Forestil dig, at klokken ringer 06.00. Du og din partner skal på arbejde. I har et eller to børn, og hverdagen er nøje timet for at hænge sammen.
Kl. 07.00 SKAL bilen være væk fra den parkeringsplads, I holder på lige nedenfor jeres lejlighed, for her har Københavns Kommune besluttet, at erhvervskøretøjer på gule nummerplader har fortrinsret fra 07.00 til 17.00.
Resultat? Ungerne bliver afleveret som nogle af de første i institutionen, ofte lige efter kl. 07.00, for at nå at flytte bilen. Når én af jer så vender hjem fra arbejde i bil, kan det tage op til 45 minutter at finde en ledig p-plads i nærområdet.
Er man så heldig at hente børnene tidligt, hjælper det ikke – for pladserne er stadig reserveret frem til 17.00.
De få andre pladser i området er stort set altid optaget, og så ender man i et kommunalt p-hus, finansieret for 160 millioner kroner over fire år, men placeret 800 meter til 1,4 km fra hjemmet.
Samtidig er gaderne hjemme tomme – hvor der før holdt biler, står nu ingenting. Ikke fordi pladsen bruges til noget andet, men fordi visse politikere ikke kan lide synet af biler.
For mange familier er bilen ikke et luksusgode, men et nødvendigt værktøj for at få hverdagen til at hænge sammen – især hvis man arbejder uden for byen eller på steder, som den kollektive transport ikke kan dække effektivt eller tidsmæssigt forsvarligt.
Det gælder også for seniorer, handicappede og kunder, der ønsker at handle og støtte byens erhvervsliv.
Derfor skal vi have rullet reglerne tilbage, så vi får livskvaliteten tilbage – ikke kun for børnefamilier, men for alle, der bidrager til byens liv. Det er vigtigt, at vi, der ikke kan undvære bilen – eller som tænker på butikkernes kunder – står sammen og kæmper for at ændre tingene.
Prøv at mærke efter kan du sætte dig ind i den situation, der beskrives – for det kan politikerne ikke!
Henrik Busch, formand for Foreningen Ja Tak Til Parkering
Miljø og klima
Hvis du virkelig vil bidrage til miljø- og klimaforbedring og mener det af hele dit hjerte, følg mit eksempel:
Saml affald op i naturen eller i byen, hvor du bor. Det pynter gevaldigt.
Ilsemarie Dam, Kokkedal
En dag stjålet fra døden
»Ved et godt bord, med gode mennesker, stjæler vi en dag fra døden,« skrev Søren Jacobsen Damm i en leder i Berlingske. Ordene ramte mig.
Min mor døde for en del år siden – lige så let, som hendes sind var. Hun var et socialt menneske, der helt op i 90erne stadig fik nye venner. Tidligere elskede hun at have gæster til middag, men efterhånden som kræfterne svandt, blev det sjældnere. Til sidst blev det mest til kaffe og blødt brød.
Jeg tænkte, at der måtte være mange andre, der havde det på samme måde. Derfor tog jeg – sammen med gode mennesker – initiativ til MIN KOK.
MIN KOK er et frivilligt initiativ, hvor ældre frivillige – »gode husmødre« – tilbereder og serverer en gæstemiddag for op til otte personer hos borgere over 75 år og fysisk handicappede i deres eget hjem.
Formålet er at modvirke ensomhed, styrke lokale fællesskaber og skabe nye relationer på tværs af alder og baggrund.
Inden middagen besøges værten af to frivillige kokke, som sammen med værten planlægger menuen. På selve dagen møder de op med dele af maden forberedt hjemmefra, tilbereder resten, anretter, serverer – og forlader køkkenet blankt og skinnende. Indtil nu har vi gennemført omkring 50 middage.
Hemmeligheden bag MIN KOK er måske, at det ikke er et projekt om ensomhed men om fællesskab. Middagen har værdi i sig selv. Den skal ikke måles eller dokumenteres. Den er en form for kultur – en måde at være menneske på.
Måske står vi over for en ny forståelse af velfærd.
Velfærd kan ikke længere blot leveres fra systemet til borgeren – den må skabes mellem mennesker.
MIN KOK viser, at ældre borgere ikke kun er modtagere, men aktive medskabere af liv og fællesskab.
At spise sammen handler ikke bare om mad.
Det handler om at genskabe noget, vi alle længes efter:
At høre til.
At blive set.
At have nogen at dele hverdagen med.
Det er små måltider men store fællesskaber.
Og måske er det netop dér, velfærden begynder:
Ved et bord, med gode mennesker – og en dag stjålet fra døden.
Ove Lund, initiativtager til MIN KOK, Charlottenlund
Kinesiske busser
Berlingske har bragt en række artikler omkring kinesiske busser, der »kan stoppes fra Kina«.
Det er formentlig helt rigtigt, at det kan de. Ligesom stort set alle de nye elbiler, der købes i stride strømme i disse tider, vores nye fladskærme, it-routeren derhjemme, vores mobiltelefoner, vores laptops, vores kampfly osv., osv.
Nogle gange er det Xi, den store stygge ulv fra Kina, der kan gøre det, andre gange er det Trump eller nogle af de amerikanske techvirksomheder eller fladskærmsfabrikken i Korea.
Softwarestyrede produkter bliver der flere og flere af, så i stedet for at gøre dette faktum til et skræmmebillede på et forståelsesniveau så lavt, at det næsten gør ondt på folk med lidt indsigt i disse ting, burde Berlingske spørge de relevante driftsorganisationer, der bruger disse produkter, hvordan de tester ny software og beslutter at sætte det i drift.
Det er ikke spor anderledes end drift af software til NETS, Danske Banks systemer eller Skats systemer. Der skal være en kompetent driftsorganisation, der har forstået, hvad der foregår og som har definerede procedurer for softwareopgradering.
At uforstående politikere forsøger, at gøre dette til en politisk varm kartoffel bidrager ærlig talt ikke til vores fælles sikkerhed – tværtimod.
Morten Sølling, Klampenborg
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
