Dagens brev: Hizb ut-Tahrir skal ud

ARKIVFOTO. Hizb-ut Tahrir afholder møde i Nørrebrohallen under overskriften "Stolt over sharia" søndag d. 7. december 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den socialdemokratiske justitsminister, Mette Frederiksen, bør sørge for, at Hizb ut-Tahrir ikke kan bruge offentlige lokaler til at udbrede deres samfundsomstyrtende dagsorden og skabe yderligere tilslutning til sharia og et islamisk kalifat.

På lørdag 28. februar holder Hizb ut-Tahrir stormøde om terrorangrebenes politiske efterspil i Nørrebrohallen i København. Det er desværre ikke første gang, at den islamistiske organisation lejer sig ind i kommunens lokaler på lovlig vis. Det er absurd og burde ikke være sådan. Offentlige lokaler, og skattekroner for den sags skyld, skal efter min og Dansk Folkepartis mening bruges på at fremme demokratiet – ikke på at afskaffe det.

Som borgmester med ansvaret for Københavns idrætshaller, kulturhuse og biblioteker provokerer det mig voldsomt, at kommunen er tvunget til at stille lokaler til rådighed for Hizb ut-Tahrir på lige fod med andre foreninger og organisationer. Hvorfor skal kommunen huse en islamistisk organisation, der aktivt bekæmper demokrati? Som vil indføre sharia-lovgivning i Danmark? Og som forleden opfordrede muslimer til ikke at tage afstand fra terrorangrebet i København?

Tilbage i november sidste år skrev jeg derfor til justitsministeren og bad hende finde en løsning, så kommuner kan nægte at leje lokaler ud til Hizb ut-Tahrir. Jeg har endnu ikke hørt fra ministeren og venter stadig på svar.