Jeg har begået en fejl. Jeg kom på Facebook til at skrive, at alle landets kommuner skulle spare. Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Da mediet TjekDet gjorde opmærksom på fejlen, rettede jeg derfor også mit opslag.
Sandheden var ifølge TjekDets undersøgelse, at tre ud af fire af landets kommuner skal spare og dermed ikke »alle«. Helt fair. En fejl skal rettes, men pointen om mange besparelser står dog stadig ved magt.
Eller det tænkte jeg i hvert fald, indtil jeg læste lederen her i avisen 12. september.
I lederen kalder skribent Ole P. Kristensen landets borgmestre for »klynkende« og deres »klagesang« for »dybt utroværdig«. Det er nok at skrue lige lovligt højt op for retorikken, men lad os prøve at se bort fra det og i stedet forholde os til hans påstande.
Kristensen mener, at beklagelser over besparelser rimer dårligt med, at det offentlige forbrug næste år stiger med 2,1 procent i faste priser. Det kan jo lyde overbevisende, for så skal man vel ikke spare?
Men påstanden er misvisende af flere årsager.
For det første er den helt store udeladelse i lederen det demografiske træk. Noget snart alle har hørt om, men som åbenbart fint kan udelades på lederpladsen i Berlingske. Der kommer flere børn og ældre, og det betyder flere udgifter til blandt andet pasning og pleje. Så selv når der kommer flere penge, er det ikke ensbetydende med bedre velfærd.
For det andet er påstanden baseret på et vildt upræcist tal. Udviklingen i det offentlige forbrug udgøres jo ikke alene af kommunerne, men også af udgifter i regioner og stat, hvad end vi snakker kræftpakker eller penge til Forsvaret.
For det tredje står kommunerne med et ekstraordinært udgiftspres i disse år. Sidste år mistede kommunerne ifølge Kommunernes Landsforening 1,9 milliarder kroner som følge af den høje inflation. Vi ser, at flere børn og voksne har brug for ekstra støtte. Og dertil kommer, at der flere steder stadig er en ekstra indsats i forhold til modtagelsen af ukrainske flygtninge.
Så vil Berlingske forstå lidt mere af kommunernes »klynk«, så er der jo heldigvis rig mulighed for at sætte sig lidt bedre ind i den kommunale økonomi.
Sigurd Agersnap, MF (SF)