Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Dagens brev: Køn er ligegyldigt, når du skal tisse

»For hvad er det egentlig, der gør det nødvendigt at plastre et køn på toiletter?«  Fold sammen
Læs mere
Foto: EDGARD GARRIDO

Vi har som politikere et ansvar for at skabe et offentligt rum, hvor alle kan være trygge. Det gør vi gennem bedre gadebelysning, så folk kan føle sig trygge når de går alene om natten, og ved at slå hårdt ned på mobning, diskrimination og hadforbrydelser. På ét punkt stiller vi hver dag en gruppe mennesker over for et unødvendigt ubehageligt valg: Hvilket toilet skal man som transkønnet gå ind på, og hvilken modtagelse ligger der på den anden side af døren?

Transkønnede er personer, som ved fødslen har fået tildelt et andet køn end det køn, de identificerer sig med. For en transkønnet kan det at gå på toilettet indebære risiko for mobning, udsmidning eller – som det er set i flere amerikanske tilfælde – vold. Der findes ikke danske tal for problemet, men i en amerikansk undersøgelse fra 2016 svarede næsten 60 pct. transkønnede, at de havde undgået at bruge offentlige toiletter, og hver tredje at de havde begrænset deres indtag af mad og drikke for at undgå at gå på toilettet.

LGBT Danmark beskriver i Berlingske, hvordan transkønnede mangler adgang til at gå trygt på toilettet, når de er i skole, ligesom en ung transkønnet for få uger siden beskrev en situation i TV-programmet Langt fra Borgen, hvordan han var blevet smidt ud af et offentligt toilet. Ingen skal udsættes for diskrimination. Derfor skal toiletterne i det offentlige rum være kønsneutrale.

For hvad er det egentlig, der gør det nødvendigt at plastre et køn på toiletter? Hvis det handler om, hvorvidt der er pissoir, kan det nemt løses med et pissoir-skilt, og hvis der er puslebord, er det netop en fordel, at toilettet ikke er kønnet, så også fædre kan skifte deres børn. Ved at gøre offentlige toiletter kønsneutrale skader vi ingen. Til gengæld hjælper vi transkønnede når de er i skole, på arbejde, i byen eller på hospitalet. For alle skal føle sig trygge i det offentlige rum.

Anna Overlund, landsledelsesmedlem, Astrid Aller, borgerrepræsentationsmedlem i København, og Karoline Vind, regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden. Alle tre for SF.