Da jeg startede i skole efter børnehave, startede jeg i børnehaveklasse. Ordet mindede mig om min børnehave. Det virkede trygt og stadig hyggeligt. Som et sted, hvor jeg nok stadig måtte lege.
Da min søn startede i skole, startede han i 0. klasse. Det lød som noget, der var langt væk fra den hyggelige og trygge børnehave. Som en del af skolen med lektier og niveauinddelinger.
Men er det ikke bare ord? Måske. Men som lokalpolitiker mener jeg, nok ikke overraskende, at ord betyder meget. Og hvis betegnelsen på skolestarten kan være med til at gøre skolestarten tryg, hyggelig, uden præstationsangst og med mindre mistrivsel, så betyder ord noget.
I Københavns Kommune har man allerede besluttet at ændre skolestartbetegnelsen fra 0. klasse til børnehaveklasse. Ønsket er at sende et signal om, hvad formålet er med det første år i skolen. At børnehaveklassen skal være et overgangsår fra børnehave til skole, hvor børnene skal tilegne sig de sociale koder og kompetencer, det kræver at gå i skole.
Og jeg er enig i, at det har betydning, hvad vi kalder børnenes første skoleår i forhold til forældrenes, politikernes og samfundets forventninger til, hvad det år skal indeholde, og hvad børnene skal kunne. Og i en tid med stigende mistrivsel blandt børn, er det vigtigere end nogensinde tydeligt at signalere.
For det er som med plejecenter vs. plejehjem. Jeg ved godt, hvor jeg helst selv vil bo. Det er derfor vigtigt, at vi endelig italesætter ordlyden, ønskerne for og betydningen af børnehaveklassen vs. 0. klasse. For børnenes skyld.
Heidi Boss Nyby, Byrådsmedlem (K), Fredensborg Kommune
Generationer og forandring
Kære Andreas Gylling Æbelø,
Du har helt ret i din kommentar 9. juni: Min generation (boomer-generationen) er ikke imod forandring.
Vi vil meget gerne deltage i tidens debatter, for, som du skriver, så har vi oplevet meget – enten som aktive deltagere eller som beskuere til 68-oprøret, dyrkelsen af Mao og Stalin (tilsammen direkte/indirekte skyld i cirka 100 millioners menneskers død), Vietnamkrigen, punkkulturen, yuppies, nedslagtningen på Den Himmelske Freds Plads, Østblokkens opløsning med mere.
Livet har så også lært os, at vi skal møde alle med respektfuld nysgerrighed, for kun derigennem fås udbytterige samtaler og læring.
Den dag Generation Z og Alpha indser dette, så tror jeg, at boomer-generationen oftere end i dag vil deltage i tidens debatter.
Men indtil da kan det godt være, at vi gemmer os i vores pensionisttilværelse.
Allan Andersen, Gilleleje
Nej til aktiv dødshjælp
Statsminister Mette Frederiksen har på Folkemødet i Allinge i år åbnet en debat om aktiv dødshjælp for at sikre den syge »værdighed i den sidste tid i livet«. Mærkeligt nok mener Frederiksen ikke, at meningsmålinger eller eksperter skal afgøre dette. Hvad er der i vejen med at undersøge, hvad befolkningen mener, eller at lytte til mennesker med viden om dette vanskelige emne?
Det bør mane til eftertanke, at der er betydelig modstand mod aktiv dødshjælp blandt læger. Måske fordi læger har en større praktisk indsigt i problemerne – ikke mindst læger involveret i lindrende pleje og omsorg også kaldet palliativ behandling. Her møder man den holdning, at aktiv dødshjælp i dag slet ikke er nødvendig.
Derudover er der stor bekymring for, om man kan opretholde et tillidsfuldt læge/patientforhold, hvis læger skal bistå ved aflivningen af de syge. Lægens opgave er at lindre, trøste og ikke skade den døende. Derfor er mange læger uvillige til at påtage sig jobbet som bøddel. Skal lægen som en anden Dr. Jekyll/Mr. Hyde det ene øjeblik hjælpe den syge og i det næste øjeblik slå vedkommende ihjel? Modstand finder man tankevækkende nok også i foreninger for handikappede personer.
Aktiv dødshjælp er indført i en række lande, og hvis man ser på, hvordan udviklingen har været der, viser der sig et skræmmende billede. For eksempel respekteres den syges ret til selvbestemmelse langtfra altid. I Belgien og Holland har man aflivet demente og psykisk syge. Derudover diskuteres aflivning af børn. Det også bekymrende, at antallet af personer, der aflives, øges med tiden
Vi kan enes om, at vi ønsker den syge en værdig død. Det skal vi gøre ved at sikre den syge smertelindring og kærlig omsorg – og ved at støtte de pårørende, ikke ved at aflive den syge.
Elisabeth Bock, professor emerita, Charlottenlund
