Bedsteforældre bør have ret til børnebørns første sygedag


Sæsonen for sommergruppemøder er i gang, og både Socialdemokratiet og SF taler om at komme væk fra arbejdspladsen. I Venstre tror vi ikke, at det gode liv automatisk er at gå tidligst muligt på pension eller at holde flest muligt sygedage med vores børn.
Som vores næstformand, Stephanie Lose (V), siger: »Vi kan ikke igen kun tale om arbejdslivets længde. Det væsentlige er, at danskernes arbejdsliv skal være godt og fleksibelt hele vejen.«
Derfor vil vi i Venstre, i stedet for at starte med at kaste milliarder efter få grupper, nedsætte en arbejdslivskommission. Vi er begge kvinder i 30erne med børn og fuldtidsarbejde. Vi er eksempler på dem, som SF siger er pressede og skal have ret til fem sygedage med vores børn.
Men nu skal I høre en hemmelighed: Vi elsker at arbejde, og vi er begge et sted i vores arbejdsliv, hvor vi har lyst til at give den gas, at bruge vores kræfter og at bruge vores arbejdsliv til at gøre Danmark bedre. Vi har slet ikke lyst til at have ret til fem sygedage derhjemme med vores børn, som SF foreslår.
Selvfølgelig skal børn ikke sendes i institution, hvis de er syge, men hvorfor ikke give ansvaret tilbage til familierne på tværs af generationer? Vi har mange bedsteforældre derude, der har etableret sig i arbejdslivet, der har prøvet at give den gas, og der sulter efter at være mere sammen med deres børnebørn. Derfor foreslår vi, at Venstres arbejdslivskommission skal kigge på at give bedsteforældre ret til at have børns første og anden sygedag.
Lad os indse det – børn i dagens institutionsdanmark er ofte syge. De slikker på dørhåndtaget, stjæler hinandens gennemtyggede agurk og bytter sutter på kryds og tværs, når pædagogerne ikke kigger.
Vi er selv vokset op i 1990ernes institutionsdanmark. Vi må have været lige så ofte syge, som vores egne børn er det i dag. Men mange af vores forældre havde bedsteforældre, som de kunne sende os hen til, når vi var syge.
Vi drømmer om, at vi indretter et samfund, hvor familierne kan hjælpe hinanden, og hvor bedsteforældrene har bedre mulighed for at give en hånd med børnebørnene – også når de får øjenbetændelse på en tirsdag.
Vi tror på, at det vil gøre en positiv forskel at give danskerne mere fleksibilitet i arbejdslivet. Det vil måske endda give vores forældre mod på at arbejde det længere, og vi kan give den gas på arbejdet samtidig med, at vi har små børn.
Vigtigst giver vi som samfund i højere grad familierne mulighed for at hjælpe hinanden på tværs af generationer. Vi giver familierne mulighed for at være noget for hinanden. For os som borgerlige vil familien altid være vigtigere end staten, og det bør vi i højere grad anerkende i vores familiepolitik.
Linea Søgaard-Lidell, folketingsmedlem, socialordfører og mor (V), og Iben Krog, folketingskandidat (V) og mor