Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Boykot og national selvrespekt

»National selvrespekt tilsiger, at man siger fra, og et rungende NEJ fra Dansk Boldspil-Union kunne jo være det, der – forhåbentlig – får andre demokratiske lande til også at hive det etiske og moralske kompas ud af skabet og få det støvet af,« skriver Kåre Sverdrup Warberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup

Anders Krab-Johansen mener i Berlingske 27. marts, at boykot ikke virker, og her drejer det sig om en eventuel boykot af fodbold-VM i Qatar næste år.

Nej, sikkert ikke, men national selvrespekt tilsiger, at man siger fra, og et rungende NEJ fra Dansk Boldspil-Union kunne jo være det, der – forhåbentlig – får andre demokratiske lande til også at hive det etiske og moralske kompas ud af skabet og få det støvet af. Det gælder selvsagt også, når det drejer sig om fodbold-VM i Rusland og OL i Kina m.m.

Kåre Sverdrup Warberg, Aalborg

Danske børn i syriske fangelejre

Tak til chefredaktør Tom Jensen for palmesøndagsklummen. Argumenterne for at modtage mødre og børn fra de syriske fangelejre er meget overbevisende. Jeg er enig i, at mødrene beviseligt er landsforrædere, men det kan børn ikke være.

Hvis mødrene accepterer at rejse til Danmark med deres børn, må det være helt klart, at de ved ankomst til Danmark bør varetægtsfængsles og børnene anbringes under gode og trygge forhold.

Da mødrene udgør en potentiel årelang terrortrussel, kunne man måske bruge straffen tidsubestemt elektronisk overvågning. Hermed kunne de tage sig af deres børn, hvis ellers de sociale myndigheder finder det acceptabelt, og de ville få meget svært ved at begå terrorhandlinger.

Finn Gyntelberg, Hørsholm

Bekræftelse på tidens trend

Det er rart, at en vis Hans Jørgen Pedersen med sit læserbrev – ganske vist ufrivilligt – bekræfter min påstand om tidens mangel på dannelse og god opførsel, som en 9.-klasses elev og hans far, som forsvarede drengens uforskammede opførsel, blev eksponent for.

At han så tillægger mig en skjult dagsorden er i denne sammenhæng underordnet, fordi det, som er pointen, slet ikke drejer sig om statsministerens eventuelle selvpromovering – hvilket også klart fremgik af mit indlæg – men om den mangel på almindelig god omgangstone og ordentlighed, som p.t. florerer især på de sociale medier, og som desværre har en afsmittende effekt på (unge) menneskers adfærd i øvrigt.

Tak til Hans Jørgen Pedersen for at hænge sig selv ud og dermed synliggøre min pointe om, at mangel på dannelse og god opførsel er blevet tidens trend. Det kunne jeg ikke selv have gjort bedre!

Carsten Hogstad, tidl. lærer, skoleleder og forvaltningschef, Roskilde

Social arv

Tak til Christopher Arzrouni (CA) for sin orientering om den sociale arv i Berlingske 27. marts. I sandhed interessant, men alligevel ikke overraskende læsning.

Det interessante er venstrefløjens reaktion, som viser, hvordan man kan gradbøje facts, så de passer ind. Venstrefløjen sætter jo desværre altid lighedstegn mellem velfærd og penge. Måske skyldes det, at venstrefløjen for en stor del består af hel- eller halvuddannede akademikere, som ikke har forstand på det, man i gamle dage kaldte arbejderklassen.

De gør sig til talsmænd for en stor gruppe af flittige mennesker, som har en kortere uddannelse i form af blandt andet håndværkere og sundhedspersonale. Altid ynker de SOSUerne, frisørerne, sygeplejerskerne, håndværkere m.fl. Og nu er den så helt gal, fordi deres børn heller ikke bliver akademikere.

Det er faktisk respektløst.

Jeg har arbejdet 30 år i sundhedsvæsenet som jordemoder, og det var lykkelige år. Velfærd er ikke kun penge, men i høj grad en hverdag med et godt arbejdsliv og et godt familieliv med børn, som trives og finder deres hylde, når tid kommer. Har de en far, som har været lykkelig murer, tømrer, portør eller skolelærer, er det da ganske forståeligt, at de måske vælger samme uddannelse. Det er ikke alle, som kan vælge at blive levebrødspolitiker stort set uden uddannelse.

Dorte Christensen, Hellerup