Nu stiger kunsten

ALT er kunst – også tyveri og hærværk. Dette er konklusionen hos »Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster«. Jeg blev dybt forarget, da jeg 16. august læste en længere artikel om denne sag i Berlingske.

Man tror det er løgn, men desværre er Kunstakademiets konklusion den vildeste sandhed. Jeg husker, da sagen stod på, vi skal tilbage til oktober 2020, hvor en ansat institutleder på Kunstakademiet, Katrine Dirckinck-Holmfeld, stjal en buste af akademiets grundlægger, kong Frederik 5., i festsalen på Charlottenborg, og derefter smed hun busten i havnen – en »kunstnerisk happening« hed det. 

Havnevæsenet samlede senere busten op, som nu var delvist opløst og uigenkendelig. Det fik »kunstneren« til at konstatere, at den ødelagte buste nu var »rematerialiseret kunst«.

Akademiet betegnede imidlertid bustesagen som hærværk, forståeligt nok, og institutlederen blev afskediget. Men nu har Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster ændret holdning: Nu bliver bustesagen betegnet som kunst! Dette sker åbenbart for at dække over tyven og vandalen, så hun kan undgå straf – og med den følgevirkning, at akademiets nuværende og fremtidige elever kan glæde sig over, at ALT er KUNST!

Dette må få konsekvenser. Vort land kan ikke leve med, at kunsten på landets fornemste kunstinstitution synker så dybt. En så grov og fejlslagen politik på Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster skal nødvendigvis stoppes nu, inden det gør skade på institutionens renommé, uddannelse og den fremtidige kunst – og inden konsekvensen bliver en legalisering af hærværk og straffrihed for hærværk på eksisterende kunst. Her må kulturministeren snarest muligt på banen.

Poul Spanggaard, Herlev

Erhvervslivet tørster efter kompetencer

Optag til de danske it-uddannelser er blevet et nåleøje, og det kan have alvorlige konsekvenser for danske virksomheders konkurrencedygtighed og position på både nationalt og ikke mindst på internationalt plan.

I 2024 kunne danske it-uddannelser igen præsentere en stigning i antallet af ansøgere, men det betyder ikke, at den desperate mangel på it-specialister kan imødekommes – tvært imod betyder det blot et fortsat tørstende erhvervsliv og flere skuffede ansøgere. I år blev 6.881 optaget på en af landets it-uddannelser, mens 1.986 kompetente ansøgere blev afvist. Det er et fald på cirka en procent i optaget af it-studerende siden 2023.

Efterspørgslen på it-arbejdskraft forventes at stige så meget frem mod 2030, at danske virksomheder kommer til at mangle op mod 22.000 it-uddannede. Men allerede nu står vi i en kompetencekløft med overefterspørgsel fra erhvervslivet og underoptag på universiteterne. En tendens, jeg kun ser vokse.

Samtidig risikerer danske virksomheder at sakke bagud, når de ikke kan rekruttere de nødvendige it-talenter. Specielt med tanke på en virkelighed, hvor digitalisering og teknologisk innovation er afgørende for konkurrenceevnen. For uden de nødvendige it-kompetencer kan danske virksomheder blive nødt til at outsource opgaverne eller flytte dem til udlandet, hvilket vil få enorme negative konsekvenser for dansk konkurrencedygtighed, arbejdspladser og økonomi. Det er en ærgerlig udvikling for danske virksomheder.

Jeg mener ikke kun, der er behov for politisk handling. Det er der bestemt, men der ligger også et ansvar hos danske virksomheder og ledere. Råb højt om de problemer, det får. Både på den korte og lange bane.

Jan Simonsen, dansk landechef for Salesforce Danmark

Progressivt svigt

Såkaldt progressive mennesker står bag Copenhagen Pride. Dens fokus på mangfoldighed, retten til forskellighed og det enkelte menneskes værdi kunne der være meget godt at sige om. I udgangspunktet er det også på linje med det kristne menneskesyn, som betoner, at ethvert menneske er skabt unikt og med ubegrænset værdi fra undfangelse til død.

Imidlertid havner pridens forståelse af mangfoldighed og forskellighed lynhurtigt i noget helt skævt og dybt problematisk. Når hovedfokus er på et opgør med den klassiske forståelse af køn, ægteskab og familieliv, så bliver normkritik og normløshed så at sige den bærende norm.

På sin hjemmeside forklarer man, at man »anser køn samt opfattelse af seksualitet som en social konstruktion. Gennem en nonbinær kønsopfattelse ønsker vi at arbejde for, at der åbnes for mange repræsentationer af køn udover de traditionelle mande- og kvinderoller. Opfattelsen af normalitet i forhold til seksualitet og lovgivning om seksualitet er ligeledes sociale konstruktioner«.

Altså: køn, ægteskab og familieliv er ikke vilkår, rammer og ordninger, der er skabt, formet og givet på forhånd. Det er derimod noget, vi selv kan og skal konstruere, dekonstruere og rekonstruere. Denne grundholdning ønsker man også at indprente børnene, og tilmed har en københavnsk kirke meldt sig under fanerne i dette destruktive felttog.

I sin kamp mod virkeligheden overvurderer priden sig selv og sin egen magt. For livets grundlæggende indretning af, hvad køn, ægteskab og familie er, kan man ikke sådan ændre – heller ikke med et optog, et par dansetrin og lidt rytmisk musik i gaderne.

Og at ville krænge dette virkelighedsstridige menneskesyn ned over børnehoveder er et alvorligt svigt i progressivitetens navn: et progressivt svigt. Den uindskrænkede normløshed trænger med andre ord til en solid omgang normkritik.

Alle mennesker er både lige og forskellige. Det er fantastisk – og vigtigt at værne om. Men dét ændrer ikke på, at menneskeheden grundlæggende er skabt som to køn, og at et ægteskab er en ordning, der består af én af hvert køn.

Hverken børn eller voksne trænger til den destruktive normløshed. Tværtimod er det højaktuelt at sætte fokus på, hvordan man på nye vilkår kan leve i de ordninger, der hedder familie, ægteskab og hhv. mand eller kvinde.

Dét trænger både børn og voksne til at se og høre om – både i kirken og andre steder. Og dét ville være progressivt.

Kristian S. Larsen, formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse, Esbjerg

Fremtidens danskere

Fødselstallet i Danmark er gennem de senere år faldet støt, og mange danske kvinder ønsker slet ikke at sætte børn i verden. Denne kendsgerning har ført til, at nogle politikere på højrefløjen er blevet bekymrede for, at den (hvide) danske befolkning efterhånden vil blive majoriseret af folk med en anden hudfarve, og som derfor ikke regnes for at være danske. 

Denne udvikling betegnes som en katastrofe, og disse politikere kan åbenbart ikke acceptere, at fremtidens danskere ikke er en tro kopi af befolkningen, som den så ud for 50 år siden. Der er simpelthen tale om en meget uhyggelig form for racisme, som jeg håber vil blive afvist af befolkningen i almindelighed.

Min yngste søn er gift med en kvindelig ingeniør fra Mauritius, som er uddannet i Frankrig, og som har erhvervet dansk statsborgerskab. Deres datter er selvfølgelig lidt mørkere i huden, har mørkt hår og brune øjne. Men hun er bestemt lige så ærkedansk som hendes fætre, der er blonde og har blå øjne. 

Når jeg læser de højrepopulistiske skrækindlæg, bliver jeg både vred og såret. Det er simpelthen rystende, at nogen kan agitere for racisme og splittelse i den danske befolkning. Fremtidens danskere ser nok lidt anderledes ud end fortidens danskere, og hvad gør det? 

Før i tiden kom der adskillige indvandrere til Danmark, men de var alle hvide, og så gjorde det vel ikke så meget. Polakkerne, der kom til Lolland, var jo god (og billig) arbejdskraft, og det var kartoffeltyskerne, der opdyrkede heden, jo også. Lad os nu komme videre og lægge alle former for racisme væk.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk