I mange år har Danmark haft langt flere patienter med lungekræft og en højere dødelighed end sammenlignelige lande. Hvert år får cirka 4.900 lungekræft og cirka 3.600 dør af lungekræft.

Forbedringspotentialet er derfor stort – og muligheder ligger lige for.

Screening for lungekræft med lavdosis-CT har i internationale studier reduceret dødeligheden med 24 procent. Desværre er screening omkostningstung og lægger beslag på mange personaleressourcer, som der p.t. er betydelig mangel på.

En langt billigere løsning har vist næsten samme resultater som lungekræftscreening.

Når de praktiserende læger har så beskeden mistanke om lungekræft, at de ikke finder indikation for at henvise til den store lungekræftpakke, kan de henvise til lavdosis CT-skanning (som ved screening) i stedet for røntgen af lungerne, der overser hver fjerde tilfælde af lungekræft, og desværre primært de tidlige stadier, der kan helbredes.

Det koster stort set ikke flere personaleressourcer, og raske udsættes ikke for risici i forbindelse med undersøgelserne, da det – i modsætning til screening – kun er de syge, der undersøges.

Man bruger således personale og pengene på de syge i stedet for på de raske.

Denne bedre undersøgelsesmulighed for de praktiserende læger har eksperter vurderet vil kunne redde flere hundrede menneskeliv hvert år – og kunne starte i morgen.

Kombiner det med at sætte prisen for en pakke cigaretter op til 100 kroner.

Så vil Danmark sætte nye nordiske rekorder i det laveste antal lungekræft og den laveste dødelighed af lungekræft.

Er det forsvarligt at undlade at agere?

Eftertiden vil pege på de ansvarlige beslutningstagere, der sov i timen.

Agnete Hedemann, fhv. radiologisk chefoverlæge, Henrik Fjeldgaard, fhv. regionsrådsmedlem (S), Inger-Marie Tryde, regionsrådsmedlem (NB), Jørn Würtz, fhv. borgmester (S), Kristian Pihl Lorentzen, fhv. MF (V), Lars Bolvig, radiologisk overlæge, Lone Langballe, regionsrådsmedlem (DF), Martin Jakobsen, regions- og byrådsmedlem (K), Steen Vindum, fhv. borgmester, byrådsmedlem (V), Ulrich Fredberg, medicinsk overlæge

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.