Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Arkitekter må stå til ansvar

bmr
Tivoli ønsker sig en bypark foran hovedindgangen, men også et 70 meter højt hoteltårn inde i parken. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Lige som de fleste andre hypede arkitektfirmaer er BIG dygtige til at lave tegninger med en masse grønt fremhævet foran de massive beton- og glasfacader.

Det er på tide at holde firmaerne op på deres vidtløftigheder, når det hele ligner hængende haver som i det foreslåede kransekagetårn i Tivoli - ved siden af den ligeledes hæslige napoleonskage med glasur, Industriens Hus - og en væsentlig trafikåre midt i København som Vesterbrogade med et snuptag kan omdannes til en frodig skov. Behøver jeg at sige, det er komplet utroværdigt og burde forvises til de indforståede hipster-tidsskrifter?

Kort sagt er det på tide med et realitets-tjek: Har BIG nogensinde leveret de grønne paradisiske bygninger, som de har lovet i prospekterne?

Bare et enkelt eksempel: Amager Bakke – massiv klods i rå og kedelig beton dekoreret med et fantasiløst »pixeleret« mønster, som er moderne, eller forhåbentlig har været det, men udtryk for mangel på fantasi og format. Den meget hypede »skibakke« på taget bliver måske ikke til noget, fordi arkitekten ikke »lige« kunne beskæftige sig med sikkerhedsregler og godkendelser og den slags.

Hvordan skal det så ikke gå med et mylder af fodgængere, cyklister og leverandørbiler på den foreslåede prop i begyndelsen af Vesterbrogade? Her skræmmer sporene fra Nørreport Station, som er et uskønt fremmedelement i en ellers klassisk del af byen, og en daglig skærsild at komme gennem for cyklister og fodgængere på grund af manglende forståelse for andre trafikformer end tog/metro og bus. Hans Christensen, Dragør