Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Arveskat: Gid alle sofamennesker må få siddesår

Foto: Sofie Mathiassen

Tirsdagens kronik af Michael H. Jørgensen retter et underlødigt angreb på Jesper Buch for kun at tænke på penge, penge, penge. Jeg kender ikke Jesper Buch, så jeg kan ikke svare på hans vegne, men som iværksætter kan jeg ikke undlade at kommentere MJs kronik. Jeg vil anvende den samme retorik som kronikøren.

Hvorfor bliver man iværksætter? En metafor: To drenge står ved foden af et højt træ. Den ene dreng siger til anden: »Du kan ikke kravle op i toppen af træet!« Hvad svarer den anden dreng?

For iværksætteren er det selve udfordringen, der er drivkraften. Begynder man som iværksætter, må man oftest gældsætte sig, hvorfor penge er målet. Men derefter betragter iværksætteren penge som midlet. Denne indstilling kan MJ og andre sofamennesker ikke forstå. De sidder rart og blødt og kunne ikke finde på at kaste sig ud i 15 timers dagligt arbejde samt kampen mod myndigheder og visionsløse. En iværksætter må risikere alt, ikke kun penge, men også sociale afsavn, herunder desværre ofte et ægteskab. Men iværksætteren lever, sofamennesket eksisterer.

Jeg er nu 82 år, og min udløbsdato er i sigte. Men jeg har stadig projekter på beddingen. Jeg bruger nu løs af mine børns arv for at tilfredsstille mine egne behov. Hvis et eller flere af mine projekter skulle blive succesfuldt, og jeg dermed tjener flere penge, kan jeg ikke videregive dem til mine børn og børnebørn uden, at sofamanden letter sig som en ådselgrib for at mæske sig i kadaveret.

Hvad sker der, når ådselgribbene har ædt alle kadaverne? De dør af sult! Se på de socialistiske paradiser. De er enten gået til grunde, eller udarter sig som Nordkorea. Kina ændrede kurs, da Deng Xiaoping anbefalede, at det skulle være let og attraktivt at blive rig. Gid, alle sofamennesker må få siddesår. William Fich, Hørsholm