Boligkrisen er langt fra aflyst for hovedstadens unge

Det lyder godt, når Berlingske aflyser boligkrisen for de københavnske studerende. Hele præmissen for historien bygger imidlertid på et spinkelt, for ikke at sige fejlagtigt, grundlag. For der er for få boliger. De er for dyre. Og de bliver ved med at stige i pris.

Det fremgår tydeligt af den seneste årlige boligredegørelse fra Københavns Kommune. I de seneste ti år er huslejerne steget med over en tredjedel. Mange af huslejerne – selv på nyopførte ungdomsboliger – er højere end SUen.

Kaktustårnene er skræmmeeksemplet med boliger på 33 kvm til 11.000 kroner om måneden. Faktisk er en betydelig del af de private ungdomsboliger ikke bosat af studerende ifølge kommunens egne tal. Så jo, der mangler i den grad betalbare ungdomsboliger.

Af boligredegørelsen fremgår det også, at tilflytningen af unge er faldende, og at den har været det siden coronaårene. Blandt andet bliver de unge boende hjemme i længere tid. Direkte adspurgt ville de dog gerne flytte til København, men boligpriserne afholder dem fra det. Ja, priserne!

Det er glædeligt, at de studerende på Københavns Universitet i højere grad kan finde bolig end tidligere, som Berlingske kunne berette. Men det er lige så bekymrende, at eksperterne konstaterer, at byen i stigende grad kun er for rige unge med økonomisk hjælp hjemmefra.

Det er ikke den studieby, som vi drømmer om. Det kræver hårdt arbejde at få flere betalbare boliger til de studerende, så alle kan bo i byen. Helt konkret skal vi etablere langt flere af de klassiske gangkollegier, almene ungdomsboliger og ungdomsboliger med krav om studieaktivitet. Først og fremmest så de studerende kan få tag over hovedet, og dertil så de ikke skal konkurrere med købestærke unge, der er villige til at bo småt i et i forvejen utilgængeligt boligmarked. Det er bare med at komme i gang.

Christopher Røhl, kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester i København, Kristine Ammitzbøll-Bille, medlem af Borgerrepræsentationen i København, og Christoffer Rosenkvist, forperson i Danske Studerendes Fællesråd

Ret og orden?

Hvad er det for en verden, som vi lever i?

For nylig meddelte USAs præsident, Donald Trump, at han ville overtage Grønland. Der er udnævnt en guvernør, og han er åbenbart den person, der får løst opgaven.

Nu kan det være nok. Jeg synes ikke, at hele verden bare skal se målløst til. Jeg fatter ikke, at den amerikanske befolkning kan lægge ryg til. Milliardærerne kan vel heller ikke blive ved med at lægge ryg til?

Det kaos, som præsident Donald Trump har sikret sig gennem ændrede toldsatser, er uacceptabelt. Jeg oplever hver dag, at der føres krig på alle ledder og kanter, og at det er blevet acceptabelt, at USA bare udfører det, der passer dem. Det skal høre op.

Birte Roll Brandt, Hørsholm

Kort om rejsekort

Kundedirektør i Rejsekort og Rejseplan A/S, Jens Willars, prøver pædagogisk i Berlingske 23. december at forklare, hvad vi rejsende kan forvente, at der sker fremover med vores rejsekort.

Han vil gerne gøre det letforståeligt, men jeg synes ikke helt, at det lykkes.

Rejsekort forsvinder, men forsvinder så alligevel ikke; det får tilsyneladende blot et nyt navn: Basiskort.

Men hvad er så forskellen? Og hvorfor ændringen? Og hvordan og hvornår kan jeg få et Basiskort? Og skal jeg have et Basiskort for at bruge min rejsekort-app? Og hvad koster Basiskortet monstro? Og hvad sker der med mit indestående på mit gode gamle rejsekort? Og hvorfor skal jeg selv lukke det fysiske rejsekort? Bliver beløbet overført til et basiskort, og hvad hvis jeg ikke skal have et basiskort? Og hvorfor bliver indestående ikke bare krediteret min rejsekort-app-faktura?

Og hvorfor skal jeg i øvrigt have en faktura, hver gang jeg har rejst med app'en? Det får jeg jo ikke, når jeg bruger det fysiske kort? Det må blive til mange millioner helt overflødige fakturaer.

Men tak for app'en – den fungerer jo fremragende – og det er trods alt det vigtigste.

Peter I. Hinstrup, Nærum

Forbyd fyrværkeri – for dyrenes skyld

Igen i år gentager den samme tragedie sig: kæledyr, landbrugsdyr og vilde dyr flygter i panik, kommer til skade, løber væk eller dør som følge af fyrværkeri. Hvorfor accepterer vi som samfund det?

For dyrene er nytår ikke en fest, det er en tid på året, som er præget af frygt og stress.

Argumentet om, at man »bare kan tage hensyn«, holder ikke, da fyrværkeri affyres langt inden årsskiftet. Ofte ulovligt helt uforudsigeligt affyres fyrværkeri i hele december.

Det betyder, at dyreejere ikke kan beskytte deres dyr mod pludselige brag midt om natten, i haven eller på gåturen. De vilde dyr er overladt til deres egen frygt. Det er dyrene, som betaler prisen for traditionen for menneskelig underholdning.

Et forbud mod fyrværkeri er ikke et forbud med fest og fejring, tværtimod bør vi nytænke nytårstraditionen og finde former for fejring, som ikke skader dyr – for eksempel med alternative lysoplevelser.

I Holland har man indført forbud mod privat fyrværkeri blandt andet af hensyn til sikkerhed, sundhed og dyrevelfærd. Erfaringerne viser, at et moderne samfund godt kan markere højtider uden at udsætte dyr – og også mennesker – for unødig lidelse. Det bør vi lade os inspirere af.

I Danmark har vi en dyrevelfærdslov, som skal beskytte dyr mod unødig smerte, lidelse og angst, men når vi år efter år accepterer en praksis, som dokumenteret påfører dyr alvorlig stress og skader, er det svært at se, at loven overholdes.

Vi er stolte i Danmark over vores dyrevelfærd, så må vi som samfund også tage konsekvensen og handle derefter.

Et forbud mod privat fyrværkeri vil være en vigtig og nødvendig konsekvens.

Lise Rovsing, dyrlæge, Hellerup

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk