Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Billister betaler for meget mere end det, de forurener

»Hvis vi bliver mange nok, som til sin tid køber el- eller brintbiler, så lur mig om den forslugne statskasse ikke sætter afgifterne op også på den type af såkaldt miljøvenlige biler,« skriver Lennart Jønsson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Både Klimarådet og senest nu også El(drup)bilkommissionen har vist, at billister via diverse afgifter, som beløber sig til i alt ca. 50 mia. kr. om året, betaler langt mere end de samfundsmæssige omkostninger, som er forbundet med den miljømæssige belastning fra bilers udledning af CO2. Med andre ord: Den gode stat opkræver som en anden alfons indtægter fra aktiviteter, som den grundlæggende ser med afsky på, men som alligevel på en bekvem måde bidrager til at finansiere hverdagen. Var der nogen der sagde dobbeltmoral?

Begrundelsen for afgifter – herunder bilafgifter – er ønsket om at begrænse efterspørgslen efter et givent, uønsket gode, f.eks. køb og brug af private biler. Så måske vi som bilejere skulle overveje at udskyde købet af ny bil med blot ét år; hermed vil statskassen i et enkelt år komme til at mangle næsten halvdelen af de 50 mia. kr., mens bilforhandlerenes tab vil være begrænset, da deres fortjeneste per ny bil er begrænset. Men det er nok ikke meningen med det hele; vi skal blot vedblive med at betale og samtidig tåle udskamning.

Og hvis vi bliver mange nok, som til sin tid køber el- eller brintbiler, så lur mig om den forslugne statskasse ikke sætter afgifterne op også på den type af såkaldt miljøvenlige biler. I øvrigt er det sjældent, man i den herskende eufori hører om, at el-biler, især batterierne, fremstilles på en ikke særlig miljøvenlig facon. Var der nogen, der igen sagde dobbeltmoral?

Lennart Jønsson, Hellerup

Tabte ungdomsår

Smittetallene stiger nu markant blandt de unge, der ifølge Berlingske fester som om, at covid-19 ikke var her. På en landsdækkende tv-kanal forklarer en ung nystartet studerende, at hun lige er flyttet til København og går til alle de sociale sammenkomster, hun kan slippe afsted med for at få en masse nye venner: »Ellers får jeg jo fem meget mærkelige år på mit studie!«.

Tja, mon ikke ungdommen under krigsårene 1940-45 oplevede fem meget mærkelige år? Men flere unge af den generation evnede tankevækkende nok at se ud over egen næsetip og satte livet på spil i modstandsbevægelsen i kampen for noget større, nemlig alle danskernes frihed.

Heldigt for os, at disse unge ikke tilhørte den behovsstyrede og selvoptagede curlinggeneration af i dag – for så havde tyske flag nok vajet i kongeriget Danmark!

Josephine Schnohr, København

Åndsfrihed har grænser

I DR-programmet Deadline tirsdag aften blev forfatterne til bogen »At være demokrat er ikke at være bange« interviewet om spørgsmålet om, hvorvidt Grundtvigs åndsfrihed er under pres.

Diskussionen er evigt relevant, men også i bogens tilfælde forsimplet.

Forfatterne tegner et billede af lovgivning som åndsfrihedens fjende, men her bliver der draget en desillusioneret sammenhæng mellem en statslig, magtudøvende instans og så et teologisk-filosofisk grundvilkår. For der er forskel på at sige, at eksempelvis islam ikke må fylde for meget i det offentlige rum og så, at religionsfriheden skal afskaffes. Og tankepoliti er mig bekendt ingens politik.

Man kunne ydermere erfare, at bogen konkluderer, at demokratiet og den frie politiske samtale blev udfordret tilbage i efterkrigstiden, hvor man diskuterede, om nazistpartiet skulle forbydes. At en nazist skulle nyde stor demokratisk frihed, da det appellerer til Grundtvigs åndsfrihedsidé er den totale absurditet. For en kendsgerning må være, at menneskeheden som samlet fænomen bliver klogere og dermed konstant videreudvikler sit empatiske potentiale og erfaringer ud fra historiens fejltrin. Derfor bør den aktive lovgivning udtrykke, at ikke alle synspunkter kan beskyttes.

Kristian Marstal, København

Lene Funch er i rigtig godt selskab

Jeg synes, at Lene Funch fortjener at få at vide, at hun med sit indlæg 6. september her i Berlingske befinder sig i rigtig godt selskab.

En række amerikanske kommentatorer af traditionel republikansk observans har rykket sig mod midten gennem det seneste års tid og anbefaler nu, at alle bør stemme på Joe Biden/Kamela Harris.

Det drejer sig bl.a. om George Will, David Brooks, Mona Charen, Michael Gerson, Katherine Parker. Der er ikke små fisk i det store kommentariat, det drejer sig om. De er alle tænksomme og vel respekterede intellektuelle med omfattende litterær produktion bag sig, og de har alle til fælles en rædsel for, hvad »four more years« kan bringe med sig af ulykker for USA og for verden som helhed.

Af deres klummer står det klart, at de er mennesker, for hvem etik, moral, empati spiller en væsentlig rolle i deres liv og i deres arbejde.

Det er ikke noget dårligt selskab at være i, Lene Funch.

Martin Kofod, Jupiter, Florida, USA