I øjeblikket overvejer undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) at nedlægge 10. klasse. Han synes tilsyneladende, at det er et unødvendigt år.
Jeg ved, hvad det vil sige at gå i 10. klasse. Som lærer ved jeg, hvad der sker med de unge mennesker i 10. klasse, og hvorfor de vælger netop dette frivillige skoleår til.
Og mine lange og mange erfaringer siger mig, at 10. klasse er et af de vigtigste år for mange af de unge.
40.000 unge vælger hvert år at gå i 10. klasse. Fordi de har lyst, fordi de har brug for det, fordi de kan, fordi de ellers kommer til at mangle noget, inden de kan komme videre.
De vælger det for personlig og social udvikling, for at blive mere modne og få mere selvtillid, for at afklare deres fremtidsvalg og have bedre muligheder for at gennemføre den ungdomsuddannelse, de brænder for.
At 10. klasse er et frivilligt skoleår, fjerner noget af presset fra de unge. Der er ikke så mange obligatoriske fag som i 9. klasse, så der er større mulighed for, at de unge kan vælge et tiende skoleår, der passer netop til dem og deres udfordringer, lyst og evner. De får mulighed for at fordybe sig i det, de netop har brug for. Det kan være med til at forhindre skoletræthed – eller som mine egne elever siger – skolemæthed.
40.000 unge kan ikke tage fejl – lad dem også i fremtiden få plads til at udvikle sig i forskellige tempi.
At bevare 10. klasse er ikke blot et spørgsmål om uddannelse. Det handler om at sikre, at de unge har de bedste muligheder for personlig udvikling og fremtidig succes. 10. klasse skal fortsat være at finde i mangfoldige tilbud fordelt over hele landet og i alle kommuner.
Rikke Josiasen, næstformand i Frie Skolers Lærerforening
Skandaløs udenrigsminister
Måske statsministeren burde finde en ny udenrigsminister, som har lidt større respekt for skatteborgernes midler end den nuværende?
At bruge over en million kroner mere på en flyrejse end nødvendigt, blot fordi man ønsker at deltage i et for skatteborgerne helt uvedkommende partimøde, er en helt uhørt skandale og burde medføre omgående sanktion mod udenrigsministeren i form af afskedigelse.
Mon ikke det møde kunne være flyttet til et andet tidspunkt eller have været afholdt uden hr. Løkkes medvirken?
Niels B. Larsen, Randers
Københavnsk nødhjælp
Ikke alene er et flertal i Københavns Borgerrepræsentation kraftigt på vej til at vedtage en Palæstinas Plads på Nørrebro, men nu kan vi med rimelig stor sikkerhed forvente, at der om kort tid ligeledes vil være flertal for Enhedslistens oprindelige forslag om, at København »bevilger en million kroner i nødhjælp til ofrene i Gaza«. Det bliver en konsekvens af, at Ankestyrelsen har sagt ja til, at man gerne må give penge til humanitær nødhjælp.
Hvordan så med ofrene i Israel? Jeg tænker specifikt på humanitær nødhjælp til støtte for de værst medtagne ofre, eksempelvis i relation til gidseltagningen, herunder misbrugte og bortførte kvinder, børn, unge og ældre.
Da jeg for et halvt år siden stillede forslag om en million kroner til disse jødiske ofre, var det kun Alternativet som bakkede DFs forslag op om, at humanitær nødhjælp burde gives til begge krigens parter. Dengang stemte Enhedslisten, Socialdemokratiet, De Konservative, Radikale Venstre, SF og Liberal Alliance imod.
Partiet Venstre undlod at stemme.
Når Enhedslisten formentlig snart stiller sit Gaza-forslag igen, vil jeg også stille DFs forslag om, at man ikke kun yder støtte til Gaza, men også til Israels ofre. Hvis et flertal af politikere kun vil give nødhjælp til palæstinensiske ofre, bekræfter det jo bare, at der rent faktisk er tale om udenrigspolitik. Og det må man ikke for Ankestyrelsen.
Jeg opfordrer københavnske borgere til at følge denne sag. Efter min mening er det en skamplet, hvis København ikke forstår, at humanitær nødhjælp ikke skal være baseret på, hvem man holder med, men på hvem der har behov for hjælp.
Finn Rudaizky, medlem af Københavns Borgerrepræsentation (DF)
