Under overskriften »Roskilde Universitet er et fejlslagent universitet« sætter Berlingske på lederplads 24. august et voldsomt angreb ind mod RUC.

Jeg er censorformand for Historie, der er et landsdækkende censorkorps for alle de fem universiteter, der udbyder en kandidateksamen i Historie, heriblandt RUC. Censorerne er bl.a. garanter for, at de studerende bliver målt i forhold til, hvad kravene er i studieordningen. Universiteterne har forskellige, men ikke vidt forskellige studieordninger.

Censorerne på Historie har den fordel, at vi kommer til at kende alle universiteter. Det er de samme censorer, de studerende møder, uanset om man læser Historie på KU eller RUC. En af censorformændenes vigtigste opgaver er at sørge for, at censorerne besøger alle universiteter. Censorernes indberetninger og erfaringer viser, at det ganske enkelt ikke passer, »… at der ikke stilles faglige krav, og at alle består«. Ved de mundtlige gruppeeksaminer skal de studerende bedømmes individuelt, og det bliver de. Det er en skrøne, at der er studerende på RUC, som kan køre frihjul. Nej, det kan de ikke. Det vil blive afsløret til den mundtlige eksamen.

»Hvor er censorkorpset?« Vi er lige her. Også på RUC! Hanne Caspersen, København

De Radikale misforstår kulturbegrebet

I en kronik i Berlingske forleden kritiserer en samlet trop udsendte folketingsmedlemmer fra Det Radikale Venstre det faktum, at Kulturministeriet både varetager kunst og sport. Deres argument bygger på en præmis om, at sport ikke er kunst med aftryk til kommende generationer. Men de Radikales mangel på intellektuel indsigt i kulturteori chokerer mig.

For det første er kultur ikke kunst. Det er også kunst, men bestemt mest et samlingsbegreb for en bred vifte af fællesværdier i en gruppe eller miljø og disses bevægelighed over tid. Og på sæt og vis har kronikken ret i, at sport ikke er kunst, men det er sandelig et udtryk for værdifællesskaber, som er med til at skabe identitetsfølelse, tilhørsforhold og emotionel begejstring. Således altså kultur.

Den fejlslagne begrebskritik og kategoriske angreb fra de Radikale er tydeligvis et skalkeskjul for at videreføre deres offensiv i dagbladene mod Socialdemokratiets kulturpolitik. Politiske uenigheder er kærkomment i det udviklede demokrati, men den begavede af slagsen så sandelig at foretrække. Zenia Stampe og Co. anerkender tilsyneladende ikke sport som kulturkonstruktion, men deres argumentation herfor ender blot som småfornærmet ignorance og kulturblindhed. Kristian Marstal, S-medlem, cand.musicae, kunstner, København SV

Lagerbeskatning af ejendomme

Lagerbeskatning af aktier ejet af aktie- og anpartsselskaber har vi haft i en årrække nu. Stiger kursen på aktierne, skal selskabet betale skat af kursstigningen, selvom aktierne ikke er solgt. Til finansiering af »Arnes pension« foreslår regeringen, at en tilsvarende lagerbeskatning indføres for ejendomsselskaber, hvilket forekommer uhyrligt.

Hvis en ejendom stiger i værdi, skal ejerselskabet efter forslaget betale selskabsskat af værdistigningen, uanset at ejendommen ikke er afhændet. For værdipapirer er størrelsen af værdistigningen nem at beregne. Her har man jo et marked, Fondsbørsen, der præcist dagligt sætter kursen på aktien. Hvis selskabet ikke af andre veje har likviditeten til at betale skatten, kan det jo nemt skaffe den ved at sælge det tilstrækkelige antal aktier.

Helt anderledes er det med ejendomsværdistigninger. Her er det for det første vanskeligere at fastslå, om værdien af ejendommen er steget og i bekræftende fald med hvor meget. Der er vist ikke offentliggjort, hvordan man skal beregne dette, og hvem der skal. Ejendomsvurderingsskandalen har dokumenteret, at SKAT næppe er den rigtige hertil. For det andet kan man jo normalt ikke som ved aktier blot sælge noget af ejendommen. Måske kan man heller ikke få lån i den. Kære skatteminister, dette er en ommer. Hans Christoffersen, Lyngby

Hvor er samtykkeloven, Hækkerup?

Regeringen lovede efter valget sidste år, at det ville være det aktive ja og ikke manglen på et nej, der ville blive gældende i voldtægtssager. Over et år senere har vi stadig ikke set skyggen af en samtykkelov på trods af regeringens løfte om en sådan lov i aftalepapiret med støttepartierne. Det fejeste er ikke at skuffe støttepartierne, men ikke at have vilje til at udfærdige rammer, som i højere grad beskytter de mennesker, der udsættes for voldtægt.

I 2018 fandt 5.400 voldtægter eller forsøg derpå sted, men kun 1.079 anmeldtes og 69 blev dømt, viser tal fra Kvinfo. Kan man ikke som siddende regering se, at det er et problem, der kalder på politisk handling, vil jeg anbefale et realitetscheck. Med den politiske handlekraft, regeringen har vist under coronakrisen, er det jo tydeligt, at regeringen kan, hvis den altså vil. Så kære Nick Hækkerup, hvor bliver samtykkeloven af? Maria Mejse Mortensen, kultur-, ret- og ligestillingsordfører for Radikal Ungdom