Når den nye regering helt bevidst ikke nævner inklusionsloven i regeringsgrundlaget, er det kun, fordi de er dybt uenige om, hvad der skal ske med folkeskolen.

Men måske er det bare den nye regerings overlevelsesstrategi – ikke at forholde sig til interne uenigheder, alt imens skolebørn og deres forældre mistrives, og flugten fra folkeskolen stiger?

Kongstanken bag inklusionsloven fra 2012 var, at elever, som modtager mindre end ni specialtimer om ugen, skal indgå i den normale undervisning. Nu viser ny forskning, at ikke kun skolebørn, men også voksne, lider under inklusionsloven.

Over 15.000 forældre kan ikke arbejde, fordi deres børn mistrives, har et handicap eller er syge og ikke kan komme i skole. Dermed trækker man forældrene ud af deres hverdag for at gå hjemme, mens kommunerne finansierer den tabte arbejdsfortjeneste.

Både undervisningsparate elever, men også børn med særlige behov og nu deres forældre bliver tabere i et ideologisk projekt, hvor man underviser ud fra en idé om, at børn er ens! Især for sårbare børn bliver folkeskolen til et overgreb. Men det interesser ikke regeringen, de har nemlig valgt ikke at forholde sig til den fejlslåede inklusionslov, fordi de grundlæggende er uenige.

Dorthe Schmittroth Madsen, cand.mag. i tysk, historie og filosofi, gymnasielærer, Vejle

Løsningen er lige for

Vi kan 6. januar læse i avisen, at beskæftigelsesministeren oplyser, at det er arbejdsgiverne alene, der skal betale lønnen på den ekstra årlige arbejdsdag, der kan komme som resultat af regeringens foreslåede afskaffelse af en helligdag.

En let løsning til overenskomstforhandlingerne er derfor lige for: De private arbejdsgivere fastholder dagen som en fridag, så er der intet lønkrav, og de offentligt ansatte kommer til at bidrage med mere arbejde, hvilket højner effektiviteten i det offentlige.

Hvordan SVM-regeringen i øvrigt kan komme frem til, at vi alle gennem afskaffelsen af en fridag skal betale for ekstra forsvarsudgifter, henstår i det uvisse. For det er »kun« de i forvejen hårdt prøvede lønmodtagere, der får en regning, og det er som bekendt langtfra »alle«. Pensionister og andre uden for arbejdsmarkedet går fri.

En ny form for socialdemokratisk solidaritet, Venstres hede drøm om at lade arbejderne betale, Moderaternes ønske om at markere et eller andet nyt reformforslag, eller? Jeg håber, at politikerne selv kan forstå, hvad de har gang i, siden det er dem, der er givet magten.

Fillippa Gottlieb, Allerød

Senior Minus

At seniorpensionen er mere populær og mere attraktiv end Arne-pensionen er velkendt. Seniorpensionen var et tilbud til de nedslidte uden krav om anciennitet. Her kunne Arne-pensionen desværre ikke hjælpe en nedslidt murer, hvis han kun havde været 39 år på arbejdsmarkedet.

Den nye regering har besluttet, at den mere attraktive seniorpension udfases og erstattes af en såkaldt »Arne Plus«-pension. I denne manøvre vil politikerne gøre den nye pension bedre end den oprindelige Arne-pension, og man vil ligeledes gøre den afhængig af, at man er nedslidt.

Jeg ser det som en ren tilståelsessag i forhold til statsministerens udtalelser før valget, hvor hun hårdnakket påstod, at Arne-pensionen er for de nedslidte. Det var en løgn, og alle ved det.

Som vælger bør du også huske, at det var den blå VLAK-regering, der i 2019 stod fadder til den attraktive seniorpension. Og Mette Frederiksen fører kniven, når den nu bliver fjernet igen.

Taberne i dette spil bliver de nedslidte. Hvor de tidligere havde den mere attraktive seniorpension, må de nu se frem til en ny ordning med en lavere ydelse og kortere tilbagetrækningstid. Derfor synes jeg også, at vi skal kalde den nye ordning ved sit mere rimelige navn: Senior Minus.

Thorbjørn Jacobsen, suppleant til Folketinget for Liberal Alliance i Vestjylland, Struer

Arbejde for kontanthjælp

For første gang i mere end 30 år har Danmark fået en flertalsregering, som ønskes tillykke og et godt 2023.

Vores statsminister har tidligere flere gange foreslået, at kontanthjælpsmodtagere burde arbejde et antal timer for kontanthjælpen, i et omfang svarende til timelønnen i det job, de har fået anvist. Kontanthjælpsmodtagere er jo i princippet raske og til rådighed for arbejdsmarkedet.

Af uransagelige årsager er dette udmærkede forslag aldrig blevet realiseret. Med det flertal i Folketinget, som statsministeren nu har opnået med etableringen af SVM-regeringen, må det være oplagt at gennemføre dette forslag netop på et tidspunkt, hvor der er mangel på arbejdskraft både på det offentlige og private arbejdsmarked.

Kontanthjælpsmodtagerne kunne til glæde både for dem selv og ansatte i det offentlige og private gøre stor gavn som medhjælpere i mange forskellige arbejdsfunktioner.

Det gamle ordsprog: »Lediggang er roden til alt ondt« er stadig gældende.

Finn Gyntelberg, Hørsholm

Vanvid, PostNord

Jeg læste med fornøjelse Dines Bredo Petersens indlæg 5. januar om ikke at kunne købe frimærker på posthuset.

Jeg har selv haft samme oplevelse om ikke at kunne sende en pakke. Jeg købte på nettet to bluser, som jeg ville bytte til en anden størrelse. Naivt gik jeg på posthuset for at returnere forsendelsen med ønske om levering i en anden størrelse.

Jeg fik så at vide, at det kunne jeg ikke bare gøre. Jeg skulle have en returlabel. Jeg spurgte, hvor jeg så kunne få den? »Den kan du ikke få her på posthuset. Den skal hentes og betales på nettet.«

Jeg er daglig it-bruger i mit arbejde, men må erkende, at det kunne jeg ikke finde ud af. Google kunne heller ikke hjælpe mig.

Jeg ringede til leverandøren for at få ham til at sende mig en returlabel. Han bad mig beholde trøjerne og sendte to nye i den ønskede størrelse uden beregning. Det var for ham det nemmeste.

Konklusionen er, at man ikke bare kan gå på posthuset, betale og sende sin pakke, som man kunne før. Må dette være »Kejserens nye klæder« og et ønske om at få en voksen til stede.

Hans Jørgen Jensen, Skodsborg

RIP

Til den læser, der 5. januar var utilfreds med den amerikanske RIP-forkortelse:

RIP går altså længere tilbage end som så, det er også en latinsk forkortelse for Requiescat In Pace, og så bliver det måske lidt mere forståeligt, at det bliver brugt viden om.

Alexander Borg, København

Dyre danske tandlæger

Jeg fik akut betændelse i en visdomstand før afrejse på en lille ferie til Sverige. Jeg opsøgte akuttandlægen i Danmark for at få noget penicillin. Tandlægen penslede tanden med lidt klorhexidin og så ud af vagten med en regning på 1.300 kroner.

Det hele tog højst fem minutter. En god løn til tandlægen, men et chok for en på SU.

Jeg tog dog alligevel til Sverige og gik også der til akuttandlæge. Venlig modtagelse og omsorg, fik penicillin og en regning på 300 kroner

Hvorfor skal alt være så dyrt her til lands? De højtuddannede, som får deres uddannelse gratis, tager sig godt betalt, når de har fået deres eksamen, så almindelige mennesker ikke har råd til at benytte sig af deres viden.

Hvem har bestemt, at de skal have så store lønninger? De burde i det mindste tilbagebetale, hvad deres uddannelse har kostet, jeg har jo også bidraget til den.

Tove Bindholt, Albertslund

Lødhes anstændighed

Havde Sofie Løhde haft blot en gnist af anstændig følelse, ville hun have sagt, at valgets omstændigheder gjorde, at Venstre af hensyn til nationen var bedst stillet ved at gå med i en regering med Mette Frederiksen. Men at hun naturligvis – under henvisning til sine udtalelser op til valget – ikke selv kunne sidde i en sådan regering.

Henrik Elmelund, Odense