Velfærdsstaten gør ikke studerende til klienter

I Berlingskes leder 3. august tilkendegiver Ole P. Kristensen en utilfredshed og undren over, at flere og flere studerende får specialpædagogisk støtte (SPS). Han mener, at det ikke bare giver anledning til eftertanke, men også handling.

Måske Ole P. Kristensen alligevel skulle give SPS en yderligere eftertanke, før der skal handles.

SPS gives til studerende med en funktionsnedsættelse eller tilsvarende svære vanskeligheder i en sådan grad, at den studerende har behov for støtte for at kunne gennemføre uddannelsen.

En funktionsnedsættelse kan eksempelvis være adhd eller autisme. Antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser er steget over de seneste ti år, mens antallet af studerende på de videregående uddannelser har været faldende, som Ole P. Kristensen også skriver.

Det betyder, at studerende med diagnoser udgør en større del af den samlede studentergruppe i dag. De har måske altid været der, men ikke blevet opsporet – det ved vi ikke. Nu har de imidlertid mulighed for støtte i form af SPS.

SPS har ikke til formål at forbedre den studerendes faglige niveau eller forudsætninger, men at kompensere for de barrierer, som funktionsnedsættelsen skaber i uddannelsessituationen.

Det kan eksempelvis være støtte til at strukturere pensum og læsning. Når vi som samfund har anerkendt, at mennesker med handicap har krav på rimelig kompensation og lige adgang til uddannelse, blandt andet ved at tilslutte os Handicapkonventionen, er det vanskeligt principielt at argumentere for, at disse rettigheder kun skal gælde for visse typer handicap eller personer med handicap.

SPS kan ikke i sig selv sikre, at alle studerende gennemfører en uddannelse. Ordningen har alene til formål at kompensere for de barrierer, som følger af den studerendes funktionsnedsættelse.

Hvis Ole P. Kristensen mener, at SPS bør begrænses, bør han også fortælle, hvilke studerende med handicap, han mener, skal undvære den nødvendige kompensation. Ved at tildele SPS omdanner velfærdsstaten ikke studerende til klienter.

Tværtimod giver ordningen mennesker med handicap mulighed for at uddanne sig på lige fod med andre og bidrage som skatteborgere til det fællesskab, der finansierer velfærdsstaten.

Martine Stagelund Hvidt, cand.jur. og SPS-fagstøtte

Bravo, Morten Messerschmidt

Du viser en prorussisk, anti-NATO-politiker rundt i Christiansborgs hellige haller. Poserer hjerteligt med ham som en god, gammel ven. Du hævder aldrig at have mødt manden, men tjekker samtidig ikke hans baggrund. Alt optaget i video.

Hvordan kan du være så skarp i retorikken og samtidig optræde så naivt, nærmere dumt? Det bringer mindelser frem om din optræden ved Trumps valgkamp i Mar-al-Lago i 2024. Pinligt for Danmark, for dig og dit parti.

Bente Sarroe, København

Fibromyalgi

Det var med stor interesse, at jeg læste Berlingskes artikel, hvori man fastslår, at fibromyalgi er en fysisk smertesygdom med udspring i centralnervesystemet. Endelig er der lys forude.

Jeg har levet med fibromyalgi i mere end 40 år og kender alt til den mistro og fordømmelse, som min patientgruppe har ligget under for igennem mange år. Fibromyalgi er igennem flere år blevet kaldt for en »skraldespandsdiagnose«.

I en årrække fik jeg kendskab til, hvor store menneskelige konsekvenser det kan have, når man bliver kastebold i et system med manglende viden og skepsis. Jeg kender til mennesker, der blev spærret inde på en lukket psykiatrisk afdeling og andre alvorlige skæbner.

Personligt har jeg mistet job, social status og hørt på sårende bemærkninger som: »De er myosetypen lille fru Møllehave, kan De ikke holde op med at arbejde, kan Deres mand ikke ernære Dem?«, og så fik jeg et skud binyrebarkhormon. Eller: »Tænk på noget andet, så har du nok ingen smerter.«

Jeg nåede at konsultere 16 speciallæger, inden jeg fik diagnosen fibromyalgi i 1991. I en årrække hed det sig, at vi var kvinder »med ondt i livet«. Titlen på en bog, som udkom i 2001, var: »Ondt i livet – Kvinder og de nye sygdomme«. Den bragte mange fibromyalgiramte ud i økonomisk ruin, da den blev brugt af jobcentrene. Og der er også mænd, som får sygdommen.

I en lang årrække har mange fået diagnosen funktionel lidelse og er blevet tilbudt nytteløs behandling som eksempelvis kognitiv terapi, ofte med forværring af sygdommen.

Det vil glæde mig, at Berlingske vil sætte fokus på funktionelle lidelser. WHO anerkender fibromyalgi og klassificerer den med egne diagnosekoder for at sikre, at sundhedsvæsnet tager tilstanden alvorligt som en reel fysisk sygdom.

Med den nye internationale forskning bør alle fordomme og bedrevidenhed stoppe. Danmark, kom ind i kampen nu!

Inge Møllehave, Kirke Saaby

Spiller hasard med EUs sikkerhed

Undertegnede mener, at Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, spiller hasard med EUs sikkerhed og stabilitet, når han tillader, at 70.000 illegale migranter fra Marokko frit kan »rejse« til den spanske eksklave Ceuta.

Hvis EU, herunder Spanien, ikke gør mere for at dæmme op for illegale migranter, så kan vi i værste fald ende i en regulær borgerkrig i et eller flere EU-lande inden for de næste ti år.

Sidst, men ikke mindst, bør EU have en fast og fair migrationspolitik, som giver asyl og opholdstilladelse til personer, som flygter fra undertrykkelse og forfølgelse i deres hjemlande – som eksempelvis kristne arabere, kurdere samt iranske kvinder, men ikke ortodokse muslimer samt illegale migranter.

Jacob Vest, København

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk