Kære Cecilie Flensborg. Det kunne næsten være mig, der havde skrevet din kommentar i Berlingske 9. august. 

Jeg har været licenscyklerytter i 1970erne og 1980erne. Mine universitetsstudier og senere arbejde stoppede mig, men jeg fortsatte med at cykletræne og træner stadig 50-80 km hver anden dag.

I disse mange år har jeg, foruden ændringerne i kulturlandskabet, mærket en støt stigende hensynsløshed og aggressivitet hos stadigt flere danske bilister, og jeg fornemmer tydeligt, at et flertal af bilisterne især hader alle os, der er uniformeret i »lycra«. 

Noget af årsagen er desværre, at alt for mange cykelryttere og -motionister lader hånt om færdselsregler og hensynet til andre trafikanter. Dermed oplever alle vi fredelige, men uniformerede motionister bilisternes fordomme og en klar stigmatisering; ja, et rent had, der for mit vedkommende de to seneste år har resulteret i to bevidste forsøg fra bilisters side på at køre mig ned, hvilket desværre – ikke for bilisten, men for mig – lykkedes i det ene tilfælde.

Også jeg oplever konstante overhalinger, der kun levner mig få centimeters afstand til den overhalende bilist med fare for at blive ramt. Tænk, hvis bilisten endog kører med en anhænger, der er bredere end bilen! Jeg tør ikke tænke på konsekvenserne. 

Cykelstierne benytter bilisterne gladeligt til parkering, så cyklisterne konstant må ud på vejbanen, hvor vi straks chikaneres af rethaveriske bilister. 

Når jeg i medierne ytrer mig i debatten om den danske trafikkultur, får jeg en strøm af hadytringer mod os forbandede cyklister, der synes at være det største problem i trafikken: »man hører os ikke«; »vi cykler alt for hurtigt«, »vi kører over for rødt«, og »vi kører ved siden af hinanden«. Det er så sandelig ikke bilerne, der er problemet!

Men glem alt om, at problemet kan løses, for hertil er danskerne et alt for rethaverisk og egoistisk folkefærd (det gælder således alle trafikanter). 

Og tro mig; det vil kun blive værre og værre. 

Jeg ser kun to muligheder – i hvert fald for mig: enten at droppe landevejscyklingen og ty til skovvejene (der er ganske vist flere og flere »gravel-cykelryttere« der flygter hertil), eller flytte til Tyskland, Sverige, Spanien, Thailand og utvivlsomt mange andre lande, hvor bilisterne respekterer cyklister.

Lars Bjørn Madsen, Helsingør