I den seneste uge har debatten om kagepersonen fra Lagkagehuset skiftet karakter. Fra at handle om selve kagepersonen har samtalen skiftet fokus til de omstændigheder, der skabte historien, og de reaktioner, den affødte.

Således har blandt andre Rulle Grabow påpeget historiens papirtynde grundlag. Hvordan det var Berlingske selv, der opsøgte historien, hvordan Lagkagehuset endnu ikke har foretaget nogle ændringer, og hvordan en bevægelse af såkaldt krænkelsesparate woke-aktivister og LGBT+personer blev udpeget som skyldige og lagt for had, selvom ingen af disse nogensinde havde udtrykt ønske om dette.

Nu har Berlingskes kulturredaktør, Nathalie Ostrynski, valgt at kommentere hændelsesforløbet. Ifølge Ostrynski er problemet dog ikke pressen selv, men tværtimod de læsere, der ikke nærlæser artikler, og især de politikere og meningsdannere, der offentligt lufter deres dårligt oplyste holdninger.

Pointen om, at flere burde læse artikler til ende og ikke basere deres holdninger på overskrifter, er fin nok. Det er mange næppe uenige i. Problemet er bare, at det på behændig vis flytter fokus fra mediernes eget ansvar.

Hvis ikke Berlingskes kulturredaktør er bevidst om, hvordan deres indhold fungerer på sociale medier, vidner det om et mediekendskab på bundskraberniveau. Og når Nathalie Ostrynski vælger kun at fokusere på reaktionerne på historien, så negligeres pressens del af ansvaret.

»Som om vi har parkeret os selv i et mentalt mørklagt war room med ondsindede tanker om kun at bedrive kliklysten aktivisme, der tjener til at tryne identitetspolitiske bevægelser i samfundet,« skriver kulturredaktøren til forsvar.

Men hvorfor skulle det scenario være utænkeligt, når der i skrivende stund findes 14 (!) artikler på Berlingske.dk, der omtaler Lagkagehusets kageperson, sammen med den række af artikler, kommentarer og ledere, Berlingske for nylig har bragt, der retter kritik mod den såkaldte woke-bevægelse og LGBT+miljøet? Om avisens valg og fravalg er ondsindede eller bare naive, gør ingen forskel.

Hvis Berlingske ikke kan genkende sig selv i at bidrage til en ensidig og overvejende negativ fremstilling af identitetspolitiske strømninger i samfundet og de konsekvenser, den slags kan medføre, må avisen tage sit eget ansvar alvorligt frem for at give læserne skylden.

Mathias Hoeg, København