Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Christiansborg er vel en messe værd

»KD har med Isabella Arendt i spidsen dels fået skabt endnu en sand levebrødspolitiker, nemlig hende selv, dels skabt yderligere forvirring i den blå blok. Og hvor vil Jens Rohde hoppe hen næste gang, han får behov for at skifte parti?« skriver Mogens Nørgaard Olesen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrectsen Mortensen / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så skete det, vi havde ventet på i et par uger. Partihopperen Jens Rohde, der lige nu er blevet medlem af Kristeligt Folkeparti (KD), har skaffet dette lille parti plads på Christiansborg, og KDs leder, Isabella Arendt, er lykkelig. Hun skal nemlig – uden at være valgt til Folketinget – have sin daglige gang på borgen og aflønnes med cirka 40.000 kroner plus pension om måneden. Det er ikke så ringe endda!

Samtidig har partiet offentliggjort et program, der ikke umiddelbart minder om KDs hidtidige politik. Men »Christiansborg er vel en messe værd«. Det må være en ny kristen værdi, vi ikke hidtil har kendt til.

Det nye program er også bemærkelsesværdigt. Skattepolitikken er hentet hos Liberal Alliance, mens resten består af uddeling af store gaver både til danskerne og alverdens befolkninger, så KD nu overgår alle venstrefløjspartierne tilsammen. Desuden skal Kulturministeriet spaltes i tre ministeriet, så vi kan få flere administrative og ikkeproduktive stillinger her i landet – og flere ministre.

Hvorfra det hele skal komme, melder historien intet om. Men KD har med Isabella Arendt i spidsen dels fået skabt endnu en sand levebrødspolitiker, nemlig hende selv, dels skabt yderligere forvirring i den blå blok. Og hvor vil Jens Rohde hoppe hen næste gang, han får behov for at skifte parti? Det bliver spændende, og det er vel ikke umuligt, at han kommer med i Lars Løkkes nye parti. Så er ringen sluttet, og den fortabte søn kommer hjem.

Hele farcen minder om venstrefløjen i 1980erne, hvor der altid var adskillige marxistiske partier til hvert folketingsvalg. Dengang holdt den marxistiske farce op, og man kan håbe, at denne borgerlige farce også en dag holder op.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Rygmærket »Færdigvaccineret« vækker mit mentale immunsystem

Du kender det godt. Et ord, et udtryk, som du møder i den daglige nyhedsstrøm, og som du fra starten af har en intuitiv aversion imod uden at kunne begrunde det nærmere. Det er ubehageligt at være svanger med argumenter, man ikke kan formulere. Men så. Så sker der endelig noget. Tiden er blevet moden!

Med den viden vi har i dag, tilhører udtrykket »færdigvaccineret« et forældet paradigme. Lad os tage argumenterne et for et.

For det første lægger ordet op til, at man er »Good To Go«. Det er man ikke! Man kan stadig blive smittet og også smitte andre, om end risikoen er blevet væsentlig reduceret.

For det andet siger ordet, at man er færdig med at blive vaccineret, og at der ikke er behov for at blive vaccineret igen. Men vær vis på, at det behov nok skal komme, for vi har for længst entreret pandemiernes tidsalder.

For det tredje ligger der i ordet, at man ikke er »rigtig vaccineret«, før man har fået andet stik. Jo, det er man altså – og også i den grad. Allerede få uger efter første stik er beskyttelsen oppe på 90 procent for de to vacciner, vi benytter herhjemme.

Og med det kunne historien så slutte lykkeligt.

Men nej, for som skrevet står: »Til de som har, skal mere gives«. Midt i en pandemi med utilstrækkelige vaccineleverancer flotter sundhedsmyndighederne sig med at give et boost med marginal x-faktor til allerede vaccinerede borgere. Undskyld, men det er altså ikke hensigtsmæssigt for at sige det mildt!

Det er fint med et boost, og det bliver også nødvendigt over tid, men selv kan jeg godt vente til engang i efteråret, når alle har fået deres første stik, flokimmuniteten indtrådt og samfundet fuldt genåbnet!

Ok, jeg er ikke til rygmærker, men på mit kommende coronapas skal der bare stå: »Vaccineret«!

Fritz Albrechtsen Long, København

Lidt flere nuancer i skoledebatten

Kriser kan give nye indsigter, og noget, mange har lært under coronanedlukningerne, er at mødes online.

Min datters gymnasium, Roskilde Gymnasium, har været utrolig gode til at udnytte det digitale medie, så eleverne også har lært meget online, og sågar har mødtes online i fritiden i grupper, alt efter interesse – musik, kunstnerisk udfoldelse, mode o.a.

Lige nu undervises klassen hver anden uge på skolen, hver anden uge hjemme.

Og en stor del af eleverne er faktisk godt tilfredse med denne form, så vidt jeg er orienteret.

For mens det selvfølgelig giver en masse socialt og vel også fagligt at mødes på skolen, så er der også oplagte fordele ved at modtage undervisning hjemme: Man kan sove halvanden time længere om morgenen og skal i det hele taget ikke bruge energi og tid på transport. Desuden lægger online undervisning måske i højere grad op til mere fri planlægning af arbejdet. Man modtager fælles undervisning og går så i grupper eller enkeltvis for at lave opgaver om emnet.

Mange unge ønsker nok at være tilbage på fuld tid på skolen, men har man egentlig undersøgt, hvor mange der trives godt med de nuværende ordninger?

Anne Bjerre Braüner, Viby Sjælland