Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Danmark er 75 år bagud

Kringlerne i Sydgrønland et af de steder, hvor der på tænkes at starte minedrift op. Stedet er rig på mineralet eudialyt som indeholder bla. zikonium, som blandt andet anvendes i atomkraftværker til at beklæde brændselsstave. Der udover indeholder eudialyten også tantal og niob. Stedet indeholder i modsætning til det nærliggende Kvanefjeld ikke store mængder radioaktive mineraler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En egentlig geologisk undersøgelse af Grønland blev først begyndt i 1946 – ca. 75 år efter andre lande. Nu forekommer det næsten spildt arbejde, da der ikke siden 1990 har været nogen betydelig mineproduktion.

Geologerne har ganske vist påvist mindst 58 forekomster af malm og heraf er seks i verdensklasse: Isua, Kvanefjeld, Kringlerne, Motzfeldt, Citronen Fjord, Skærgården og Malmbjerget. Der er råstoffer nok til en større produktion end Kina.

USA begyndte allerede i 1909 at betragte kul som et værdifuldt gode, der ikke burde eksporteres. En strategisk plan for råstoffer kom i 1939, 1979 og i 2008. EU fulgte efter i 2010, 2014 og 2017, hvor EU nævnte, at Kina forsyner EU med 11 af de 27 strategiske råstoffer. I 2018 lavede USA en liste med 35 kritiske råstoffer, hvor Kina var primær leverandør af 13 og primær producent af 19 råstoffer på listen. Trods Kinas dominerende indflydelse på råstofmarkedet, har de ikke haft en strategisk politik før november 2016 (kilde: GEUS jan. 2020).

Hvorfor klager og jamrer danske politikere over Kinas store indflydelse, når de overhovedet ikke udnytter Grønlands råstoffer, der er i målestok med Kinas? Råstofmæssigt halter Danmark stadig 75 år efter andre lande.

Hans Kloster, Frederiksberg

Landsbyggefonden kan sikre praktikpladser

Lige nu er der ifølge Dansk Byggeri tabt 7.500 praktikpladser på coronakrisen. Det er en katastrofe for de unge, men også dybt problematisk for byggeriet og hele samfundsøkonomien i fremtiden. Lige nu fremsættes mange gode forslag til, hvordan vi sikrer de unges erhvervsuddannelser. Et forslag, som ikke koster staten noget, er Landsbyggefonden.

Ud over de vigtige grønne boligforbedringer, de generelle beskæftigelsesmæssige effekter og de heraf følgende skatteindtægter, er der også masser praktikpladser i Landsbyggefondens renoveringer.

Det stilles faktisk som betingelse i renoveringstilsagnet fra Landsbyggefonden, at der indgår lærlinge i opgaveløsningen. De årlige undersøgelser fra renoveringer i den almene boligmasse viser således, at 12-14 pct. af den udførende arbejdskraft er praktikanter. Landsbyggefondens 18,4 mia. kan spille en betydelig rolle i forhold til at sikre vores unge medlemmer en uddannelse, selvom vi er i en krisetid. Vi får brug for de faglærte unge når konjunkturerne vender,

Claus von Elling, formand for Bygge- Anlægs- og Trækartellet

Giv Ellemann plads

Amalie Lyhne har delvis ret i sin klumme. Men når Lars Løkke Rasmussen selvbestaltet og yderst egenrådig gør sin egen politik til Venstres officielle politik uden at have baglandet med, endsige formanden i partiet, er det også, fordi journalister tillader det spil, og fordi Ellemann er for ordentlig en politiker til at smæde rænker under en alvorlig krise. Det holder Løkke sig jo ikke for god til, ved man fra hans egen tid i regeringskontorerne, og kan man læse i BT dagligt.

Den øvrige opposition svinger i alle retninger, der er intet fælles fodslag, kun råben op fra alle fire verdenshjørner, og hvem kan bruge det til noget fornuftigt. Giv Ellemann plads. Løkke spænder ben.

Helle Bockhoff, Helsingør

Det åndløse samfund er på retræte

Ifølge et interview med kommunikationsrådgiver Kresten Schultz-Jørgensen indebærer den rationalistiske tilgang siden oplysningstiden, at alt skal måles og kategoriseres, hvorefter han selv skyndsomst kategoriserer menneskene (som altså åbenbart kun omfatter akademikere) i to adskilte dele: humanister og naturvidenskabsorienterede, de første er åndfulde og tænker i menneskelige værdier, de sidste er åndløse og tænker i formler og teknik som rene maskiner.

Det er en opdeling, som jeg har svært ved at nikke genkendende til i virkelighedens verden. Det enkelte menneskes tilgang til verden kan næppe forenkles til blot et spørgsmål om valg af fag.

Følelser – og ikke altid af den åndfulde slags – spiller i nok så høj grad en rolle i forhold til fornuften eller rationaliteten i vore dages politiske verden, og det gælder da ikke mindst i disse coronatider.

Om millennials skriver han, at de ikke passer ned i kategorier, men er kendetegnet ved at træffe eksistentielle valg seksuelt, kulturelt og etnisk og på kryds og tværs, hvad der jo blot er en anden måde at kategorisere og udleve en individualistisk livsstil for, hvad de selv har lyst til. Det er sådan set fint og befriende, at vi med oplysningstiden og dens rationalisme har skabt et samfund, hvori netop det er muligt.

Må jeg sluttelig minde om et kendt citat af en af de fremmeste »maskinmestre«, Albert Einstein: »Not everything that can be counted counts. Not everything that counts can be counted«.

Jens Erik Christensen, Hellerup