Liberal Alliances nye atomkraftudspil er en kærkommen ærlighed i dansk energipolitik. Endelig siger et borgerligt parti det, som mange helst undgår at indrømme: at kernekraft kræver massiv offentlig støtte.
Det er befriende at høre fra et parti, der normalt prædiker markedsbaserede løsninger, at man ikke kan liberalisere sig til et atomkraftværk.
Men Liberal Alliance snubler over sin egen ideologi. Man anerkender, at staten skal betale – men kun hvis pengene tages fra havvind. Dermed bliver udspillet mindre visionært, end det tror.
For hvis Danmark skal have både grøn stabilitet og hurtig omstilling, skal vi ikke vælge mellem vind og atomkraft. Vi skal investere massivt i begge dele.
Atomkraft er ikke et nulsumsspil mod vindmøller, men et langsigtet supplement. Hvor vind og sol leverer hurtig og billig energi, leverer kernekraft forsyningssikkerhed. Den grønne fremtid kræver et system, der kan begge dele – ikke en ideologisk kappestrid om, hvad der får lov at være »den rigtige« teknologi.
Danmark har råd til at tænke større end markedet. De største teknologiske fremskridt – fra vindmøllerne på Vestkysten til rumprogrammer, internettet og vacciner – kom ikke fra markedet, men fra stater, der turde dække risikoen.
Skal vi have atomkraft, må vi være lige så ambitiøse.
Rasmus Mols, kandidatstuderende på Idéhistorie ved Aarhus Universitet
Hvor vil du helst bo?
Hvis du skulle bo i et andet land end Danmark, hvor ville du så bo?
Det er et spørgsmål man måske nogle gange kan underholde hinanden med i et selskab.
Mange ville nok i den sammenhæng vælge et land som minder lidt om Danmark. Et sted hvor man ville føle sig tryg og et slægtskab med kulturen, for eksempel Storbritannien. Et civiliseret land, hvor man kan ytre sig, som man finder bedst!
Jo, man ville nok hellere bo dér end for eksempel i Pakistan. Hvis man nu skulle vælge.
Hvis man imidlertid rejste til Storbritannien, gjorde man nok klogest i at holde den slags meninger for sig selv.
I de britiske myndigheders forebyggelsesprogram (Prevent) er det for nyligt blevet defineret som en underkategori af terroristisk ideologi at mene følgende: »vestlig kultur er under trussel fra masseindvandring« og »manglende integration fra bestemte etniske og kulturelle grupper«.
Hvis man således har eller ytrer meninger som disse, så understøtter man et »diskriminerende eller voldeligt narrativ« som er »ekstremt højreorienteret«. Man er »kulturel nationalist«, skal man forstå.
Vil det ikke rumme en væsentlig risiko for demokratiet at udforme den offentlige mening ud fra disse retningslinjer? For eksempel kan det føre til det indlysende problematiske: at stemple kritik som ekstremt højreorienteret.
I praksis vil man antageligvis let afmontere den britiske borgers ret til at ytre sig kritisk om en regerings evne til at håndtere udlændinge -og integrationspolitik eller gøre det dubiøst at bedrive kulturkritik. Især når rammen er defineret så snævert, at alt fra Socialdemokratiet og til højre i en dansk sammenligning er med.
Er det ikke en mistænkeliggørelse af den enkelte borgers ganske naturlige udgangspunkt, dette at ville bevare sit lands kultur og nære fædrelandskærlighed?
Der er et enormt spænd inden for det »narrativ« af lødige meninger og nuanceret tænkning, der netop også er en del af kritikkens mulighed.
Hvis man formulerer sin politiske position ud fra et ønske om at bevare landets (vestlige) kultur, herunder identificere de såkaldte »trusler« som masseindvandring og manglende integration kan medføre, er det så ikke uhæderligt og forsimplende, bare at sige: kulturel nationalist?
Måske skulle man hellere spørge briten: hvis du nu skulle vælge, hvor ville du helst bo?
Julius Thorsøe, Sorø
Hjælpsomme danskere
Jeg er 81 år gammel og bruger stok. I bus, tog og forretninger møder jeg altid stor hjælp. En ældre dame i Metroen rejste sig med bemærkningen: »Min mand bruger også stok.«
Forleden var min bil i en smal parkeringsbås klemt så meget, at døren kun kunne åbnes ganske lidt. I den første bil, jeg via stok og håndbevægelser standsede, befandt sig en yngre meget slank dame, der med det samme tilbød hjælp. Hun kunne lige akkurat klemme sig ind i min bil og dermed hjælpe mig ud af en for mig uheldig situation.
Derfor: Stor tak til de mange hjælpsomme – bliv endelig ved.
Peter Sørensen, Taastrup
Flotte ord og varm luft om danske flådefartøjer
Kære Lars Sandahl Sørensen, Dansk Industri, og Claus Jensen, Dansk Metal.
Jeg har med stor fornøjelse læst jeres lange læserbrev i onsdagsavisen. Der bliver virkeligt malet bredt omkring specielt den danske værftsindustri og de mange fortræffeligheder, den skulle rumme omkring nybygning af nye fartøjer til søværnet.
Men i virkeligheden er dansk værftsindustri i dag kun beskæftiget med vedligeholdelse og reparation, ikke nybygninger.
Det sidste værft med kompetencer til nybygning i det omfang, som nye flådefartøjer kræver, lukkede i 2012. Det var Lindøværftet – hvor de nuværende fregatter er bygget.
Så alle de flotte ord er bare varm luft. Det tager tid, megen tid, at opbygge en nybygningsindustri inklusive alle underleverandører.
Nye fregatter skal købes der, hvor de produceres bedst og hurtigst. Ikke for at tækkes Dansk Industri og Dansk Metal. Der er ingen grund til igen, at skulle opfinde den dybe tallerken og vente i årevis på dette.
Europa er »fyldt« med kapaciteter, der kun beskæftiger sig med produktion af moderne fregatter, nogle i øvrigt baseret på dansk design. Til gengæld er produktion af for eksempel droner i Danmark noget, der skal satses på, naturligvis.
Lars Mølgaard, Helsingborg
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
