Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Da sygeplejen kom i avisen

»Jeg får ikke nok i løn, og dét vil jeg gerne råbe højt. Jeg er ret ligeglad med, om FOA, BUPL og andre føler sig trampet på.« Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sygeplejen kom sandeligt i avisen 24/11:

En vred ung sygeplejerske på forsiden. Han havde tænkt sig at sige op. Og bede andre gøre det samme. Han fik forstående ord med på vejen af Enhedslisten.

En (kvindelig) lederskribent, der belærte læserne om, at de mange kvinder (sic) i den offentlige sektor går rundt og hygger sig i deres spændende coronasikrede job.

En økonomisk redaktør kunne fortælle om sygeplejerskernes »vilje« til at nedtrampe andre offentligt ansattes (rimelige?) lønkrav.

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører skød den nuværende sygeplejemangel/krise over på regionerne og afventede en hurtigtarbejdende komites analyse.

En professor i sygepleje blev stødt over tidligere indlæg fra tre overlæger, som mente, at der var mange sygeplejersker, der beskæftigede sig med pseudoarbejde. Sygeplejeprofessoren henviste til vigtig forskning omkring død, kræft og corona og lød (næsten) fornærmet.

Så efter læsning af dagens avis blev jeg som vanligt klogere og destillerede de mange kloge ord, så de kunne beskrive mig og min hverdag som klinisk sygeplejerske (sådan en der møder patienter hver dag).

Jeg får ikke nok i løn, og det vil jeg gerne råbe højt. Jeg er ret ligeglad med, om FOA, BUPL og andre føler sig trampet på.

Jeg elsker mit arbejde og min arbejdsplads højt. Jeg elsker også mændene. Nogle af dem er læger, men de er måske ikke så offentligt ansatte som jeg? Den coronasikrede tvangsflytning til et covidafsnit Hold 1 var dog næsten ved at få mig til at bukke under. Og nu er vi i gang med Hold 3.

Treenigheden mellem sygehusledelse, regionsråd og regering/folketing er en for de tre parter behagelig, men ansvarsforflygtende konstruktion. En komite. En mere?

Og så ender mine sidste gyldne dråber ved professoren og de tre overlæger. Og de har begge ret. Der er alt for mange møder, alt for mange sygeplejersker i hi. De havde måske godt af lidt mere af Livet og Døden. Uden filter. Rusk og storm. Forskning hilses velkommen af mig, men noget lyder som ren Mickey Mouse, og andet lader sig ikke gøre i praksis, fordi klinikerne løber forhindringsløb på en umulig bane.

Således opløftet af dagens avis, der ofrede alle de ord på mit fag, som de helt glemte i sommer, hvor jeg blot var en notits. Lisbeth Langkilde, Slagelse