Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Brug atomkraft som drivmiddel for søens kæmper

Krydstogtskibe bør anvende atomkraft som drivmiddel, mener en læser. Fold sammen
Læs mere

De kæmpestore krydstogtskibe, containerskibe og supertankere er ikke ligefrem i kridthuset på grund af den massive forurening med fossilt brændstof, medens omvendt forureningsfri og CO2-fri atomkraft har vist sig at fungere ganske udmærket til militære formål som drivmiddel i de store undervandsbåde og hangarskibe.

Jeg ved ganske vist ikke, hvad atomkraft som drivmiddel koster, men kunne det ikke være en god idé med forurenings- og CO2-fri sikker atomkraft som drivmiddel for søens kæmper i stedet for bunkerolie (føj!). Det vil i givet fald på én gang løse flere problemer i søtransportsektoren. Og selv om det jo nok koster spidsen af en jetjager, så skal der til gengæld ikke »tankes« de første 30 år, og til den tid har man sikkert fundet andre endnu bedre drivmidler. Tilsyneladende ren win-win, og før eller siden kommer vi jo alligevel til at favne fremtiden, også hvad atomkraft til fredelige formål angår, hvis der allerede i vor levetid skal være plads til de forventede op mod 12 milliarder mennesker, som utvivlsomt vil stræbe efter moderne bekvemmeligheder. Steen Møller, Ebeltoft

Nej til Isam Bs sang

Som ung var jeg på et højskoleophold på Askov Højskole. Herfra har jeg den 13. udgave af Højskolesangbogen, nu godt brugt og slidt af ælde. Den 18. udgave har jeg indkøbt i flere eksemplarer, bl.a. til brug som gaver til musik-og sangglade familiemedlemmer ved dåbs/navnefester.

Et højskoleophold efterlader mindeværdige følelser af samhørighed og danskhed i alle afskygninger, og da Højskolesangbogen er en del af kulturinstitutionen Højskolebevægelsen, kommer sangskatten i ny udgave, forhåbentlig  til fortsat at afspejle tekster med danske værdiskatte, som fremkalder følelser, vi kender så godt, og lysten til at skråle sig hæs i »Som en rejselysten flåde« og når tid er »Kom maj du søde milde«.

Til forebyggelse af evt. fremtidige tiltag bør Isam Bs sang med religionsforstyrrende element udelukkes fra optagelse i den danske sangskat, da den ikke passer i konteksten. Grete Petersen, Frederiksberg

Arbejdsgivere har sejret ad helvede til

Pension til de nedslidte på arbejdsmarkedet er et både retfærdigt og rimeligt krav. Der er gennemført mange reformer på arbejdsmarkedet de sidste 20 år, som har gavnet arbejdsgiverne. Pensionsalderen er sat op og stiger støt de kommende år. Efterlønnen er forringet og næsten værdiløs. Dagpengeperioden er sat ned og satserne gradvist forringet. Udenlandsk arbejdskraft er strømmet til landet og presser løn og arbejdsvilkår. Lønudviklingen har været moderat i mange år, og lønmodtagerne har vist mådehold med lønkravene.

Man kan roligt konkludere, at arbejdsgiverne under ledelse af skiftende borgerlige regeringer har »sejret ad helvede til«. Pension til de nedslidte på arbejdsmarkedet vil derfor være det første reelle fremskridt for lønmodtagerne i de sidste 20 år. Et fremskridt, som vil skabe ro og tryghed blandt mange mennesker, som i dag føler sig pressede og utrygge. En rettighed, som rigtig mange danskere håber bliver gennemført, fordi de er solidariske med dem, der er slidt ned efter mange års hårdt arbejde. Christian Ulrich, Kbh. Ø

De tre socialdemokratier

Det er pudsigt, nu hvor røgen fra valgkampen har lagt sig, at opleve Kristian Thulesen Dahl (DF) føre sig frem som borgerlig og kritisere Venstre for at søge samarbejde med socialdemokraterne. Han var jo immervæk selv den første til at flirte med S for at bevare sit partis magt og indflydelse, og han var i hele sidste regeringsperiode den primære grund til, at regeringen ikke kunne føre borgerlig politik og dermed også tabte regeringsmagten. Hans Jørgen Pedersen, København Ø

Grænsekontrol med Sverige kan kun gå for langsomt

Nu taler regeringen om at indføre en form for grænsekontrol mod Sverige. Det sker som en reaktion på bombeeksplosionerne i København. Jeg kan ikke helt gennemskue, om regeringen taler om rigtig grænsekontrol, eller om de har noget andet i tankerne. Det må tiden vise. Det er i hvert fald på høje tid, at Danmark får rigtig grænsekontrol mod Sverige. Men jeg forstår ikke, hvorfor at man først reagerer, når noget er gået galt. Kort før valget i maj måned foreslog Dansk Folkeparti i Folketingssalen grænsekontrol mod Sverige. Alle de andre partier afviste forslaget – inklusiv Socialdemokratiet og Venstre. Jeg havde fornøjelsen af at være ordfører på forslaget, så jeg håber meget, at det nu kommer igennem. Både Socialdemokratiet og de tidligere regeringspartier har svigtet ved at vente så længe. Grænsekontrol handler om at passe på Danmark, så det skal bare på plads så hurtigt som muligt. Martin Henriksen (DF), tidl. medlem af Folketinget

Behandl alle med respekt

Hvor længe varer det, før vi finder ud af, at en enkelt instans kan tage sig af alle dem, der er faldet uden for systemet: Betjente, der er ramt af stress, soldater, der er ramt af stress, lærere, der er ramt af stress, læger og sygeplejersker, der er ramt af stress, ekspedienter, der er ramt af stress og politikere, der er ramt af stress. Behandl dem dog på samme måde. Med respekt. Carsten Seeger, Østermarie