelse. Arbejdspligten bør enten gælde for alle, uanset om man har arbejdet for det offentlige eller det private erhvervsliv. Er der et politisk ønske om at undtage udsendte, så skal det gælde alle, uanset om de er privat eller offentligt ansatte.
Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Morten Høyer, politisk direktør i Dansk Industri, Laurits Rønn, viceadm. direktør i Dansk Erhverv, Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør i TEKNIQ, og Jeppe Møller-Herskind, konst. administrerende direktør i HORESTA
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
