Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Besynderlig opfattelse for en historiker

»Skal de store have lov at tryne de små? Ja, det mener Thorkild Kjærgaard tilsyneladende er helt rimeligt. Ukraine kan bare slutte krigen ved at lægge sig flat ned og overgive sig. Så vil der ikke være flere russiske og ukrainske soldater, der bliver slået ihjel!« skriver Lulu Tøpholm. Her ses ligposer og halvt begravede lig i en åben massegrav i Kyiv-forstaden Butja, efter at den er blevet befriet fra russiske styrker. . Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en højst besynderlig opfattelse, historiker Thorkild Kjærgaard lægger for dagen i Troels Heegers interview med ham 13. januar. Man forledes næsten til at se en ekstra gang på datoen: Det skulle vel ikke være 1. april?

Men nej, denne åbenbart højt estimerede dr.phil., tidligere museumsinspektør og -direktør mener åbenbart, at udsagnet »den stærkeres ret« stadig bør gælde internationalt i dag.

Det er selvfølgelig en mening, der deles af Vladimir Putin og Xi Jinping, men som vi da har forladt – og prøver at lægge bag os – i den såkaldt vestlige del af verden.

Skal de store have lov at tryne de små? Ja, det mener Thorkild Kjærgaard tilsyneladende er helt rimeligt. Ukraine kan bare slutte krigen ved at lægge sig flat ned og overgive sig. Så vil der ikke være flere russiske og ukrainske soldater, der bliver slået ihjel!

Nej, måske ikke – skønt man kan have sin tvivl om, hvad der derefter ville ske med den ukrainske befolkning. Men hvordan vil deres liv så blive? Det har ukrainerne set i øjnene, og det er derfor de kæmper – og risikerer at dø!

Heldigvis tror jeg ikke, Thorkild Kjærgaards synspunkt deles af mange – undtagen naturligvis af russerne! Til gengæld vil jeg give topkarakter til Pierre Collignons leder 19. januar.

Ligesom jeg faktisk væmmedes ved hvert ord hos Thorkild Kjærgaard, sad jeg nærmest og klappede i mine små hænder over Pierre Collignon. Det var så rigtigt, alt hvad han skrev – det burde i grunden sendes til samtlige forsvarsministre, som lige nu er samlet og tøver med deres hjælp til Ukraine! Den eneste fejl er, at den burde være skrevet for lang tid siden.

Forleden læste jeg, at EU vedtager sin niende sanktionspakke. Den niende! Hvorfor vedtog man ikke alt det, der har været i de ni, i den første? Hvor meget mere er der, vi kan sanktionere? Intet under, hvis Putin griner højt og hånligt over Europa. Han forstår jo kun ét sprog: Magt!

Med venlig hilsen og kæmpestore klapsalver til Pierre Collignon.

Lulu Tøpholm, Holte

Store bededag kan overleve

En lov om afskaffelse af store bededag gælder ikke for Grønland og Færøerne. Dette burde medføre, at de fire nordatlantiske medlemmer ikke stemmer om lovforslaget.

Dermed kan regeringen komme i mindretal med kun 87 mandater, hvis den samlede opposition på 88 mandater stemmer imod.

Det undrer mig, at denne situation ikke har været diskuteret i den ellers ophedede debat. De ni oppositionspartier fandt jo sammen om en fælleserklæring om forsvarsforliget.

Sven Qvist, Jyllinge

Bla-bla-bla-rød

Enhedslistens miljø- og teknikborgmester, Line Barfoed, må gøre op med sig selv, om hun er bla-bla-bla-rød eller klimaansvarlig-grøn. Enhedslistens kommunistiske politik stikker i hvert fald langt over vandlinjen i udtalelsen:

»Det er meget vildt, at der kommer en privat virksomhed og vil have en linjeføring og metrostation til deres virksomhed. Det må være de store samfundsmæssige hensyn, der skal være afgørende for, hvordan vi placerer infrastrukturen i København og ikke hvem, der kan betale mest,« siger hun, mens alle klimahensyn igen henvises den del af isbjerget, man ikke kan se.

Ja, Line Barfoed; men de samfundsmæssige hensyn er, at vi skal have mere metro og mindre bilisme. Linjerne skal lægges mellem der, hvor folk bor og der, hvor de arbejder, bruger kultur, lever livet.

Man har allerede ødelagt åndehullerne i byen, udslettet dyrearter og udryddet snart sagt den sidste rest af vildnis og natur indenfor bygrænsen for at finansiere stål, beton, energiforbrug, støj og de første metrolinjer. Lad os endelig fortsætte ad dén sti og afvise penge fra dem, der rent faktisk har dem, kan skabe dem, og som kerer sig om det samfund, de virker i.

For Enhedslisten gør ikke. Tydeligvis. De hader bare. Mens jorden går under og skibet ned, omgivet af isbjerge.

Hans Jørgen Pedersen, Skovlunde