Bliv hjemme, Mette Frederiksen


Mette Frederiksen vil sikkert være en udmærket generalsekretær for NATO, men der er adskillige, der utvivlsomt kunne klare jobbet mindst lige så godt. Arbejdet går mest ud på at formidle samarbejdet mellem de mange medlemslande, og samarbejde er ikke Frederiksens spidskompetence. Hun er vist mest til topstyring, siges der.
Jamen, vi skal jo være stolte over, at en dansker kan få så fin en international stilling! Hvorfor det? Det er en »ansøgning«, der har været umådelig dyr, og får hun stillingen, er der grund til at frygte, at det hjemlige regeringsprojekt lider skibbrud. Internationalt får Danmark næppe særlig opmærksomhed og goodwill, fordi generalsekretæren kommer fra Aalborg. Bliv venligst hjemme og pas dit arbejde her.
Jørgen Frellsen, Humlebæk
Jeg har igennem mine mange år på diverse arbejdspladser været arg modstander af tøjpolitikker. Signe Bilde Jørgensen, arbejdslivspolitisk chefkonsulent, Lederne, har lige leveret de bedste argumenter længe set for at bevare/indføre dem.
»For (de unge) er arbejdspladsen et sted, hvor de kan være sig selv.« Ja, det skrev hun minsandten! Ved siden af sætningen »For det er gennem tøjet, vi har mulighed for at vise, hvem vi er.«
Hvis jeg sad i banken eller stod hos en slagter, ville jeg ikke have spor behov for at vide, »hvem den unge hen over for mig er«. De bedes, uanset køn, om at påklæde sig, så det ikke tager fokus fra formålet med mit besøg i butikken. Til gengæld må de for min skyld tage lige så behageligt tøj på, som jeg selv bærer, så hvorfor samtlige kvinder på jorden har besluttet, at de alene må gå med sommertøj om sommeren, se, dét kan vi godt tage en snak om, Signe.
Men lad være med at udskamme jakkesæt og kjoler som værende diskriminerende, og lad være med at lade som om, at muslimske tørklæder ikke er et religiøst budskab til omverdenen. Med dine ord viser du, at du ikke er et hak bedre end de forstokkede, gamle konservative mennesker, som du har set dig sur på: Du har holdninger til, hvad andre tager på af tøj, og du dømmer dem på deres valg. Ligesom alle andre.
Hans Jørgen Pedersen, Skovlunde
Eksamensperioden er i gang, og for enden af den venter som altid studenternes vogntur gennem det ganske land. I flere dage præges bybilledet af pyntede lastbiler med bøgegrene, bannere og begejstrede studenter, der fejrer deres hvide huer.
Glad musik fra soundbokse, opmuntrende tilråb og venlige dyt fra forbipasserende biler danner lydtæppet om festlighederne. Studentertiden er for alle os på gymnasierne og mange andre indbegrebet af sommer.
På landsplan kører cirka 1.500 klasser studenterkørsel. Desværre har vi de senere år set flere alvorlige ulykker, hvor berusede og kåde studenter er faldet af vognen under studenterkørslen eller er kommet til skade i forbindelse med af- og påstigning ad de ofte stejle trapper.
Det er unægteligt en sørgelig afslutning på en ellers festlig dag – både for den, der må køres væk i en ambulance, og for resten af klassen, som er vidne til ulykken.
Vi ved godt, at vi som organisationer ikke kan sætte regler for studenterkørslen, som er elevernes helt egen fest. De enkelte klasser booker selv vognen, lægger køreruten og bestemmer (efter vejledning fra chaufføren) reglerne under kørslen.
Men kære studenter: Vi vil indtrængende opfordre jer til at passe på jer selv og hinanden, når I kører vogntur. Hjælp hinanden med at holde igen med alkoholindtaget, husk at drikke godt med vand og lad være med at hænge ud over siden af vognen.
Vi vil også opfordre jeres forældre til at tænke i alternativer til alkohol, når studentervognen holder foran jeres hjem. Studenterne vil ofte være lykkelige for at blive tilbudt en kop kaffe eller en sodavand. Især hvis I ligger sidst på ruten. God fest og pas på hinanden – og tillykke med huen.
Madeleine Steenberg Williams, forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og Henrik Nevers, formand for Danske Gymnasier
Som mangeårig abonnent undrer jeg mig over, hvor den klassiske musik er blevet af i de Berlingske spalter.
Når der i Berlingske omtales en musiker, kan man være sikker på, at det er en udøver af pop, rock, rap eller lignende.
Når der omtales koncerter, festivaler m.m., så er det med sikkerhed rytmisk musik, rock.
Det er synd og skam, når man tænker på, at vi har en mængde meget dygtige, klassisk uddannede musikere, operasangere m.m.
Aldrig (eller meget sjældent) omtales nogle af de mange små og store koncerter, der – også her i sommerperioden – finder sted rundt i hele landet. Vi savner Søren Schauser.
Mogens Olsen, Allerød