Flere penge løser ikke sundhedsvæsenets problemer. Det gør i stedet flere private aktører. Sådan lød budskabet i Berlingskes leder 8. januar.

Tag ikke fejl. Vi ser private tilbud som et vigtigt bidrag til sundhedsvæsenet. Mange gigtpatienter, der skal have nyt knæ eller ny hofte, gør brug af det udvidede frie sygehusvalg, der giver adgang til privathospitaler. Men Berlingske begår alligevel to fejl i sin analyse.

For det første at falde i samme fælde, som man anklager andre for: Kun at pege på ét værktøj, som kan fikse et presset sundhedsvæsen. Der skal naturligvis flere ting til.

For det andet netop kun at have fokus på værktøjet: Flere private aktører. Andre peger på antallet af regioner, omfanget af sundhedsklynger eller styringen af lægerne i almen praksis.

Det er prisværdigt, at så mange kommer med bud på, hvordan vi kan indrette fremtidens sundhedsvæsen bedre i fremtiden. Men det er alligevel, som om patienterne drukner i debatten om strukturer, organisering og processer.

Burde vi ikke starte med, hvad der er målet for vores sundhedsvæsen? Hvad er vigtigst for patienterne?

I Gigtforeningen ved vi, hvad der er vigtigt for patienterne. Det er korte ventetider, tilgængelige sundhedstilbud og oplevelsen af at være velbehandlet. Det er, at der er sammenhæng for patienterne i deres forløb, når behandlingen går på tværs af specialer og sektorer. Og det er, at der er tid til dig som patient. Tid til omsorg, tryghed og en god relation til de sundhedsprofessionelle.

Det er kvalitet for patienterne. Det burde vi sætte som målsætning. Og det burde vi styre og måle sundhedsvæsenet efter i fremtiden.

Berlingskes tantekys til sundhedsvæsenet er derfor for lidt. Der skal tungere ting til.

Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen