Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Markedskræfter og gidseltagning
Berlingske plejer nok at hylde markedskræfterne baseret på udbud og efterspørgsel. Men åbenbart ikke når det gælder offentligt ansatte, som når for eksempel sygeplejerskerne vil benytte en øget efterspørgsel til at opnå højere løn.
Så bliver man af Lars Møller i Groft Sagt 1/12 kaldt gidseltager. Det er uforskammet hykleri, og Berlingske burde hellere støtte sygeplejerskerne ved at påpege det urimelige i, at deres arbejdsgivere samtidig er lovgivere.
I gamle dage var dette misforhold i det offentlige delvis opvejet af tjenestemandsansættelser, men sådan er det ikke dag, hvor offentligt ansatte har samme ansættelsesvilkår som privat ansatte. På nær altså retten til at handle i markedet uden at blive kaldt kriminel i Berlingske. Klaus B. Møller, Vanløse
Smitten i elevatorer
Jeg kører som mange andre ofte i elevatorer. Med rekord i smittetal på mere end 5.000 dagligt smittede og ganske få restriktioner kan jeg godt blive bekymret over dagligt at være proppet sammen med ofte fire-otte personer på ganske få kvadratmeter i en elevator, hvor man uden mundbind eller andre restriktioner står og pruster på hinanden i et lille lukket rum i flere minutter.
Når jeg tænker på rapporter om superspredere, som får smittet snesevis af personer via korte, sporadiske samvær, blandt andet på landets hospitaler, er dette vel en helt oplagt smitterisiko?
Især gamle, små elevatorer har en lempelig personbegrænsning som gør, at man står meget tæt presset sammen. Men man kan selvfølgelig også bare tage trapperne.
Det synes utrygt. Henrik Gutte Koch, København
Regeringens dobbeltfejl
Minksagen handler om en regering, der i dobbelt forstand mistede sin dømmekraft. Dels ved i en tilspidset situation at aflive et helt erhverv uden at sikre sig, at det var lovligt. Dels ved fejlagtigt at vurdere situationen som tilspidset.
Det gjorde den ved at lægge en meget spinkel undersøgelse af en virusvariant til grund for påstanden om, at vacciner kunne miste effekten, hvis ikke alle mink blev slået ned. Mette Frederiksen er leder af den regering, der mistede overblikket to gange. Så øh jo, mon ikke hun har et ansvar. Pauli Andersen, Roskilde
Brug faggrupperne
Kære sygeplejersker!
I skal have andre faggrupper ind, der kan hjælpe jer med den basale sygepleje. Det vil frigøre tid til det, I er så supergode til.
Man må ikke glemme, at I har fået tildelt lægelige opgaver, men ikke fået tilført ressourcer.
Læger, I skal have sekretærerne tilbage på kontorerne, så I ikke skal spilde jeres kostbare uddannelse og viden med at skrive og kode journaler.
Det handler i høj grad om at bruge faggrupperne til det, de er bedst til.
Det kunne måske hjælpe til, at glæden ved at hjælpe syge mennesker kunne vende tilbage. A. Brock, tidligere aktiv sygeplejerske i 45 år, Charlottenlund
Økonomien på plejehjem
Ældrebyrden er et frygteligt ord. Tak til Berlingske for at tage den manglende omsorg på plejehjemmene op, så sker der noget – desværre skal det til.
Hvad jeg synes, der også burde tages op, er økonomien. Noget har jeg fundet ud af: Det koster gennemsnitlig 10.000 kr. om måneden at bo på et plejehjem, dertil kommer 4.000-5.000 kr. om måneden til kost. Vi taler om et værelse.
Når et ægtepar på dets ældre dage er nødt til at skilles ad på grund af demens, sygdom eller andet, skal økonomien pludselig deles op i to huslejer og kost. I mange tilfælde bevirker det, at den tilbageværende må sælge hus og skaffe sig ny bolig oven i sorgen.
Hvis vi taler om for eksempel 100 beboere på et plejehjem, indebærer det en rimelig omsætning pr. år. Det er altså ikke sosu-assistenterne, der scorer de høje lønninger.
Alt, hvad en plejehjemsbeboer modtager, bliver registreret på en liste. Deduktivt har jeg erfaret, at beboere ikke har råd til en kop kaffe.
Ledelsesmæssigt kunne jeg anbefale, at lederen bevægede sig rundt på plejehjemmet på forskellige tidspunkter. Jeg er sikker på, at en journalist kunne finde endnu flere informationer. Jeg bliver afvist med, at det er dyrt at drive et plejehjem. Karen-Mette von Benzon Madelung, Charlottenlund