Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Boligminister: Ny finansiering skaber ikke nye boliger, Lonning

Boligminister Kaare Dybvad (S) Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann

Læser man borgmester Cecilia Lonning-Skovgaards indlæg i Berlingske 3. januar, kan man foranlediges til at tro, at det borgerlige Danmark ingen ambitioner har for vores boligpolitik. Der må jeg imidlertid tage borgerligheden i forsvar. Min forgænger Ole Birk Olesen havde en markant ambition om at bygge flere boliger i hovedstadsområdet for at imødegå de stigende boligpriser. Og Lonnings egen forgænger som leder af Venstre i København, Søren Pind, havde klare ambitioner om at øge boligbyggeriet i kommunen og få styr på den dysfunktionelle sagsbehandling på det tekniske område.

Læser man Lonnings indlæg selvstændigt, er det dog som at træde ind i en tidslomme. Det er 00ernes borgerlige boligpolitik, marineret i en forargelse over regeringens modstand mod udenlandske kapitalfondes opkøb og forøgelse af huslejerne i hovedstaden. Ligesom VK-regeringen i 00erne, mener borgmesteren ikke, at man løser boligpolitiske problemer ved at bygge flere boliger, men derimod ved at gøre det nemmere at finansiere. Lonnings løsninger har intet konkret sigte, men blot et finansielt. Der bliver ikke én bolig mere, hvis hun får sin vilje, alene flere penge i udbetaling og dermed højere priser.

Får Lonning sin vilje, bliver det altså i fremtiden endnu sværere at købe en bolig i København, hvis man har en gennemsnitlig indkomst. Færre lærere vil kunne bo i de skoledistrikter, de arbejder i. Færre håndværkere vil kunne tage cyklen til byggepladsen. Færre politibetjente vil være til stede i de københavnske lokalsamfund, når de har fri. Middelklassen bliver langsomt tyndet ud i mange bydele, hvis der bygges så lidt, som Venstre-borgmesteren ønsker sig.

I stedet for at stille krav til Folketinget og regeringen om nye og kreative finansieringsformer, burde Venstre-borgmesteren måske lade sig inspirere af sine forgængere og sine landspolitiske meningsfæller, og arbejde med det, hun har konkret indflydelse på: At der bliver bygget mere, så der er plads til flere i hovedstaden. Den ambition står jeg altid gerne til rådighed for at hjælpe med. Kaare Dybvad Bek, boligminister