Atomkraft vender tilbage
Dansk energipolitik har været delvist lammet siden 1985, da Folketinget besluttede, at atomkraft fremover ikke skulle være en del af dansk energiplanlægning.
Atomkraftmodstanderne sejrede stort dengang, og hver gang siden da, hvor det kommer på tale igen at lade atomkraft blive en energikilde, som man uden fordomme skulle kunne tale om som en mulighed i fremtidens danske energiforsyning, farer modstanderne op, som om verden var undergangen nær.
Nu har Venstre åbenbart skiftet standpunkt og vil gerne lade atomkraft blive en del af fremtidens danske energiproduktion og -forsyning. Det er både godt og fornuftigt, for med fremtidens eksponentielt stigende elforbrug kan vi ikke klare os med »sol og vind«, som mange hårdnakket og naivt påstår.
Der er jo almindelig enighed om, at vi skal undgå at benytte kul, olie og gas i elproduktionen, så vi bliver nødt til at benytte atomkraft i et endda stigende omfang. Vi kan nemlig ikke klistre hele landet til med golde solcelleørkener og vindmøller.
Overfor disse kendsgerningerne fremfører modstanderne nu, at det er for dyrt og tager for lang tid at planlægge og bygge moderne atomkraftværker i Danmark. Men hov! Det argument dur slet ikke i Danmark.
Byggeriet af de store supersygehuse er alle blevet forsinket med flere år og er blevet fordyret voldsomt. Hvis man nu skulle bruge modstandernes form for logik, skulle vi aldrig være begyndt at bygge supersygehusene. Eller hvad med Hillerødmotorvejens forlængelse, som skulle have været bygge om til firesporet motorvej for 15 år siden? Hvis vi er heldige bliver den færdig om tre år.
Eller Femern Bælt-tunnelen, der er forsinket med flere år? Og sådan er det med de fleste store offentlige anlæg. De bliver forsinket og fordyret, men vi vil da gerne have dem alligevel. Sådan må vi også sige om atomkraft.
Jo før vi kommer i gang, desto bedre. Udsættelse og tøven fører automatisk til forsinkelser og fordyrelser. Så lad os hurtigt komme videre med en dansk energiplanlægning, hvor atomkraft indgår – endda som en »grøn« energikilde.
Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk
Puslekryds
Det er præcis det, jeg tidligere har skrevet til Berlingske (ikke som læserbrev), som Per Haaber Gylling skriver om Puslekryds. Det er så let, så man ikke gider spilde tid på det. Jeg foreslår også flere kryds og tværs, og gerne lidt svære!
Hanne Nabe-Nielsen, Brørup
Bornholm oprustes
En kold novemberaften i 1967 var der trængsel i Havnegade i København. En stor flok unge mænd skulle sammen med mig ombord på bornholmerbåden og stille på Almegård Kasserne næste morgen. 14 måneder ventede på øen i Østersøen. Der var larm og afskedsscener, men alligevel en form for stille spænding.
For hvad ventede derovre? Overfarten, den første af utallige, gik stille og roligt, og kl. 07.00 stævnede vi ind i Rønne havn. På kajen var oplinet masser af lastbiler, der transporterede hele flokke til vort hjem de næste 14 måneder. Den korte tur til kassernen gik hurtigt, og så var vi under militær kommando.
Der blev delt op i infanteri, artilleri, pansertropper og luftværnsartilleri m.m. Jeg selv blev placeret i Telegrafkompagniet.
Hurtig udlevering af mundering og indkvartering. Foran os lå fire måneders rekruttid med indlæring og øvelser. Og så ti måneder i dækningsstyrken som rigtige soldater.
Bornholm, som alle vi unge knægte »ovre fra«, betragtede som verdens ende, viste sig at være et rigtig godt sted. Man kunne jo ikke bare tage hjem efter fyraften, så der opstod mange kammeratskaber i den kommende tid.
1967. Det var jo kun godt 20 år siden, at russerne havde været på øen. Bombardementerne af Rønne og Nexø.
Dette var det svært for en flok rekrutter at relatere sig til. Vi mødte en hel række befalingsmænd og officerer, der havde haft det inde på livet, oplevet det, men vi forstod ikke deres russerangst. Og morede os sikkert også herover.
Men, men. Nu forstår jeg dem set i den historiske udviklings lys. Siden Krim i 2014 og især nu efter 2022 har deres tanker og udtalelser dengang fået et nyt perspektiv. For russerne står jo lige ude foran døren og er ikke til at stole på. De gør, hvad de vil.
Som telegrafsoldat/telegrafist (det er noget med at morse, som unge mennesker i dag ikke kender til, de har jo mobilen) forstyrredes radiosignalerne allerede dengang af »jamming« fra såkaldte fiskerkuttere, der sejlede rundt i Østersøen. Så interessen for Bornholm har altid været der.
Så det er med stor interesse og udelt støtte, at der nu skel ske en opgradering af den militære tilstedeværelse på Solskinsøen. Det er påkrævet og vil give en moralsk støtte til den loyale og meget trofaste bornholmske befolkning.
Tak for 14 gode måneder på Bornholm til kammerater og befolkning, der kun viste imødekommenhed. Og tak for rigtig mange dejlige sommerferier. Gammel kærlighed ruster ikke.
Dennis Petersen, Værløse
EU til Stillehavet?
Canada er langt væk, men ikke desto mindre nabo til Kongeriget Danmark, som er en del af Europa og EU. Præsident Trumps udmeldinger om, at USA ønsker at annektere Canada og Grønland, har givet en fælles grund til modstand mod Trumps trusler.
En måske effektiv fælles modstandsmetode kunne være, at både Canada og Grønland blev EU-medlemmer. Et medlemskab som måske også ville lokke Storbritannien tilbage i EU.
Især Canadas medlemskab af EU vil blive et problem for Trump-administrationens annektionsplaner og blive af stor værdi for både Canada, Grønland og EU økonomisk.
Finn Gyntelberg, Hørsholm
Danskeres sikkerhed kontra udlændinges ditto
Som et ganske kort svar på advokat René Offersens indlæg 29. april blot dette:
Danske statsborgeres beskyttelse og sikkerhed bør i ethvert tilfælde i Danmark vægtes højere end enhver udlændings beskyttelse og sikkerhed.
Derfor bør Danmark udtræde af menneskerettighedskonventionen og genindtræde med forbehold for den/de paragraffer, som begrænser muligheden for i alle tilfælde at kunne udvise en kriminel udlænding.
Dét vil være sund fornuft i modsætning til mange af Menneskerettighedsdomstolens uforståelige domme.
Det bør altid være en borgers hjemland som har beskyttelsespligten, ikke udlandet! Står en udlænding til straf i hjemlandet, så er det vel i overensstemmelse med sædvane/lov i det pågældende land.
Niels B. Larsen, Randers
EU i front
Hvor er det trist at se et USA, hvor befolkningen er på vej tilbage i jordhulerne!
En snæversynet præsident med alt for meget magt. Hvor længe holder Californien ud, inden løsrivelse? Indtil da står Europa med åbne arme til modtagelse af den amerikanske intelligentsia.
Hvis EU kan enes – ud med Ungarn, ind med England og Norge – har vi mulighed for at blive verdens næste supermagt, hvad angår forskning, industri og militær – måske skal vi sige tak til Trump!
Ole Borg, Hellerup
Mindre bureaukrati og færre regler
I Danmark har vi desværre i årevis haft en politisk refleks, der siger: »Et nyt problem? Så laver vi en ny regel.« Resultatet er, at vi i dag har et regelkompleks, som ikke bare er tungt – det er overvældende, ofte unødvendigt, og det er ikke rimeligt.
Derfor tager jeg nu endnu et skridt i retningen af at gøre det nemmere at være fødevareproducent, landmand og fisker i Danmark og fortsætter det arbejde, jeg igangsatte i 2023: Jeg ophæver 14 bekendtgørelser og fjerner knap 70 administrative forskrifter mv. på mit ministerområde. Det kommer oveni, at jeg allerede har forenklet eller tilpasset omkring 50 regler. Det er ikke bare tal – det er frihed i praksis.
Ingen regler er skabt ud af det blå. Mange af dem er lavet i bedste mening og til en virkelighed, som måske nok fandtes for ti, tyve eller tredive år siden – men ikke nødvendigvis i dag. Problemet opstår, når reglerne bliver stående, selvom behovet for længst er forsvundet. Når de samler støv på kontorerne og frustration i erhvervslivet. Eller når vi laver dobbeltregulering.
Derfor skal vi politisk turde spørge: Hvad er egentlig nødvendigt? Hvad virker? Og hvad gør bare tingene mere besværlige uden at gøre dem bedre?
Og det er ikke et punktum, det er et komma. Det er konkrete skridt i retningen mod færre regler og en lettere hverdag for vores virksomheder. Og for hvert skridt, vi tager, giver vi landets fødevareproducenter, landmænd og fiskere mere tid til at drive deres virksomhed.
Vi skal tage flere skridt i den retning, for jeg mener, at vi har tabt orienteringen, når de erhvervsdrivende bruger timevis på at udfylde administrative skemaer frem for at passe marker, stalde eller kuttere. Det vil jeg ikke være med til.
Jeg kommer derfor også til at forfølge denne dagsorden, så længe jeg er minister. Og ja, nogle af forenklingerne kan virke små. Men for den enkelte fisker, landmand eller fødevareproducent kan det være forskellen på en god og en dårlig dag, mellem overskud og underskud – mellem at blive og at give op.
Jacob Jensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri (V)
Grøn trepart
Nu hvor Danmark i biodiversitetens navn skal rumme ulven, vækker det nogen undren, at man specielt i dens fortrukne habitater påtænker at plastre det hele til i solceller garneret med vindmøller.
Vildtet er i frit fald og vores rovfugle får ikke en chance for jagt under solcellerne, hvis de da ikke er blevet kværnet i vindmøllerne forinden. Måske antallet af gnavere (rotter, mosegrise og andre mussearter m.fl.) får kronede dage, men her har man da heldigvis gift i baghånden.
Bevar vores natur og flyt VE-anlæg til byerne, hvor de også vil være tæt på aftagerne.
Endelig kan det bekymre, hvad der sker, når solcellerne overgås af andre teknologier? Får de bare lov at gå til hos de lodsejere, der har udlejet deres marker. Konkursfinten ser vi allerede ved Nordic Waste-skandalen i Ølst, og mon ikke regningen så bare igen havner hos borgerne?
Jens Benzon Bang, Frederiksberg
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
