Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Coronakrisen har fået egoismen frem i handelspolitikken

»Politiske hensyn til adgang til værnemidler og behandling har altså trumfet de økonomiske fordele ved samhandel.« Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL

Da coronapandemien kom til Europa, var en af de største udfordringer manglen på værnemidler og narkosemedicin. Det endte i omvendt protektionisme, hvor lande forsøger at hæmme eksporten af egne midler til at bekæmpe sygdommen eller fremme importen af andre landes midler.

Også frihandelsforkæmperen EU spiller med i dette spil. Ingen EU-lande har indført importfremmende tiltag, men alle EU-lande har indført eksporthæmmende tiltag. I Danmark er vi fx omfattet af et EU-krav om en særlig eksportlicens til værnemidler. Omvendt har fx sydamerikanske lande indført markant flere importfremmende tiltag.

Når EU hæmmer eksporten, hænger det sammen med, at EU-lande normalt producerer og eksporterer farmaceutiske produkter og kemikalier. Omvendt er syd- og centralamerikanske lande afhængige af import af de produkter, og derfor er de presset til at lempe for importen.

Politiske hensyn til adgang til værnemidler og behandling har altså trumfet de økonomiske fordele ved samhandel. Allerede før coronaen blev handelspolitikken i stigende grad brugt til at opnå politiske mål, som fx Donald Trumps »America First«. Handelstiltagene under coronakrisen ligger i forlængelse heraf. Fx har statsminister Mette Frederiksen luftet tankerne om hjemlig produktion af medicin, udstyr, respiratorer, værnemidler og udstyr til test.

Uanset de sundhedsmæssige grunde stiller eksportbegrænsningerne borgerne i hjemlandet bedre end borgere i andre lande. Denne handelspolitiske egoisme leder til et uhensigtsmæssigt kapløb, hvor de rigeste (Vesten) vinder over de fattigste, men som ikke giver den mest effektive fordeling af værnemidler. Selvom rige lande alligevel ligger forrest i kapløbet på det frie marked pga. større pengekasse, sørger vi nu også for, at andre lande skal løbe et forhindringsløb ved at stille handelsbarrierer op.

Det skal retfærdigvis siges, at EU-kommissionen har stået i spidsen for at indsamle 16 mia. euro til at finansiere kampen mod coronavirus – også til fattige lande. Men i stedet for eksportrestriktioner skal vi opbygge et beredskab i EU til at forebygge og modgå pandemier, så vi ikke bliver taget på sengen næste gang.

Det er trist, hvis EU nu også skubber verden i en mere protektionistisk retning, hvor lande selv ønsker at producere »strategisk vigtige« produkter – også produkter, der ikke er coronarelaterede – og hvor solidariteten mangler i krisetider. For det kan påvirke globale handelssamarbejder og trække de økonomiske konsekvenser af pandemien ud over mange år – både i EU og resten af verden. Jens Hjarsbech, seniorøkonom i Axcelfuture, Frank Øland, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, og Claus Grube, Senior Fellow i Axcelfuture