Bøn fra chefdirigenten

Læserbrev fra chefdirigenten for DR UnderholdningsOrkestret, Adam Fischer.

Jeg har, ligesom de fleste af de berørte, først nu hørt om planerne om at lukke UnderholdningsOrkestret. Lige nu er jeg i en tilstand af chok, jeg kan næsten ikke tro, at det er korrekt, at dette skulle være sandt, og jeg kan heller ikke forestille mig min kunstneriske fremtid uden orkestret. Jeg har samarbejdet med musikerne i 17 år. Det er lykkedes os at udvikle en internationalt enestående og karakteristisk musikalsk stil, der er beundret - og med rette beundret - verden over.

Og netop på det tidspunkt, hvor vores arbejde begynder at bære frugt, hvor orkestret pludselig får invitationer fra vigtige musikcentre over hele verden, lægges det hele i ruiner – det ville jeg have forsvoret var muligt. At ødelægge er let, at opbygge og genvinde den tabte tillid er mange gange sværere. Vi har ikke alle yderligere 17 år til at begynde forfra med det hele. Jeg selv har det i hvert fald ikke.

I de seneste år har jeg gang på gang oplevet et begejstret publikum i København. Jeg bilder mig ind, at vi ind imellem under koncerterne har oplevet øjeblikke, der gør livet værd at leve. Jeg ved, at orkestret koster penge. Men jeg vil gerne tro, at de øjeblikke af lykke, som musikerne i UnderholdningsOrkestret giver sit publikum, er mere værdifulde. Den, der har ører at høre med, vil vide, hvad jeg mener.

Jeg appellerer til alle dem, der har haft glæde af vores koncerter, haft glæde over at opleve Beethoven og Mozart, at tænke over, hvordan orkestret kan reddes.